Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Moderne. Værksted 1751 har fortrængt den vildskab og fandenivoldskhed, der engang regerede i gaden.
Foto: Ivan Riodan Boll

Moderne. Værksted 1751 har fortrængt den vildskab og fandenivoldskhed, der engang regerede i gaden.

Mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hip restaurant smager som byfornyelsen - moderne og tamt

Der er for mange kreative udskejelser og for lidt smag i Værksted 1751. Men køkkenet har potentiale.

Mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Engang regerede en værre varyl under navnet Kongen af Sundevedsgade på Vesterbro. Han stirrede vildt om sig, som om man godt lige kunne få et par på bærret – eller et hak speed, alt efter humøret. Jeg dukkede mig for ham som den håndsky bogorm, jeg er. I Sundevedsgade lå også Café Lasse. En sagnomspundet bule, som politiet måtte rykke ud til 120 (!) gange om året, fordi alkoholen flød sammen med kokainen, ecstasyen, amfetaminen og tæskene.

Nu har de pæne pligtopfyldende piger med deres cykelhjelme, RUC-uddannelser og forældrekøb overtaget kvarteret. Café Lasse er i bedste Eurowoman-stil blevet en cocktail & tapas-bar. Søren Ulrik Thomsen ville græde. Overfor ligger den nyåbnede restaurant Værksted 1751, en udløber af restaurant Marv & Ben. Dertil havde vi henlagt vores kæresteaften.

»Skal I have champagne?«, spurgte tjeneren med det gigantiske superautentiske læderforklæde. Det lyste op i hendes øjne. Det skulle vi så. Sporenstregs ankom et skønt brødskorpesprødt glas champagne. På væggen hang hipsterficeret antydningserotik, en fallos og en vagina i tidens udtryk med mange tynde streger.

:

Menuen koster 400 kr. Vi supplerede med tatar, som er en god ret at benchmarke byens køkkener på. Først kom dog et par østers, hvor vandet var underligt tykt og ekstremt salt. Men østers er ligesom sex: Selv når det er dårligt, er det stadig lidt godt. Man kunne indvende, at det var uden for sæson, men pyt.

Tartaren er ikke en omvej værd

Så landede tre små retter. Først rå rejer i grøn karry og kokosmælk, en mild omgang med de sødlige skaldyr. Skaldyrene var elegante, men smagen hang i håndbremsen. Det var mere en antydning af grøn karry end en vital indisk oplevelse. Det samme kunne man sige om torskecevichen med tyndt revet mandel og piment d’espelette. Det smagte fint uden at have oompf (en eksta ingrediens, der gør smagen perfekt, red.)

Det, som til gengæld var en perle, var de sart tilberedte nye kartofler, helt sprøde, overrevet med sukkersaltede æggeblommer og citrusskal. Man har set sukkersaltede – de bliver helt tørre – æggeblommer før i København, og det er en umamibombe. Et smukt eksempel på, at en ny teknik næsten kan skabe en hverdagsklassiker.

Herefter fulgte en pocheret torsk, der var perfekt tilberedt og garneret med den engelske klassiker ærter og mynte og en syrligt sød sauce, som tjeneren oplyste var lavet med ristede fiskeben. Et greb, vi også har set før på de trendsættende restauranter i byen. Dem, der siger, at de kan smage effekten, siger, at det giver en nøddeagtig bund i smagen. Når man nu bruger mynte – og det skal man særligt om sommeren – skal man ikke, som her, lade det blive ved antydningen. I køkkenet skal de som med de rå rejer stole mere på egne ideer, for de kan godt lave mad.

Læderforklædet talte os ind i en hvidvin: Buronfosse Varron på Juras Savagnin-drue til 650 kroner. Og det er en flot vin uden ret meget syre. Vinen er ikke urimeligt prissat i forhold til indkøbsprisen, men naturvinsbølgen kan nok ikke toppe mere prismæssigt nu.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så kom tataren, der var garneret med purløg og creme af de sorte hvidløg, der også er på mode blandt de nynordisk inspirerede steder i byen. Den var da o.k. uden at være en omvej værd. En tatar skal være saftigere.

Fårebrie med smag af skolekøkken

Begge hovedretter dumpede. Min ledsager er ligesom mange andre kvinder blevet griseforskrækket, så hun undveg hovedretten med hoisin-gris og valgte en indbagt fårebrie med appelsinskal. Den var tung og klæg og virkede ikke gennembagt. Og så fremstod den som noget fra et skolekøkken. Mærkeligt, for ellers så maden meget elegant ud. Min hoisin-gris med stegt salat var bare kedelig og levede ikke op til de første retter. Hoisin-sauce skal være sød. Her var den desværre tør i smagen.

Til hovedretterne havde vi valgt et glas rødvin, fordi Buronfusse ikke var en helaftensoplevelse. Barsan Irancy var skønt veltempereret og fra det nordlige Bourgogne, men ikke de 110 kroner glasset værd.

Desserten var en limecreme med is af kalamansi, en asiatisk citrusfrugt, der smagsmæssigt ikke overlevede lime-angrebet. Ovenpå var noget sprødt krymmel af tørrede marshmellows. Jeg tror snart, at byens madanmeldere må nedkalde en fatwa over kombinationen sprødt krymmel og cremede desserter. Genren er udforsket nu. Men det smagte nu frisk og syrligt og var håndværksmæssigt godt eksekveret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men for meget af det kreative i en samlet set dyr restaurantoplevelse kender vi fra andre steder i byen. Det er med Værksted 1751’s mad som med kunsten på væggen: Det skulle være erotisk – det er det bare ikke.

Men køkkenet kan godt lave mad. Så hvis de skruer 20 procent ned for priserne og 20 procent op for smagen, begynder vi at have den moderne vesterbrorestaurant, de prøver på at lave. Nu følger de bare moden, og det bliver for tamt og for pænt. Jeg sad og savnede Kongen af Sundevedsgade og gadens fandenivoldskhed. De siger i øvrigt, at han stadig er derude et sted.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden