Jeg ved ikke ret meget om brasiliansk mad. Læsningen af Bente Nissen Lundsgaards nyeste kogebog ”Brasiliansk, grill, tapas og streetfood” gjorde mig desværre ikke klogere på emnet. Faktisk blev jeg bare en smule mere forvirret. Men ikke på noget højere plan. Sagen er jo, at Brasilien er et meget stort land. Der er bjerge og der er ørkenområder. Der er hele det kæmpe Amazonas med de store floder, og der er gevaldige lavområder. Der bor over 200 millioner mennesker i landet. Det er derfor svært at tale om brasiliansk mad i et land, hvor de klimatiske og geografiske variationer er så store og afstandene så enorme. De spiser næppe det samme ude ved Atlanterhavets kølige kyster, som de spiser dybt inde i det dampende Amazonas. Og der er givet forskel på kosten om man bor højt oppe i et bjergområde eller nede i lavlandet. Men den variationsmulighed åbner Bente Nissen Lundsgaard ikke op for. Og hendes opskrifter vækker derfor også somme tider undren. Som da vores voksne og madinteresserede søn, der har rejst i Brasilien, spurgte med bogen i hånden: ”Hvor er det lige i Brasilien, at de bruger brøndkarsemayo til deres roastebeef-cheese sandwich?”
Måske skyldes forvirringen også, at bogen i virkeligheden er ret rodet. Mange af opskrifterne kunne lige så godt kunne være hentet i Valby som i Brasilien. Jeg mener pulled pork og pulled chichen tilberedes vel ens ,om man bor vest eller øst for Valby bakke. Og svin og kylling bliver altså ikke brasiliansk af, at blive kaldt pork og chicken.
