De to opskrifter tager ingen tid at lave.

Lynhurtige grillretter helt uden kød: Jomfruhummer og grillet salat

Det ser kompliceret ud, men det er faktisk ret let at grille en jomfruhummer. Foto: Line Thit Klein
Det ser kompliceret ud, men det er faktisk ret let at grille en jomfruhummer. Foto: Line Thit Klein
Lyt til artiklen

»Jeg er«, siger Mette Helbæk, »en meget doven kok. Så jeg laver mad, som ingen tid ta’r, så man har tid til at hygge sig«.

Mette Helbæk er en af landets hypede kokke lige nu og oplever, sammen med sin mand Flemming, stor succes med sin taghaverestaurant på 3. sal på Østerbro, Stedsans. En restaurant, hvis faste menu primært er grøntsagsbaseret, men altid også indeholder små fokuserede stykker af fremragende kød. Helbæk bruger ofte sin gasgrill hjemme i kolonihavehuset på Amager, og da vi spørger hende om, hvilken yndlingsgrillret hun vil servere for uventede gæster, kommer svaret hurtigt: »Grillet salat, hvor man lige flækker nogle romainesalater, smider dem på grillen og så smuldrer lidt blå skimmelost, nogle ristede nødder og måske nogle bær fra haven på. Det tager ingen tid overhovedet. Det andet kunne være jomfruhummere. Det tager jo kun et par minutter og smager fuldstændig overlegent«, siger hun.

Grillet salat med figner, nødder og blå ost

Til 4 personer

Ingredienser
50 g hasselnødder
4 stk. hjertesalat eller 2 stk. romainesalat (hvis de er store). Du kan også bruge iceberg eller spidskål.
4 spsk. olivenolie
4 spsk. balsamico (helst vellagret og tykflydende - ellers kan du koge den ind)
salt og peber
100 gram soltørrede dadler (eller tilsvarende aprikoser, friske figner eller søde bær som blåbær eller hindbær)
150 g blå ost, f.eks. danablu eller fourme d’ambert

Sådan gør du:

  1. Start med at sætte ovnen på 180 grader, og rist hasselnødderne i 8-10 minutter, mens du venter på grillen bliver varm. Du kan alternativt riste nødderne på grillen i en foliebakke.
  2. Tag nødderne ud og ’nulr’ skallen af. Hak nødderne groft. Flæk salaten gennem stokken i to dele. Er salaten lidt større, kan den skæres i 4 eller 8 stykker på den lange led, bare sørg for at stokken er med på alle stykker, for at holde sammen på bladene. Grill kålen i 4-5 min. på en meget varm grill på skæresiderne. Læg den på et fint fad og dryp med olivenolie og balsamico. Drys med salt og peber. Skær dadler, figner eller aprikoser i 4 stykker hver og læg dem oven på kålen. Nulr blå ost ud over hele herligheden og drys med de hakkede nødder.

Jomfruhummer på grill med urter og ærter fra haven

Flæk dem, grill dem og spis dem med fingrene. Nemmere og mere lækkert fås det næsten ikke på dage, hvor sommersol og lune aftener kalder på at samle venner omkring grillen.

Ingredienser

2 kg jomfruhummere
6 fed hvidløg, revet
1/2 dl olivenolie
1 spsk. salt
1 spsk. friskkværnet peber
500 g ærter i bælg – samt eventuel ærteskud og ærteblomster
1 bundt persille eller 4 håndfulde grønne salater og urter fra haven

Sådan gør du:

  1. Varm en grill op, eller sæt ovnen på grillvarme. Vælg havens skønneste grønne vækster, for eksempel spiselige blomster eller ukrudt. Brug alternativt salat eller persille fra grønthandlen. Skyl og hak det groft.
  2. Flæk jomfruhummerne, og fjern den sorte tarm under rindende vand. Læg jomfruhummerne direkte på en varm grill, eller bag dem under ovnens grill i bradepander. De er færdige efter 2-3 minutter. Bland hvidløg, olivenolie, salt og peber, og vend jomfruhummerne heri.
  3. Servér med ærter, og vend med grønne urter/salater. Giv en opvredet vaskeklud til hver gæst til at tørre fingrene med. Jomfruhummerne kan spises med en gaffel, men det er umuligt at undgå at blive fedtet på fingrene.

Tip: Opskriften er til en overdådig portion serveret som hovedret. Du kan halvere mængden af jomfruhummere, hvis de skal serveres med andet eller som forret.

Lars Dahlager

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her