Vi begynder et godt stykke tilbage i historien. Allerede i år 50, da romerne drog over Alperne, opdagede de, at der blev lavet alt for lidt salt i Europa. Hæren skulle have proviant, og det skulle saltes. Men da den nordeuropæiske sol ikke var stærk nok og havvandet ikke salt nok, stod de med et problem, de ellers ikke var vant til ved Middelhavet. De skulle bruge alt for meget brænde på at inddampe det tynde havvand i jernpander over ild, og i de næste år begyndte således en indædt jagt i Nordeuropa efter naturlige saltkilder.

Det lykkedes i Danmark mange år senere, da man under Valdemar den Store opdagede en lille ø højt mod nord i Kattegat. Et kæmpeområde af øen blev oversvømmet hver vinter, hvor havvandet sivede et par meter ned. Over mange år med tørre somre dampede mere saltvand væk, end øen fik ind – og det skabte en koncentration, der fik naturen til at danne utrolig saltholdigt vand.