Supermarkedernes hylder og vintesten er overbefolket af vin fra Veneto – fra tunge amaroner over hybrider mellem amarone og almindelig valpolicella til rigtig valpolicella med lethed og frisk frugtsyre.

Ofte er disse Veneto-vine desværre uendelig kedelige og konstruerede vine med for megen sødme, fad og rigdom. De mangler tit nerve og balance. Men populære og relativt billige er de. Jeg mener, det er en svøbe, som forhåbentlig forsvinder med tiden. Mange vine lever ikke op til de formelle produktionskrav og har derfor den meget liberale klassifikation IGT i stedet for DOC og DOCG. Det er ofte, fordi man anvender druesorter, som traditionelt ikke er tilladt i området. Det gør dem sjældent meget bedre.