Jo mere regn, slud og kulde der er luften, des mere får jeg lyst til invitere til selskaber af den varmende, hyggelige slags. Selskaber med alt for meget mad og alt for meget vin og alt for mange gæster. Jeg fantaserer om dampende støbejernsgryder, vinplettede duge, store stege og efterårsdesserter. Og når jeg får den slags lyster, tyr jeg til det frankofile køkken. For det opfylder netop de behov og så på en måde, hvor jeg ikke kommer til at gabe over mere (eller nærmere flere), end jeg kan magte.
Jeg kører køkken-classique og laver tre retter som i de gode gamle dage, før det blev moderne med både buffeter og fem-, syv- og nirettersmiddage. Først en lille forret, som ikke skal være af den tunge slags. Jeg har altid elsket grøntsager med vinaigrette, og i efterårs- og vintersæsonen er porrer et oplagt valg. Fordi jeg holder middagsselskab, skal retten løftes en lille smule. Det bliver den med marv, som jeg lige så stille pocherer i vinaigretten, så marven smelter ganske lidt ud og giver fedme til vineddiken, kapersene og skalotteløgene.
