0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler

Det her kommer til at gøre ondt

Ny hospitalsserie er must see tv.


Kære læser,

I denne uge har ingen af vores anmeldere belønnet et værk med de maksimale 6 hjerter. Sådan kan det gå. Bedre held næste uge.

Men det ville næsten være synd at slutte nyhedsbrevet her. For flere af ugens værker er tæt på at kysse topniveauet, da de har høstet absolut acceptable 5 hjerter.

Så vi hopper fluks til et udvalg af ugens vigtigste og bedst bedømte kulturprodukter – og til slut et enkelt eksempel på det modsatte, en fagbog skrevet af et kontroversielt ægtepar.

Lad os begynde i den pæne ende af karakterskalaen ... vi skal et smut til London.

Ben Whishaw er både rørende og foruroligende i rollen som den martrede, megalomane, selvhadende og rørende menneskelige fødselslæge Adam Kay.

❤ ❤ ❤ ❤ ❤

This Is Going To Hurt. HBO Max (Tv-serie)

Orker vi næsten endnu en hospitalsserie? Vi har jo allerede ’Skadestuen’, ’Scrubs’, ’Greys hvide verden’ og den fine danske ’Dag og nat’. Og lige om lidt kommer den nye sæson af ’Riget’.

Men ja, det gør vi søreme, når kvaliteten er som i ’This Is Going To Hurt’.

Serien er skrevet af en tidligere fødselslæge og har vidunderlige Ben Whishaw i hovedrollen. Ham vil mange kende fra rollen som Q i de nye James Bond-film. Whishaw stråler i rollen som den udbrændte, selvhadende reservelæge Adam, som »dyrker sit kropsvæskeindsmurte sisyfosjob med en nærmest selvpinerisk dedikation«, som Eva Eistrup skriver i sin anmeldelse af serien.

»Humoren, melankolien, skønheden, vreden og horroren i det rum, hvor liv og død findes samtidig, er så ekstrem i ’This is going to hurt’, at man kunne frygte, at serien ville revne på midten i forsøget på at holde lige intenst fast i alle dele. Men den rummer det hele, uden at glemme eller tilgive noget. Jeg synes, det er et mesterværk«, konkluderer anmelderen.


❤ ❤ ❤ ❤ ❤

Moonage Daydream (Film)

Nu forlader vi for en stund den trygge klode og flyver mod et univers befolket af melankolske astronauter, ensomme overmennesker og misforståede aliens.

Heroppe huserer den originale space invader, David Bowie, der er centrum for en ny dokumentarfilm med titlen ’Moonage Daydream’, som fans vil kende fra ’Ziggy Stardust’-pladen fra 1972.

Kim Skotte er svært begejstret for filmen om barndomshelten Bowie, der er instrueret af klippe-klistre-kongen Brett Morgen, der også stod bag Kurt Cobain-dokumentaren ’Montage of Heck’:

»Den, der forklarer Bowie bedst, er Bowie. Med det fornemme materiale fra Bowies arkiver er Brett Morgen heldigvis god til at lade Bowie tale for sig selv. Det er sjældent, man hører en kunstner fortælle om sig selv med så stor selvindsigt og med en selvironi, der aldrig er uden ømhed for hans tidligere inkarnationer.«

Rina Sawayama har sunget duet med Elton John, hun har en universitetsgrad i statskundskab og sociologi, og så er hun en fremragende popmusiker.


❤ ❤ ❤ ❤ ❤

Rina Sawayama: Hold the Girl (Album)

Vi bliver i musikkens verden, og nu skal vi hilse på den mest Lady Gaga-agtige type siden ... ja, Lady Gaga.

»Rina Sawayama er en konfettikanon i en verden af mursten. Et syngende festfyrværkeri på en gråvejrsdag. ABBA-plateaustøvler omgivet af fornuftigt fodtøj«.

Sådan beskriver Pernille Jensen den 32-årige japansk-britiske singer-songwriter Rina Sawayama.

Det nye album ’Hold the Girl’ beskrives som en »herligt hektisk kanalrundfart igennem hendes fabulerende og vildt musikalske univers« – fra ublu stadionrock til afdæmpet akustisk guitar og vokalharmonier tilsat knivskarpe popsange. Det hele balancerer »på den besnærende flamboyante knivsæg mellem avantgarde og Eurovision«.



Nikolai Linares
Foto: Nikolai Linares

På syvretters menuen hos Donda Deli var blandt andet jomfruhummere, der lå flækkede med det saftige kød dækket af en mexicansk salsa macha. Ved siden af lå en halveret knogle fyldt med benmarv og en frisk pico de gallo-salsa.

❤ ❤ ❤ ❤ ❤

Donda Deli. København V. (Restaurant)

Hvis du har en restaurant, og du en dag skulle være så heldig at få besøg af vores madanmelder Joakim Grundahl, så er her et lille tip: Sidder han og ser rigtig eddikesur ud, er det en god ting! Det betyder, at noget smager seriøst godt.

Det gjorde heldigvis langt det meste, da Grundahl hoppede om bord i det latinamerikanske køkken hos nyåbnede Donda Deli på Dybbølsgade 52. Fem flotte hjerter blev det til.

Særligt desserten, en jordbæris med en karamelsovs rørt på bipollen og miso, gjorde – i samspil med dessertvinen – så stort indtryk på Grundahls medspiser, at han først udbrød »insane«, for kort herefter at præcisere til »fucking ridiculous«.

Grundahl må have været enig, for han blev ved med at se sur ud.

❤ ❤ ❤ ❤

Gaia Cocktails. København K. (Bar)

Hvordan vores baranmelder David Dyrholm ser ud, når han smager en rigtig god cocktail, må indtil videre være en forretningshemmelighed.

Men det lyder, som om han har haft det skægt hos Gaia Cocktails, som han i sin anmeldelse kalder »noget af det sjoveste, der længe er sket i Pisserenden’.

For ikke-københavnere bør måske her skydes ind, at ’Pisserenden’ er et noget hyggeligere kvarter, end navnet antyder.

På Gaia Cocktails boltrer legesyge, men kompetente bartendere sig med tøris, skøre glas og vanvittige serveringer. Gak og løjer og absolut udmærkede drinks, lyder det til.

Men ... »Med cocktails til priser mellem 110-130 kroner konkurrerer Gaia med – mod! – flere af byens bedre barer, og det er niveauet ikke helt til«, konkluderer vores anmelder og lander på fire hjerter.


Søren Lynggaard
Foto: Søren Lynggaard

Peter Sommer medvirker selv i sin egen teaterkoncert. Det samme gør søstrene Camilla og Charlotte Munck og et par af Sommers faste medspillere fra bandet 'Tiggerne'.

❤ ❤ ❤ ❤

I morgen er alt muligt - Peter Sommer teaterkoncert (Scene)

Hvis du har været på en dansk musikfestival i år og undret dig over, hvorfor Peter Sommer ikke var på plakaten, så er forklaringen denne ... Han har højst sandsynligt været i gang med at øve til den teaterkoncert, som Aveny-T i denne uge har premiere på, som er bygget på Sommers fine bagkatalog.

’I morgen er alt muligt’ har et tema, snarere end en fortælling. Og ikke helt overraskende er det tema den bøvlet-skønne kærlighed, som Peter Sommer er så »ualmindeligt optaget af at bakse med«, som det hedder i Kim Skottes anmeldelse af teaterkoncerten.

Ifølge Kim Skotte er første akt en noget vakkelvorn affære, men efter pausen samles trådene og kulminerer i »et decideret overdådigt koncertklimaks«.

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Rune og Eva Selsing har skrevet en bog. Det havde de ikke behøvet. Mener i hvert fald vores anmelder.


❤ ❤

Rune Selsing og Eva Selsing: Den borgelige orden – om angrebet på det almindelige menneske (Faglitteratur)

Vi slutter i det nordsjællandske, hvor ægteparret Rune og Eva Selsing har begået et kampskrift for at genskabe den borgerlige orden.

For anmelder Marcus Rubin er bogen som at falde i et kaninhul, hvor »alt virker genkendeligt, men dog samtidig så fordrejet og tvistet, at det nærmer sig det absurde. Grundtanken i bogen er, at vores verden er blevet inficeret gennem årtier, ja nærmest århundreder af det, parret kalder ’hadets filosofi’«.

Rubin giver to hjerter til bogen, som han kalder »så næsten parodisk bagudskuende, at det er svært helt at tage den alvorligt. Ned med porno, ned med fri sex, globaliseringen og legen med kønnet og identiteten«.


Tak fordi du læste med,

Så når vi ikke mere i denne omgang, men du kan se et udvalg af ugens øvrige anmeldelser herunder. Hav en rigtig dejlig weekend.

Film


Musik


Film


Opera


Tv-serie


Tv-serie


Litteratur


Koncert


6 hjerter

Er du på udkig efter gode anbefalinger?

6 hjerter er Politikens ugentlige nyhedsbrev, som giver dig overblikket over ugens vigtigste anmeldelser.

Det udsendes hver fredag ved frokosttid.

Tilmeld dig ved at klikke HER - og se tidligere udgaver af nyhedsbrevet nedenfor.