Kære læser,

Godt nytår til dig og dine kære - og velkommen til nyhedsbrevet, der samler aktuelle anmeldelser fra Politiken.

Hvis du har været nedsænket i lige så tung gløgg-marinade som mig de sidste par uger, har du måske ikke frekventeret verdens vide web så ofte som vanligt, og derfor har jeg tilladt mig at tage nogle af juledagenes største hits og årslister med i dette brev, der ellers normalt kun samler op på indeværende uge.

For vi skulle jo gerne have dig til at gå så velinformeret og velguidet ind i det nye år som overhovedet muligt.

Det bliver langt det her. Men det bliver godt. Dyb indånding.

Og vi kører.

Foto: Emma Sejersen

Københavns bedste pizza

❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤

Hovedstaden bugner af nye pizzeriaer, og aldrig før er den italienske klassiker blevet taget så alvorligt af ambitiøse kokke, der fortolker og opgraderer og med toppings, surdej og halvreligiøse bageteknikker tager pizzaen til nye niveauer.

Men hvor får du den bedste af de nye udgaver?

Vores madanmeldere Joakim Grundahl og Lærke Kløvedal, de heldige asner, har spist sig igennem seks af byens mest hypede pizzajoints, og resultatet foreligger lige her.

Tre af pizzerierne (Rosetta, Corsa og Luca) får 4 hjerter, mens Surt i Carlsberg Byen opnår 5 flotte hjerter.

Men i toppen af det hele finder vi Juli Pizza tæt ved Den Røde Plads på Nørrebro og Diamond Slice på Blågårds Plads, der begge maxer ud og får de svært opnåelige 6 hjerter.

Ifølge Joakim Grundahl opfylder Juli Pizza »samtlige krav til en napolitansk pizza i mesterklassen: en tomatsauce, der smager frisk af solmodne tomater, friske råvarer, en bund, der rammer det gyldne snit mellem 2 millimeter blød elasticitet og 1 mikrometer sprød underflade, og en skorpe, som man ikke har lyst til at efterlade som afbidte negle i pizzabakken«.

Anmelderen fremhæver især den blå pizza som et mesterværk:

»Blå kartofler i pergamenttynde skiver, der er bagt bløde med en knasende ring af ristet skorpe, ligger med rosmarin oven på en smeltet symbiose af ricotta, mozzarella og en blå ost kaldet Søblå – også fra Søtofte Gårdmejeri. Om man er til blåskimmel eller ej, skal man prøve den pizza«.

Et par kilometer herfra finder vi testens anden topscorer. Og Diamond Pizza er leveringsdygtig i »den bedste pizzaoplevelse, jeg nogensinde har haft«, som anmelder Lærke Kløvedal jublende formulerer det.

Bag Diamond Slice står amerikaneren Kristopher Schram, der tidligere har været køkkenchef på Bæst. Der er ikke tale om your average pizzajoint, mere en reel pizzarestaurant med et ambitiøst ølkort, gode vine og ikke mindst drinks. Diamond Slice beskriver sine pizzaer som New York-style, der er bagt og derefter ’re-crisped for perfection’, når de opvarmes og serveres som slices.

»Der er syv faste varianter og en slice of the day. To slices svarer til en pizza. Genialt, at man slipper for at sidde og gnave i den samme pizza, slice efter slice, men i stedet nærmest automatisk bestiller lidt forskelligt. Vi var en flok af sted og kom derfor hele vejen rundt, og der var ikke én af de otte varianter, jeg ikke kan anbefale«, skriver Lærke Kløvedal.

Hun fortsætter sin lovprisning:

»Bundene er tyndere og mere sprøde (men ikke hårde), end jeg kender dem, og det er, som om der er en slags dobbeltbid, når du tygger. Måske er det dejens 48-timers fermentering, måske netop færdigbagningen/genopvarmningen, der giver det særligt gode bid«.

»På Diamond Slice bliver skorpen dyrket som en gud. I en sådan grad, at man giver den offergaver. De kommer i form af de 4 dips (10 kr. per styk), som du må love mig, at du ikke snyder dig selv for«.

Foto: Hannah Aurora Almstrup

Gaijin, København N (Restaurant)

❤ ❤ ❤ ❤ ❤

Vi bliver i nærområdet og cykler over på Ravnsborggade 19, hvor den tidligere michelinkok Edward Lee (Jordnær) for nylig åbnede Gaijin, hvor han freestyler over japansk og nordisk med toplækre råvarer.

Udtrykket er vildt og originalt. En af snacksene hedder ’Chicken Ass Gastro Unica Caviar’, og rygtet om bemeldte kyllingerøv var løbet i forvejen, idet Børsens anmelder Ole Troelsø måtte spytte den ud i toilettet, da han anmeldte stedet.

Så galt gik det ikke, da Politikens Joakim Grundahl var på besøg. Han var endda moderat begejstret efter indtagelse af røven:

»Gumpen var en eksplosion af den smag, der gemmer sig i fedt og skind, og mindede mig om de ikoniserede retter med fed kyllingehud på københavnske gourmetrestauranter«.

Men kyllingeshowet er bare en lille del af attraktionen. Går man om bord i tasting menuens ti retter får man blandt andet fremragende sashimi og »et saftigt stykke grillet havbars med et frisk udtryk (...), der overskrider grænserne for, hvad man forventer af en grillet fisk med fransk smørsovs«, skriver Joakim Grundahl.

Og efter en dessert, der kaldte på endnu en dessert, var anmelderen klar med dommen: 5 flotte hjerter.

»Der er så meget at sige om nuancerne i Gaijins tasting menu, og jeg kunne også have skrevet en hel del om den gode vinmenus perfekte møde med hver ret«.

«Men jeg skal lige have plads til at nævne prisen. På den dyre københavnske restaurantscene er 595 kroner ikke meget for ti serveringer. Det er nærmest billigt i forhold til det arbejde, der ligger bag. Både i udtænkning, tilberedning og valg af råvarer ud fra et stædigt fokus på bæredygtighed. Og det er virkeligt billigt i forhold til det gastronomiske niveau, Edward Lee leverer«.

Foto: Mads Nissen

Wild Horses, København SV (Café)

❤ ❤ ❤ ❤ ❤

Jeg er usædvanlig sulten her til formiddag, så vi tager altså lige en madanbefaling mere.

Kom med til Sydhavnen, hvor den nye café Wild Horses med varme vinyltoner, levende lys og langbordssnak formår at kompensere for sin temmelig triste beliggenhed ved en travl firsporet vej.

På menuen er der både salater, bagerbrød fra gourmetbageriet Benji, hjemmebagte cookies og udvalgte kaffevarianter fra tyske Vote og Companion Coffee. »Og så er det den slags sted, hvor man får en kande vand og glas på bordet, uden at man selv behøver at bede om det«, understreger anmelder Birgitte Kjær i sin femhjertede anmeldelse.

Hun var glad for sit perfekt kogte æg, den luftige bolle, den lækkert fede yoghurt og den hjemmelavede cookie. Men hvis hun kun måtte vælge én ting, bliver det: »Den grillede sandwich (75 kr.). Den dur både til morgenmad, frokost og som en meget fyldig eftermiddagssnack med sit sprødristede surdejsbrød, chilistærke syltetøj, syltede løg og rigelige mængder af smeltet vesterhavsost, så man kan imponere både sig selv og de omkringsiddende med et seriøst cheesepull«.

Og hvem har ikke lyst til det?

Så hvis du er til feel-good stemning med masser af kvalitet på tallerken og i kop, er det bare med at komme ud til de vilde heste på Borgbjergsvej.

’Kagefabrikken’, instr.: Christian Lollikke (Biograffilm)

❤ ❤ ❤ ❤

Vi bliver i maduniverset, for nu skal det handle om kage!

Jeg har stor veneration for skuespilleren Nicolas Bro, og ikke kun fordi jeg efter sigende skulle ligne ham lidt.

(Lidt for) ofte har man set ham skumle rundt i baggrunden som forfjamsket sidekick til førsteelskere som Anders W. Berthelsen, Nikolaj Lie Kaas og den slags typer. Men NU får han endelig en fortjent hovedrolle, og det er da værd at glædes over.

Det er en af dansk teaters store provoer, Christian Lollike, der debuterer som spillefilmsinstruktør med ’Kagefabrikken’, der altså har Nicolas Bro i hovedrollen og Tina Gylling Mortensen, Emma Sehested Høeg, Andreas Jebro og Bahar Pars i andre bærende roller.

’Kagefabrikken’ handler om den midaldrende kagefabrikant Niels, der er på kanten af et sammenbrud, da hans fabrik er på randen af konkurs.

Derfor forsøger hans kone Else at redde fabrikken ved at hjemkalde datteren June og hendes mand Jonny, som foreslår en omfattende modernisering, der har fokus på produktion af sunde kager. Niels kan ikke overskue denne moderniseringsproces og forelsker sig i stedet hovedkulds i fabrikkens nye rengøringsdame, Zeinab.

Politikens Kim Skotte noterer sig, at der er et væld af tematikker i filmen: Integration, fedmeepidemi, sundhedstyranni, proletarisk nationalisme kontra politisk korrekthed. Generationskløfter og kvinderoller med og uden slør. Sågar fordele og ulemper ved polygami bliver berørt.

»Det er meget på en gang, men både manuskript og instruktion får komedien til at spille, så man gang på gang bliver muntert overrumplet af begivenhedernes gang. Hvilket faktisk er ret sjældent i en dansk komedie, hvor man gerne er respektløs, mens man med ofte overdreven omhu respekterer genrens konventioner«.

»Her er ’Kagefabrikken’ anderledes uforudsigelig. Blandt andet derfor lykkes den med at lave en komedie, der konstant balancerer satiren på grænsen til det groteske, mens den formår at fastholde en reel interesse for filmens figurer«, mener Kim Skotte og kvitterer med 4 hjerter.

Still: Magnus Nordenhof Jønck/Netflix

’Copenhagen Cowboy’, instr.: Nicolas Winding Refn, Netflix (Tv-serie)

❤ ❤

En anden notorisk provo-instruktør er Nicolas Winding Refn, hvis tv-serie ’Copenhagen Cowboy’ nu endelig kan ses på Netflix.

En helt umiskendelig Winding Refn-serie har vi med at gøre, og Politikens Eva Eistrup er ikke begejstret. At følge med i serien »føles som at være fanget på filmskolen i en langsom, men endeløs 360-graders panorering«, konstaterer hun og nøjes med 2 hjerter:

»Nogle helt særligt selvpineriske filmtyper vil opleve ’Copenhagen Cowboy’ som et vildt og eksperimenterende neon-noir-ridt, som i al sin strittende modvillighed mod at blive omfavnet, vil blive netop det: Knuselsket af kendere som den store neon-kaktus, den er«.

»For mig er der ingen vej uden om at konstatere, at jeg finder den både overlæsset og intenst undervældende«.

Serien foregår i den kriminelle underverden, hvor vi stifter bekendtskab med emner som bordelvirksomhed, handel med børn, grise, der spiser mennesker, og kannibalisme.

Eva Eistrup mener, at serien er tonstung af symboler, arketyper, patos og iscenesat ikonografi.

»Nicolas Winding Refn punkterer og saboterer sit eget plot og fortællingens fremdrift med det ikke bare langsomme, men også udynamiske tempo og den akavede B-films-dialog, der måske prøver at være David Lynch, men lander banalt og uforståeligt som en soap på et fremmed sprog«.

’Wednesday’, instr.: Tim Burton, Netflix (Tv-serie)

❤ ❤ ❤ ❤ ❤

Bedre held næste gang, Jang. Og lad os så se, hvad Eva Eistrup hellere vil se på Netflix.

Som mange andre er hun nemlig faldet pladask for Tim Burtons ’Wednesday’, der på rekordfart er blevet et gigantisk hit for Netflix, der kun overgås i samlede seertal af ’Squid Game’ og ’Stranger Things.

’Wednesday’ er et selvstændig spinoff af ’The Addams Family’-universet, og ifølge Eva Eistrup er det »en goth-teenagedrøm af spydighed, udpræget fornemmelse for andre menneskers fejl og et vidunderligt veloplagt fantasyunivers, der vækker denne anmelders indre ’Buffy’-fangirl til live«.

Ifølge anmelderen føles ’Wednesday’ som et frisk pust af død. Et ungt og trodsigt nej tak til alting:

»Sartre sagde, at helvede er andre mennesker. Han var mit første crush«, lyder en af Wednesdays utallige veloplagte onelinere, leveret med død mimik af stjerneskuddet Jenna Ortega, der intelligent gestalter Wednesdays misantropi og nihilisme med en ulmende gotisk følsomhed gemt bag lag af sminke og drivende sarkasme«.

I andre roller finder vi Catherine Zeta-Jones, Luis Guzmán, Gwendoline Christie og ikke mindst Christina Ricci, der spillede Wednesday tilbage i den oprindelige ’Familien Addams’ fra 1991.

Hvis du gerne vil blive klogere på stjerneskuddet Jenna Ortega, kan jeg i øvrigt anbefale dette portræt, skrevet af journalist Astrid Simone Kjær.

Og nu er vi ved stærkt anbefalelsesværdige tv-serier, vil jeg henlede din opmærksomhed på denne artikel, hvor vores dygtige anmeldere har sat sig sammen og kåret de 22 bedste serier fra 2022.

Men da jeg kan se i mit statistikmodul, at du er slem til ikke at klikke på mine links (fy-ha!), vil jeg være flink og lægge Top 10 ind nedenfor.

Dog, hvis du gerne vil læse begrundelserne for placeringerne (og finde ud af, hvilke serier der ligger på 11.- til 22.-pladsen), så er der ingen vej udenom klikket: HER.

Årets bedste tv-serier:

1. ’Atlanta 3’, Disney+
2. ’Oussekine’, Disney+
3. ’Severance’, Apple+
4. ’The Bear’, Disney+
5. ’This is Going to Hurt’, HBO Max
6. ’Winning Time’, HBO Max
7. ’Better Call Saul 6’, Netflix
8. ’We Own This City’, HBO Max
9. ’Bad Bitch, DR
10. ’The Old Man’, Disney+

Men anmelderne er slet ikke færdige med årslisterne.

For vi skal også have opklaret, hvilke film der var bedst i 2022.

Her er de bedste danske. Og her er de bedste internationale.

Og ja, her kommer så læs let-versionen:

Årets bedste danske film:

1. ’Du som er i himlen’
2. ’Speak No Evil’
3. ’Vanskabte land’
4. ’Holy Spider’
5. ’A House Made of Splinters’
6. ’Mr. Graversen’
7. ’Resten af livet’
8. ’Krysantemum’
9. ’The Lost Leonardo’
10. ’Abyss’

Årets bedste udenlandske film:

1. ’C’mon C’mon’
2. ’Verdens værste menneske’
3. ’Drive My Car’
4. ’Grosse Freiheit’
5. ’The Lost Daughter’
6. ’Petite maman’
7. ’Belfast’
8. ’Tabte illusioner’
9. ’Memoria’
10. ’Sami’s Odysseys’

Vores musikredaktion vil naturligvis ikke stå tilbage for filmredaktionen, så også her er der blevet voteret til højre og venstre.

Nemlig om hvilken sang, der var den bedste i 2022.

Her kan jeg bare igen opfordre til at tage klikket fuldt ud, da du så vil komme ind til en Top 30, hvor samtlige sange kan høres, og hvor du kan læse de velargumenterede guldkorn fra drømmeholdet Simon Lund og Pernille Jensen.

Men ellers ... så får du også lige Top 10 her:

Årets bedste sange:

1. D1MA: ’Drøm mig væk’
2. Ice Spice: ’Munch’
3. Steve Lacy: ’Bad Habit’
4. Fulu Miziki: ’Ok seke bien’
5. Andreas Odbjerg: ’Hvad skal verden med sådan en som mig’
6. Pusha T: ’Diet Coke’
7. Ethel Cain: ’American Teenager’
8. Senso: ’Everywhere I Go’
9. Eee gee: ’More Than a Woman’
10. Bomba Estéroo: ’Me Duele’

Og hvis du ellers kan klare mere, vil jeg virkelig anbefale dig at stikke kliksnablen ned i vores kunstanmelder Trine Ross’ fine guide til de 10 vigtigste og vildeste museumsoplevelser i 2023.

Her på falderebet skal vi et smut i statistikbanken og finder den anmeldelse, I har klikket mest på i ugens løb.

Det er den her:

Foto: Pr-foto

’Ure - historien om de største brands og mest ikoniske armbåndsure’, af Christian Martinez (Faglitteratur)

❤ ❤ ❤ ❤ ❤

De seneste år er der gået inflation i dyrkelsen af eksklusive herreure. Derfor kunne man godt frygte, at Christian Martinez’ bog om ure ville blive en alt for overfladisk og glittet sag. Men bogen er det modsatte og et must for designelskere, konstaterer Lars Hedebo og giver 5 hjerter.

Anmelderen mener, at forfatteren skriver så godt, at man nærmest suser igennem siderne.

»Det kunne blive meget nørdet, men Martinez holder balancen og giver sig i kast med at folde de største urmærker ud – krydret med masser af små historier. Som den franske dronning Marie-Antoinette, der bestilte et »simpelt Breguet-ur« få måneder før sin død«.

»Hun modtog uret i sin celle i fængslet, hvor hun nok må have vidst, hvad klokken var slået, for hendes mand var allerede blevet henrettet, men hun havde åbenbart brug for at have styr på tiden, inden hun skulle halshugges på Place de la Concorde«.

Et voilà - sådan går vi elegant ud af brevet på en halshugningsanekdote.

Nu skal jeg ikke lægge beslag på mere af din tid

Tak fordi du ville læse med.

Nyt brev samme tid næste uge.