Kære læser,
Vel mødt til endnu et nyhedsbrev, hvor vi kigger på ugens vigtigste kulturelle frembringelser - og ikke mindst hvordan de er blevet bedømt af Politikens dygtige kritikere.
I denne uge har ingen anmelder haft behov for at give de maksimale 6 hjerter.
Til gengæld er der udslag i den anden ende af skalaen: En sjælden 1-hjertet anmeldelse har vi fået. Og tilmed til en ganske anerkendt filmskaber. Læs med, og jeg skal fortælle dig, hvem det drejer sig om.
Velkommen til.
Når du er tumlet ned i kælderen, liger kagemontren ret fremme for dit åsyn. Den venlige betjening guider dig gerne, hvis du har svært ved at vælge eller ikke kan gennemskue, hvad de mere eksotiske varianter smager af
Atelier Lúa, Kbh. K (Café)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Vi begynder i det lækre hjørne. I et nysseligt indrettet kælderlokale i Frederiksstaden i indre København.
Her havde bánh mi-favoritten District Tonkin før adresse, men nu har samme indehaver indrettet en café, der læner sig mere mod franske småretter og sødt bagværk, der skriger på at blive lagt på Instagram, subsidiært spist.
Lúa betyder vistnok ’rismark’ på vietnamesisk, og vores anmelder er klar til at høste alt på menuen:
»Lúa brygger en god, præcis flat white (40 kr.) med en syre, der giver det søde bagværk en kærkommen kindhest. Eller prøv limonaden med matcha (65 kr.). Det kan godt være, at farven minder om stillestående vand i et gadekær, men den dunkeltgrønne drik er iskold, frisk og har kun en snert af bitterhed fra de pulveriserede japanske teblade«, lyder det fra Birgitte Kjær, der giver 5 hjerter til stedet.
Hvis du beder hende anbefale én delikatesse fra kagemontren, bliver det pandankagen (48 kr.), som er en sprødbagt wienerbrødskage fyldt med mandelremonce og pastelgrøn creme på duftende indonesiske pandanblade og pyntet med kokosdrys og ristede mandler.
Anbefalelsesværdige er også vaflerne, der fås med for eksempel Nutella, lemon merinque eller bær og koster 90 kroner. Se det for dig: En friskbagt, stor, luftig vaffel toppet med en marengs, der blot lige er nænsomt karamelliseret på overfladen og skumlækker indeni.
»Det er svært at gøre en kælder indbydende, men Lúa forsøger med storladne lyserøde blomsterdekorationer, fine cafémøbler og hyggejazz i højtalerne. Men det, der især skaber en rar atmosfære, er den opmærksomme betjening, og at det, man får serveret, har lige det ekstra, man ikke forventede. Derfor makser Lúa også, næsten, ud på karakterskalaen«, mener Birgitte Kjær.
De digitale væve lægger trådene i lag så huden bliver som et landskab i Cindy Shermans billedtæpper
Cindy Sherman: ’Tapestries’, Aros (Udstilling)
❤ ❤ ❤ ❤
Fra Instagram-venlige kager skal vi videre til Instagram-venlig kunst.
Den amerikanske kunstner Cindy Sherman har godt 370.000 følgere på Instagram, og de får flittige opdateringer fra en legesyg kunstner, der ynder at uploade skøre, tæt beskårne selfies, hvor ansigtet er strakt og bøjet.
For tiden kan et udvalg af selfierne ses på Aros i Aarhus, men der er lige en krølle på historien. Der er nemlig ikke bare tale om store printkopier. Nej, selfierne er lavet som vægtæpper, vævet på flamske computerdrevne maskiner.
De 3 meter høje billedtæpper hænger smukt side om side i en aflang sal, med minimal formidling.
Men hvorfor er disse Instagram-eksperimenter blæst op i tapeternes store og nærmest royale format?
Det har anmelder Mathias Kryger et praktisk svar på:
»Da Cindy Sherman ville trække Instagram-eksperimenterne ud af appen og frem i virkeligheden, fandt hun ud af, at de digitale billeders pixelopløsning var for elendig, til at man kunne lave fine fotoprints af dem. Men væven minder i sin måde at danne billeder på i forvejen om computerbilledets pixels og er derfor det perfekte medie til at oversætte fra iPhone til gallerirum«.
Mathias Kryger mener, at billederne vidner om en veludviklet humoristisk sans hos Sherman. 4 hjerter giver han udstillingen, som kan ses frem til 5. juni.
Raye har kæmpet en hård kamp med sit tidligere pladeselskab Polydor. Nu udkommer hendes album endelig
Raye: ’My 21st Century Blues’ (Album)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Videre til en kvinde, der giver sådan i omegnen af nul fucks.
Engelske Rayes debutalbum har været 7 år undervejs, men nu er det endelig på gaden - efter en lang og opslidende kamp med pladeselskabet.
I 2021 gik Raye ud og anklagede sit pladeselskab Polydor for decideret at modarbejde udgivelsen, måske af nervøsitet over hendes meget ærlige tekster om stoffer og klamme mænd fra pladebranchen.
Men historien ender lykkeligt, for Raye gik nummer 1 med den ret fantastiske sang ’Escapism’ i starten af året, og nu er hendes album ’My 21st Century Blues’ tilgængeligt. Og musikredaktør Simon Lund er meget begejstret:
»Raye er en suveræn fortæller, der kan iscenesætte en følelse med en enkel sætning og sende et syrligt afskedskys af sted med et smart ordspil (...) Hun fortæller om klimaangst, sender forførende kærlighedsbreve, beretter om spikede drinks i Londons natteliv og om seksuelle overgreb gennem hele sit liv – fra barndomsoplevelser til nutidige producere«.
Selv om sangene altså har en del år på bagen, er de på ingen måde bedagede:
»Når man har ventet syv år på at udgive sit debutalbum, er der en vis risiko for, at det med tiden er blevet overbroderet med ideer, eller at man som popmusiker har tabt sin oprindelige Zeitgeist. Intet af det er tilfældet med Raye. Hun stempler ind i nutiden med et popalbum, der både er musikalsk funklende og tematisk vigtigt. Det her album kommer ikke for sent. Det kommer lige til tiden«, lyder det fra Simon Lund, der giver 5 hjerter til Raye.
Swan Lee lyder stadig som ingen andre end sig selv
Swan Lee: ’The Garden’
❤ ❤ ❤ ❤
Et andet musikalsk navn, der har været længe om at komme på gaden med nyt album, er danske Swan Lee.
Pladen ’The Garden’ får 4 hjerter af anmelder Pernille Jensen.
For tyve år siden var rocktrioen verdensstjerner i Danmark. På forsiden af magasiner, på hitlisterne og de største scener. Så blev de rygende uvenner, og Swan Lee forsvandt fra den ene dag til den anden.
Mørket har altid været det usynlige fjerde medlem af Swan Lee, og sådan har det været, siden trioen med en ukuelig elegance svævede ubesværet ind i dansk musik med gennembrudshittet ’Tomorrow Never Dies’ i 2001.
»Men mørket har fået en anden dybde på ’The Garden’, og der løber en svigefuld, men klædelig understrøm af levet liv igennem pladen. Som på den blide og bløde skilsmissevals ’Divorce’, der beskriver livet efter det store brud på en måde, der føles ... ny? Sangen er trist helt ind i knoglerne. Men får alligevel føjet nogle nye nuancer til det store blege hav af alverdens ulykkelige kærlighedssange«.
»Og sangen er – ligesom store dele af ’The Garden’ – et smukt bevis på, at man sjældent skriver sine bedste sange, når man er ung, flot, forelsket og i øvrigt udødelig«, lyder det fra Pernille Jensen.
Har du lyst til at læse mere om Swan Lee, der har klinket skårene efter at have været »herreuvenner«, så kan jeg anbefale Simon Lunds interview med trioen. Det kan læses her.
’Nye balancer’ er fuld af digte, der springer ud af Caspar Erics egen erfaring med cerebral parese
Caspar Eric: ’Nye balancer’ (Digte)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Vi skal til en ny udgivelse fra en af tidens store danske digtere, 35-årige Casper Eric.
’Nye balancer’ hedder digtsamlingen – en titel, der på raffineret vis griber tilbage til langdigtet ’Nike’ (2015), der også handlede om at have en handikappet krop.
Det er selvfølgelig bogstavrimet, men især flertydigheden, der forbinder de to titler. Mens ’Nike’ både refererede til den græske gudinde for sejr og til sportsmærket med det skråsikre slogan ’Just Do It’, refererer ’Nye balancer’ til mærket bag digterjegets kondisko:
»Ude i entréen/ står mine New Balance og ser brugte ud./ Man kan se på hælen og fronten hvordan jeg går/ eller hvordan jeg falder, eller hvordan jeg flyver. Verden smitter af og sætter sig i kroppen«.
»Caspar Eric skriver som altid situeret. ’Nye balancer’ er fuld af digte, der springer ud af en personlig erfaring med cerebral parese – digte om snigende forandring, om ikke at kunne feste som før, digte om kærlighed og om smerten ved at besinde sig, alt imens man frygter en dag at blive forladt, digte om at crawle og om at være vægtløs i vand«, skriver anmelder Benedicte Gui De Thurah Huang.
Men samlingen rummer også længere prosastykker: et brev, et eventyr, et essay om filmhistoriens repræsentation af den handikappede som enten utilregnelig skurk eller tilforladeligt sidekick, sjældent som helt menneske.
’Nye balancer’ er imidlertid ikke kun henvendt til de handikappede. Digtsamlingen er også en vred opsang til det ikke-handikappede samfund. En opsang, der blandt andet kulminerer i refleksion over, hvad digtet overhovedet kan og skal stille op:
»Bag hvert lille digt/ findes der tusinde/ lignende situationer/ lignende personer/ men hvad fanden skal der til/ før I gør en skid?/ Skal jeg give lidt mere/ smerte at sutte på/ vrede at køre på/ styrke at klappe af«.
»’Nye balancer’ gør stærkest indtryk på mig, når digtene insisterer ikke blot på vreden og på styrken, men også på de mindre roste følelser, på mismod, skam og jalousi«, skriver Benedicte Gui De Thurah Huang og belønner digtsamlingen med 5 hjerter.
Aminata Amanda Corr er vært på 'Ugen forfra' med Huxi Bach.
Nye magasiner på P1
Fra ❤ ❤ til ❤ ❤ ❤ ❤
Ude i DR Byen på Amager er der kommet nogle nye cheftyper til (formentlig iført New Balance-sko), som har ønsket at revitalisere P1-brandet ved blandt andet at opdatere ’P1 Orientering’ og lancere en strøm af nye samtalepodcasts om kultur, sport og aktualitet.
Politikens anmelder Eva Eistrup har kigget på nogle af de nye programmer og uddelt hjerter. Mest begejstret er hun for sportspodcasten ’Tyvstart’ med vært Emil Schiønning (4 hjerter):
»’Tyvstart’ er et fint og overskueligt lille monteret sportsmagasin, som jeg spår en levedygtig fremtid, fordi det taler til det begejstringsivrige i folk, der kan lide sport med følelse og menneskelighed. Som i det fine portræt af NFL-spilleren Brock Purdy – en underdog, der blev anfører og helt for San Francisco 49’ers«.
Derimod vender hun tomlen ned for podcasten ’Krig’ (2 hjerter):
»Mere mundlam efterlades jeg over podcasten ’Krig’, som har ekssoldaten Martin Tamm Jensen som vært. Han »ved godt, hvad krig er«, fortæller han med dyb københavnerrøst. Det skal forstås i modsætning til alle os, der kun læser om krig i vores avis, og som nu med denne podcast kan høre samtaler med dem, der har været i krig«.
Og så er der programmet ’Ugen forfra’ med Huxi Bach og Aminata Amanda Corr, der har erstattet ’Bagklog’ i P1-porteføljen. Det program får 3 hjerter.
Konceptet i ’Ugen forfra’ er, at de to værter og en gæst (typisk en politiker) gennemgår ugens vigtigste historier og tildeler dem nye overskrifter:
»Det foregår i en uforpligtende, let satirisk sludrende tone, som mange steder er hyggelig og jovial, men langt det meste af tiden balancerer faretruende på vippen til en akavet venskabelig indladenhed«.
Salma Hayek beføler Channing Tatums riflede mavemuskler inden den lapdance, der helt vender op og ned på hendes liv
’Magic Mike’s Last Dance’, instr.: Steven Soderbergh (Biograffilm)
❤
Så skal vi til det - ugens absolutte bundskraber. Tredje del i ’Magic Mike’-serien med den veltrænede Channing Tatum i titelrollen.
Magiske Mike er egentlig stoppet som stripper, men da en rigmandshustru (Salma Hayek) tilbyder ham 6.000 dollars, får hun lov at få en allersidste lapdance.
Som tager pusten fra hende i en grad, så den i hele resten af filmen bliver præmissen for alt, hvad der sker.
’Magic Mike’s Last Dance’ er instrueret af Steven Soderbergh, der også stod bag den første film i serien, men anmelder Michael Bo tvivler på, at mesterinstruktøren overhovedet har været i nærheden af filmsettet.
»Soderbergh er kendt for at skifte mellem ’substantielle’ dramaer og labre entertainments, men den her er helt uden for hans skive«, lyder vurderingen fra Michael Bo.
Især ét filmisk greb irriterer vores hårdt prøvede anmelder:
»Verdens aller-allermest irriterende voiceover lyder, som om den er klæbet på, efter at alt arbejdet med filmen var overstået. Den er insisterende pædagogisk og overforklarende, henholdsvis pseudoantropologisk og woke. Den vil være helt sikker på, at vi forstår, at denne historie om en moden kvindes overgivelse til en lapdance vil blive forstået som den feministiske arketype, den er ...«.
Summen af kardemommen: 1 lillebitte hjerte fra vores anmelder til Magiske Mike.
Mathilde Moestrup har begået en virkelig vellykket debutbog
Ugens mest læste anmeldelse
Til sidst tager vi et kig på den anmeldelse, I har klikket og klikket og klikket på i ugens løb.
Det er anmeldelsen af Mathilde Moestrups debutbog ’Elektras breve’, der får 4 hjerter af Lillian Munk Rösing.
Kliklysten hænger muligvis lidt sammen med overskriften på anmeldelsen, som er ’E har en daglig rutine: At se på fotografier af sin bror og bagefter onanere i den røde sofa’.
Men det er naturligvis blot en hypotese herfra.
Bogen handler om to kvinder, der bor på hver sin sal i en villa på Østerbro.
Den ældste, E, har gennem årtier levet et striks afgrænset liv med gåture gennem kvarterets blomstrende gader; den yngste, Ene, er endt der midt i en hvirvel af midlertidige lejeforhold på det københavnske boligmarked.
Begge kvinder er blevet forladt af deres brødre uden forklaring. I forsøget på at forstå hvorfor, udspionerer og stalker de hinanden. Måske kan nogle maskinskrevne breve underskrevet af en Elektra give svar?
»Muligheden for at betragte de to kvinder som to versioner af den samme ligger lige for og understreges af en henkastet reference til Ingmar Bergmans film ’Persona’ samt af slutningens leg med fortællesituationen, hvor det bliver uklart, hvem der gengiver hvis stemme«.
»I yderste led er det naturligvis Moestrup, der har skabt disse stemmer, og det har hun gjort virkelig godt. Hver enkelt sætning er velformet, metaforerne veldoserede, og den yngre og ældre kvindes stemme har, trods alt det, de deler, hver sin klang. De stærke følelser ulmer under den stramme komposition, og der er også et fint lille snert af humor i portrætterne af de to kvinder og deres blik på hinanden og de »surdejsglade« Østerbro-borgere«, skriver Lillian Munk Rösing.
Slut for denne gang. Tusind tak for din opmærksomhed.
I bunden kan du finde flere anmeldelser fra Politikens kritikere, og ellers er blot tilbage at ønske ...
God weekend. Og evt. god vinterferie. Nyt brev om 14 dage.