Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
POLITIfoto
Foto: POLITIfoto
Stine Geisler
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvordan har et uopklaret drab på en ung gymnasieelev påvirket hendes nærmeste, en mistænkt og politiet?

Hvordan lever man videre uden at kende sandheden? En ny Politiken-podcast har set nærmere på det uopklarede drab i 1990 på Stine Geisler.

Stine Geisler
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I mange år levede Kirsten Geisler i håbet om, at politiet en dag ville finde frem til gerningsmanden. Til ham, der en juninat i 1990 midt under det københavnske pinsekarneval, dræbte hendes 18-årige datter i et kælderlokale under ejendommen i Teglgårdstræde, hvor Kirsten Geisler bor den dag i dag.

»Nu må jeg desværre sige, at håbet er svundet så meget, at jeg har opgivet. En pågribelse og domfældelse af morderen ville jo ikke bringe Stine – som nu burde være midt i livet – tilbage til os, som dagligt lever med savnet, men det ville dog være en lettelse, at retfærdigheden skete fyldest«, skriver Kirsten Geisler i en mail til Politiken.

Der myrdes hvert år cirka 50 mennesker i Danmark, og i langt de fleste tilfælde bliver forbrydelserne opklaret inden for kort tid. Drabet på Stine Geisler hører imidlertid til undtagelserne, men det er ikke kun derfor, at den snart 30 år gamle sag har tiltrukket sig særlig stor opmærksomhed, selv om der også er andre uopklarede mord på kvinder.

Måske var det omstændighederne: At det bestialske mord fandt sted i Københavns indre by i kvarteret, der populært kaldes for Pisserenden. Måske skyldes det, at Stine Geisler var en begavet gymnasieelev med en stor omgangskreds af ældre venner i miljøet omkring det populære Sabines Cafeteria. Måske fordi hun med tiden blev til en myte, hvor det i dag er svært at afgøre, hvem der i virkeligheden gemte sig bag det smilende ansigt på det berømte fotografi.

For nylig udkom bogen ’En djævel i den lyse nat’ af journalist Søren Baastrup, der beskriver, hvem der kan have myrdet Stine Geisler. Og i en ny podcastserie har Politiken talt med en nær ven, en af de mistænkte – Stine Geislers elsker – og en tidligere drabschef om, hvordan sagen kom til at ændre deres liv.

Ifølge Søren Baastrup er der et før og efter 4. juni 1990, da det sorgløse kvarter i indre by mistede sin uskyld og fornemmelsen af, at intet kunne gå galt.

»Stine Geisler var på mange måder den perfekte danske pige, der boede i et trygt kvarter og kom fra en borgerlig normal familie midt i København. Det kan lyde kynisk. Men andre drabsofre i årene omkring 1990 var prostituerede og færdedes i miljøer, hvor det var mere normalt at blive slået ihjel«, siger forfatteren til den aktuelle bog om det uopklarede mord.

Lyt til podcast: Stine Geisler - mordet uden ende: Mordet (1)
Lyt til podcast: Stine Geisler - mordet uden ende: Mordet (1)

Henter…

Barndomsvennen

Få – om nogen overhovedet – kendte Stine Geisler bedre end musikeren og hypnotisøren Kasper Fredholm, der gik i skole med hende og havde en tæt forbindelse via deres familier. De var barndomsvenner, blandede blod og fulgtes ad gennem livet og til skole på først Krebs’ Skole og siden Christianshavns Gymnasium.

Også i månederne op til hendes død tilbragte de timer sammen på hendes lille klubværelse i samme ejendom som Stine Geislers forældre, hvor de to venner røg cigaretter og lyttede til Sinead O’Connor, mens hun læste til studentereksamen.

I tidens løb er Stine Geisler blev portrætteret som et usædvanligt menneske, der var begavet, musikalsk og moden af sin alder, og ifølge Kasper Fredholm var hun virkelig ikke »hvem som helst«. Men også med en smerte i sig og en tiltrækning af livets mørkere sider og ældre mænd.

Mordet på hans to år yngre veninde blev en skelsættende begivenhed, der forandrede Kasper Fredholm for altid og bidrog til megen tvivl og en form for selvvalgt isolation. Han læste nyheden om mordet på forsiden af Ekstra Bladet i en kiosk i Store Kongensgade, og det forekommer ham i dag nærmest lige uvirkeligt, selv om der snart er gået 30 år.

»Jeg har stadig ikke fattet det og drømmer, at hun kommer fra en anden verden og hjælper mig. Sådan har det været gennem alle årene«, siger Kasper Fredholm, der var med til at bære Stine Geislers kiste ud af en fyldt Vor Frue Kirke og på tæt hold iagttog, hvordan mordet påvirkede hendes far, der aldrig kom sig over sorgen og døde i 2004.

For Kasper Fredholm er det alt andet end ligegyldigt, at gerningsmanden aldrig er fundet og stillet til regnskab for mordet på hans støtte, fortrolige og soulmate, siger han. Det minder ham jævnligt om, at ondskab ikke blot er noget, man ser i fjernsynet, men at den findes lige om hjørnet.

»Jeg er rasende over, at han er gået fri. Det ville ikke lukke noget for mig andet end min retfærdighedssans og min hævntørst. Hun var min søster, min blodsøster. Der er også en del af mig, han har slået ihjel. Jeg er meget sorgfuld over, at jeg ikke har hende og har haft hende i mit liv«, fortæller Kasper Fredholm.

Lyt til podcast: Stine Geisler - mordet uden ende: Barndomsvennen (2)
Lyt til podcast: Stine Geisler - mordet uden ende: Barndomsvennen (2)

Henter…

Drabschefen

I Københavns Politi blev 1990 kaldt for det forbandende år, fordi der var flere uopklarede kvindedrab, som var frustrerende svære at opklare.

Ifølge senere drabschef Ove Dahl var Stine Geisler-sagen usædvanlig, fordi ofret kom fra en velstillet akademikerfamilie, og fordi sagen fik massiv medieomtale. Men politiet deler ikke drab op i socialklasse, for alle ofre har pårørende og krav på den bedst mulige efterforskning.

4. juni 1990 blev den dengang 40-årige vicekriminalkommissær ringet op og kaldt til gerningsstedet i Teglgårdstræde, hvor han fik ansvaret for at lede efterforskningen. Alt tydede på, at Stine Geisler ikke var blevet udsat for et seksuelt overgreb, men selv hælder Ove Dahl til, at motivet ganske givet var seksuelt, og at gerningsmanden aldrig nåede at gennemføre sit forehavende.

I mange år har efterforskningslederen haft den teori, at det var et såkaldt fjerndrab – at Stine Geisler med andre ord ikke kendte ham, der slog hende ihjel:

»Min idé om sagen er, at hun er kommet hjem på sin cykel, og så er hun blevet antastet og overfaldet af sin gerningsmand, der med noget skarpt har truet hende til at gå ned i kælderen. Hun var en stor og stærk pige, som helt sikkert ikke bare kunne bæres derned ... Hun har strittet imod, og det har kostet hende livet«, siger Ove Dahl om drabet, hvor dødsårsagen var kvælning med to karklude.

I de følgende år afhørte Københavns Politi næsten 4.000 mennesker, der med den senere drabschefs ord blev »børstet godt og grundigt igennem«, men desværre førte anstrengelserne ikke til noget resultat. Da drab aldrig bliver forældet, verserer sagen formelt stadig, ligesom efterforskningsmaterialet fortsat står fremme i nogle tykke ringbind i et kontorlandskab på Teglholmen.

»Men i denne sag fik vi desværre ikke nogen tekniske spor eller beviser, der kunne knytte en gerningsmand til selve gerningen på gerningsstedet. Så er man i den situation, at man ikke rigtig har noget at slå med ... derfor famler man en lille smule i blinde«, forklarer Ove Dahl i podcasten.

Stine Geisler - mordet uden ende: Efterforskeren (3)
Stine Geisler - mordet uden ende: Efterforskeren (3)

Henter…

Den store efterforskning

Det lykkedes aldrig at få nogen sigtet eller tiltalt for mordet på Stine Geisler, men politiet rettede især søgelyset mod tre mænd. En af dem gik under øgenavnet ’Manden fra Rødovre’, mens en anden og nu forvaringsdømt var kendt som ’Mr. Smiley’.

Københavns Politi har desuden undersøgt, om den livstidsdømte morder og voldtægtsmand kendt som ’Amagermanden’ kunne knyttes til drabet på Stine Geisler. Han blev i 2010 fældet af dna-spor i flere andre sager af ældre dato, men der er tilsyneladende ikke beviser for, at han også skulle have stået bag drabet under pinsekarnevallet i 1990.

»Jeg skal ikke kunne sige, om vi har haft fat i gerningsmanden undervejs, men vi har ikke kunnet finde nogen beviser«, siger den nu pensionerede drabschef Ove Dahl, der erkender, at det er en stor frustration ikke at kunne opklare en sag.

Som samfund er vi nødt til at acceptere, at der undertiden vil være uopklarede forbrydelser, selv om myndighederne har gjort alt, der var menneskelig muligt for at finde frem til den skyldige. Men heldigvis sker det meget sjældent i mordsager, hvilket Ove Dahl har lært at leve med:

»Hvis man nages af det som politimand, skal man lave noget andet. Så skal man køre på motorcykel eller læse til journalist«, som han siger.

Ove Dahl kommer aldrig til at glemme Stine Geisler-sagen og bliver tit spurgt til efterforskningen, når han holder foredrag om sit liv som drabschef. Han har heller ikke helt opgivet håbet, at der en dag kommer et gennembrud ved hjælp af den teknologiske udvikling og muligheden for igen at undersøge de dna-spor, som politiet ligger inde med.

»Vi har stadigvæk en del effekter liggende på sagen, og jeg ved, at man er opmærksom på det. Så vil man foretage nogle genundersøgelser«, siger Ove Dahl.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Personligt tror den tidligere drabschef, at gerningsmanden lever, så en anden mulighed er, at den pågældende en dag vælger at lette sit hjerte og tilstå. Men efter snart 30 år virker det mindre sandsynligt end et teknisk gennembrud, og på et tidspunkt dør gerningsmanden, og så får vi måske aldrig opklaret mysteriet, tilføjer Ove Dahl.

Kirsten Geisler har intet at udsætte på politiets indsats for at opklare mordet på hendes datter. I en mail til Politiken skriver den pensionerede jurist, at myndighederne har »gjort alt, hvad der har været muligt med de midler, der har været til rådighed«.

Lyt til podcast: Stine Geisler - mordet uden ende: Den mistænkte elsker (4)
Lyt til podcast: Stine Geisler - mordet uden ende: Den mistænkte elsker (4)

Henter…

Den mistænkte elsker

Heller ikke for en nu 70-årig tidligere musikskribent ved et stort dagblad har Stine Geisler-sagen fundet en rigtig afslutning. I de første dage efter drabet i 1990 var han politiets hovedmistænkte efter fundet af en dagbog hjemme på gymnasieelevens klubværelse.

I Politikens podcast har musikskribenten indvilget i at fortælle sin historie uden navns nævnelse og forklarer her, hvordan det føles at sidde til afhøring i 9 timer på Politigården om et bestialsk mord på sin unge elskerinde.

Han mødte Stine Geisler på Sabines Cafeteria i Pisserenden, hvor de begge hørte til stamgæsterne og faldt i snak om musik i det inspirerende og muntre miljø af journalister, kunstnere og festaber. Selv om han på tidspunktet var 41 år, og hun var 18, udgjorde aldersspændet ingen hindring, forklarer musikskribenten.

Stine Geisler var udadvendt, nysgerrig, humoristisk, charmerende og moden af sin alder – én, der »vidste, hvad hun lavede og ville«. Til at begynde med handlede det ikke om sex for musikskribenten, der tilbød at hjælpe den unge gymnasieelev med at læse til studentereksamen, forklarer han.

Efter nogle få måneder udviklede det sig til et erotisk forhold, da hans daværende hustru – en amerikansk stewardesse – var på farten et par uger. Musikskribenten boede tæt ved Sabine på den anden side af Ørstedsparken, hvor han mødtes med Stine Geisler i tiden op til mordet.

»Vi var enige om, at vi havde cirka 14 dage til at nyde det i. Jeg er 100, og du er 18«, som han udtrykker det i podcasten om det, han kalder for en kortvarig affære hjemme i hans lejlighed.

På mordnatten var musikskribentens kone kommet hjem igen, og parret befandt sig i timerne op til forbrydelsen på hans andet foretrukne vandingshul i København, Café Sommersko, hvor de drak vin og dansede lambada under pinsekarnevalet. Sammen gik de overrislede hjem ved midnatstid.

Science fiction

Næste dag stod musikskribenten atter på Sabines Cafeteria, da Pisserenden pludselig blev invaderet af hylende politibiler og ambulancer. Alt blev spærret af i Teglgårdstræde, og der kom også betjente ind på cafeen og spurgte, om nogen kendte en hennafarvet kvinde i begyndelsen af 30’erne. Det var, før politiet og musikskribenten vidste, at ofret var Stine Geisler.

Men en af de efterfølgende dage blev der ringet på hjemme i lejligheden, og både musikskribenten og hans hustru blev bedt om at følge med på Politigården. Til at begynde med nægtede han, at han havde haft en affære med Stine Geisler, for det havde de en aftale om, forklarer musikskribenten.

Først efter adskillige timer under det 9 timer lange forhør præsenterede politiet ham for indholdet af den dræbtes dagbog, hvori hun beskrev sit forhold med den 23 år ældre gifte mand.

»De fortalte det ikke med det samme, og derfor var jeg indadvendt og vrissen. De brugte dagbogen på en uintelligent måde i et forsøg på at nedbryde mit stoiske forsvar«, siger musikskribenten, der opfattede politiets tankegang under afhøringen som meget gammeldags: At han nok havde slået Stine Geisler ihjel, fordi hun ville slå op og ikke komme sammen med en gift mand længere.

Det var en vanvittig oplevelse, og først på et senere tidspunkt gik det for alvor op for ham, at hans elskerinde var blevet dræbt. Samtidig måtte han gå til bekendelse og forklare sin daværende kone om forholdet, da amerikaneren forvirret spurgte til Stine Geislers billede på forsiden af Ekstra Bladet og bad ham oversætte overskriften ’Stines elsker afhørt’.

Efter nogle dage mistede politiet interessen for musikskribenten, der havde et alibi og var ustraffet og på ingen måder kendt som en voldelig person. Men han oplevede aldrig for alvor, at politiet rensede ham for mistanken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Selv om årene mildner ens vrede, bliver jeg stadig vred, når jeg tænker over det ... De ringede ikke til mig og sagde, at de lod sagen mod mig hvile. Nu havde jeg været mistænkt på forholdsvis højt niveau. Det ville have været en lettelse og rart«, siger musikskribenten, der derfor også meget gerne så gerningsmanden dømt.

Til gengæld har han aldrig haft på fornemmelsen, at nogen i hans omgangskreds har troet på mordmistanken, for de kender ham og ved, at var ren science fiction. Det har været vældig vigtigt for ham, siger han. Sagen har været en livserfaring, som han gerne havde været foruden.

»Men nu har jeg haft den, og så kan man ikke smide den væk. Efterhånden er det solidt indkapslet uden at være fortrængt. Det er en del af det, jeg har oplevet«, siger musikskribenten.

Vennen Kasper Fredholm kommer sig aldrig over savnet af Stine Geisler:

»Bare det at være i selskab med hende var så livsbekræftende, at ens weltschmerz ikke kunne overleve, fordi der var et menneske som modbeviste, at det hele var så forfærdeligt«, fortæller han i podcasten.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden