»Sådan et stort uldtæppe er en fillamore og se, hvordan vi bruger det«.
Den brave highlander lægger folderne omhyggeligt sammen med hånden. »Det hedder kilting, så det er derfra, klædestykket har sit navn«, fortæller han, mens han lægger sig på det færdigfoldede tæppe og stopper enderne ind i læderbæltet, som holder det hele oppe.
»Så har jeg min kilt. Jeg kan også trække noget af klædet op over skuldrene, sådan her, hvis det er koldt. Eller helt op over hovedet, hvis det regner«.
Højlænderen er – ud over sin fillamore – iført lærredsskjorte med vide ærmer, lædervest og en krydsning mellem kasket og alpehue. Samt et sværd, som han svinger med drøje hug for give liv til den julidag i 1745, hvor unge Bonnie Prince Charlie gik i land i Skotland til sin heroiske, men forgæves kamp for at vinde tronen tilbage til Stuart’erne.
