Med en topplacering i nat i Australien kan Årets Cykelrytter i Danmark rykke op som nr. 1 i nyt globalt hierarki.

Valgrens vilde udfordring: Verdensranglistens førsteplads er inden for rækkevidde

Michael Valgren i sit nye Dimension Data-dress er klar til den sidste store satsning i Australien. Foto: Team Dimension Data.
Michael Valgren i sit nye Dimension Data-dress er klar til den sidste store satsning i Australien. Foto: Team Dimension Data.
Lyt til artiklen

Efter at have ageret luksushjælper for sin hollandske holdkammerat Tom-Jelte Slagter i sæsonens første WorldTour-løb Tour Down Under, er Årets Cykelrytter i Danmark 2018 Michael Valgren parat til at satse på personlig succes, når det i nat dansk tid går løs med den anden opgave på højeste niveau i Australien Cadel Evans Great Ocean Road Race.

Allerede for en måned siden fremhævede den 26-årige dansker på tærsklen til sin ny tilværelse som kaptajn på det sydafrikanske Team Dimension Data, at den forestående 163 km lange styrkeprøve vil være velegnet til den første målrettede og ambitiøse afprøvning af formen.

Valgren var udmærket klar over, at Tour Down Under næppe rent klassementsmæssigt appellerede til ham, men heller ikke Tom-Jelte Slagter fik nu det store udbytte af deltagelsen med en 17. plads, mens holdets unge sydafrikaner Ryan Gibbons blev nr. 14.

Michael Valgren er nr. 6 i verden

Men endags løbene er Valgrens speciale, hvilket også fremgår særdeles kontant af den ny verdensrangliste, Den Internationale Cykelunion, UCI, har indført ved årsskiftet.

Vildt WorldTour-drama: Vinderen nikker skaller og diskvalificeres, mens rytteren i førertrøjen sendes på hospitalet

Den hidtidige WorldTour-rangliste, der har været forbeholdt rytterne fra de 18 firmahold i 1. division, er nu sløjfet, og i stedet opereres med en overordnet verdensrangliste, som er opdelt i to – en for etapeløbene og en for endags arrangementerne.

Samtlige ryttere kan score point i alle de løb, de deltager i, hvor aktørerne på wildcard-mandskaberne i de mest betydningsfulde udfordringer tidligere ikke har kunnet hente point i disse.

Michael Valgren er nr. 6 i verden, når det gælder endags løb, og han har i den australske kappestrid mulighed for at avancere, eftersom de fem foranliggende ikke stiller op.

Belgieren Greg van Avermaet er nr. 1

Denne statistik føres af belgieren Greg van Avermaet (CCC Team) med 1.915 point foran australieren Michael Matthews (Team Sunweb) med 1.914, belgierne Jasper Stuyven (Trek Segafredo) og Oliver Naesen (AG2R) med henholdsvis 1.829 og 1.817, slovakken Peter Sagan (Bora-hansgrohe) med 1.817, mens Valgren er noteret for 1.713.

I Cadel Evans Great Ocean Road Race, der, selv om det kun har eksisteret siden 2015, allerede er indlemmet i WorldTour-familien, kan Michael Valgren teoretisk stryge helt til tops på ranglisten, idet der uddeles henholdsvis 300, 250 og 215 point til de tre første, ligesom der er point helt ned til nr. 60.

Den eneste anden fra top-10 på denne verdensrangliste, der er til start, er sidste sæsons mest vindende rytter og en af løbets fremtrædende favoritter italieneren Elia Viviani (Deceuninck-Quick Step), som med 1.615 point følger på 7. pladsen lige efter Valgren.

Tre WorldTour-hold er rejst hjem

I forhold til feltet i Tour Down Under er der den ændring, at tre af de 18 1. divisionshold, Movistar, Groupama-FDJ og Bahrain Merida, har valgt at rejse hjem.

Det indebærer, at den australske tempokonge Rohan Dennis (Bahrain Merida), der blev nr. 5 i etapeløbet, ikke stiller til start, men ellers er top-10 anført af sydafrikaneren Daryl Impey (Mitchelton-Scott), australieren Richie Porte (Trek-Segafredo) og hollænderen Wout Poels (Team Sky) at finde i feltet.

Folkekære Sagan er tilbage i vinderrollen, og Michael Valgren følger ham til dørs

Den danske koloni på de australske landeveje er udvidet med en enkelt mand, idet debutanten Jonas Gregaard Wilsly hos Astana skal søge at bakke op om den formstærke spanier Luis León Sánchez.

Valgren har som i Tour Down Under selskab af Lars Bak, mens Michael Mørkøv og Mikkel Honoré, der er kommet sig efter det feberanfald, som sendte ham ud af Tour Down Under, skal hjælpe Elia Viviani til succes.

Spændende navne til start i Argentina

Søndagen byder på en anden særdeles interessant begivenhed på den internationale cykelscene, når det syv etaper lange argentinske Vuelta a San Juan indledes med 159 km fra San Juan til Pocito.

Det er lykkedes arrangørerne at få adskillige store navne til at tage turen til Sydamerika med colombianerne Nairo Quintana (Movistar) og Fernando Gaviria ( UAE Team Emirates), den tredobbelte slovakiske eksverdensmester Peter Sagan (Bora-hansgrohe) og sidste års franske Tour de France-bjergkonge Julian Alaphilippe (Deceuninck-Quick Step) blandt de mest prominente.

Forvandlet hjælper kæmper som en besat for at holde stand mod favoritterne

Sidste år hyldedes argentineren Gonzalo Najarm som en overraskende vinder, men det skulle siden vise sig, at han havde taget ulovlige medikamenter til hjælp.

I stedet er det den 42-årige spanier Oscar Sevilla, som tilbage i 2006 var impliceret i Operacion Puerto uden dog at blive dømt, der stiller op som forsvarende mester.

Sevilla har lige siden udelukkende haft job på mindre mandskaber, hvor han har hjemført en stribe sejre, og i Vuelta a San Juan repræsenterer han det colombianske 3. divisionshold Medelin.

Succes for Greipel i sjette forsøg

Og så lykkedes det omsider i sjette forsøg den mest sejrende i verden blandt de i øjeblikket aktive ryttere André Greipel at hente den første sejr for sin ny franske arbejdsgiver Arkéa-Samsic i det afrikanske La Tropicale Amissa Bongo.


På den 110 km lange 6. etape fra Bitam til Oyem susede den 36-årige tysker først over stregen fulgt af Youcef Reguigui fra Algeriets landshold, franskmanden Lorrenzo Manzin (Vital Concept), italieneren Matteo Pelucchi (Androni-Giocattoli) og den 18-årige Biniyam Ghirmay fra Eritres landshold.

Og der var en vis retfærdighed i, at den ihærdigt efterstræbte triumf kom på netop dette sted, for forleden blev Greipel så hårdt presset op mod barrieren i det samme målområde, at det var umuligt for ham at satse maksimalt.

Italiener stadig i førertrøjen

Tyskeren måtte nøjes med fjerdepladsen, mens Ghirmay, der havde vundet dagen inden, blev diskvalificeret for at have kørt ureglementeret.

Drømmestart for danskerhold: Sejrskongen giver fræk og brillant opvisning i kaotisk finale ved WorldTour-premieren

I dag blev der imidlertid ikke lagt hindringer i vejen for tyskeren, og Arkéa-Samsic efterlader i sin pressemeddelelse fra løbet ingen tvivl om, at der var tale om en befriende forløsning for hele holdet.

Den tredobbelte italienske etapevinder Niccoló Bonifazio (Direct Energie) blev i dag nr. 7, men er inden finaleetapen i morgen fortsat indehaver af førertrøjen 16 sekunder foran Manzin og med 20 ned til Greipel.


Mogens Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her