Indehaveren af den første førertrøje i Tirreno-Adriatico australieren Michael Hepburn optræder yderst sjældent ved podieseancerne på landevejen, men han havde ingen problemer med at håndtere flasken med de gyldne dråber. Foto: La Presser - D'Alberto/Ferrari.

Indehaveren af den første førertrøje i Tirreno-Adriatico australieren Michael Hepburn optræder yderst sjældent ved podieseancerne på landevejen, men han havde ingen problemer med at håndtere flasken med de gyldne dråber. Foto: La Presser - D'Alberto/Ferrari.

Cykling

Mareridtsscener og imponerende sejr præger styrkeprøven på tværs af Italien

Jakob Fuglsangs Astana mistede 1.13 minut i det indledende holløb i Tirreno-Adriatico, som vandtes af Mitchelton-Scott.

Cykling

Forbløffende store tidsforskelle med australske Mitchelton-Scott som imponerende vinder og to mareridtsagtige scenarier, hvoraf det ene resulterede i et uhyggeligt styrt, mens det sejrende mandskab med nød og næppe slap helskindet fra det andet, prægede det indledende 21,5 km lange holdløb i Tirreno-Adriatico med start og mål i Lido di Camaiore.

Mitchelton-Scott tilbagelagde distancen i 22.25 minutter, hvilket svarer til en gennemsnitshastighed på 57,546 km/t - den tredjehurtigste i løbets historie - men med omkring en km tilbage var en kvinde med en hund ved at krydse vejen på direkte kurs mod det australske kollektiv.

I sidste øjeblik opdagede kvinden faren, og holdet kunne nøjes med at slå et sving, uden at det altså fik afgørende indflydelse på præstationen.

Kørte direkte ind i fodgænger

Så heldig var Bora-hansgrohe ikke tidligere i konkurrencen, da en anden fodgænger var skæbnesvangert på afveje.

Uden tilsyneladende at ane, hvad der foregik, slentrede vedkommende på tværs af vejen, og i få forfærdelige sekunder tørnede polakken Rafal Majka og italieneren Oscar Gatto med 60 km/t ind i manden, og alle tre hamrede mod asfalten.

Rytterne kom nogenlunde hurtigt på cyklerne igen, men var naturligvis ikke i nærheden af at kunne følge holdkammeraterne. Bora-hansgrohe noteredes for en 20. plads blandt de 23 mandskaber med et minus på 1.57 minut, mens Majka og Gatto satte 5.35 minutter til.

Hvilken overlast, fodgængeren led, forlyder der endnu intet om.

Flere gange verdensmester på bane

Mitchelton-Scott startede sidst, og dermed blev Jumbo-Visma, som havde lignet en vinder, i 11. time stødt fra tronen med 7 sekunder.

Første mand over stregen var den 27-årige australier Michael Hepburn, der således som indehaver af løbets førertrøje befinder sig i en usædvanlig hovedrolle på landevejen.

Her er Hepburn først og fremmest kendt som en uforlignelig holdslider, hvorimod han på banen i allerhøjeste grad har været vant til at optræde øverst på podiet ved de største internationale begivenheder.

Han har således fem gange medvirket til at vinde VM-titlen i 4 km holdforfølgelsesløb til Australien, ligesom han også en enkelt gang har været verdensmester individuelt i tempodisciplinen.

Christopher Juul-Jensen ydede væsentligt bidrag

Hepburn var fulgt af amerikaneren Brent Bookwalter, landsmanden Luke Durbridge og englænderen Adam Yates, mens australieren Alexander Edmondson satte 3 sekunder til.

Holdets dansker Christopher Juul-Jensen ydede som sædvanlig en fortrinlig indsats med at holde farten i vejret længst muligt og efter at være slået ud nåede han i mål med et minus på 1.07 minut.

Rækkefølgen i holdkørslen kom til at se således ud: 1. Mitchelton-Scott 22.25 minutter, 2. Jumbo-Visma 7 sekunder, 3. Team Sunweb 22 sekunder, 4. Deceuninck-Quick Step 37, 5. Team Sky 47, 6. Lotto Soudal 54, 7. EF Education First 56, 8. Groupama-FDJ 58, 9. Israel Cycling Academy 1.05 minut, 10. Bahrain Merida 1.10, 11. CCC Team 1.12, 12. Trek-Segafredo 1.13, 13. Astana 1.13, 14. UAE Team Emirates 1.19, 15. Movistar 1.32, 16. Dimension Data 1.34, 17. Katusha-Alpecin 1.38, 18. Gazprom 1.40, 19. Cofidis 1.54, 20. Bora-hansgrohe 1.57, 21. AG2R 2.01, 22. Neri Sottoli 2.10, 23. Bardiani-CSF 2.41.

Søren Kragh Andersen er bedste dansker

Sidste år på den tilsvarende rute sejrede BMC med 4 sekunder foran Mitchelton-Scott, mens Team Sky som nr. 3 var 10 sekunder bagud, og EF Education First på 10. pladsen var 45 sekunder efter.

I dag blev Jumbo-Visma på andenpladsen slået med 7 sekunder og Team Sunweb som nr. 3 med 22, mens der var 1.10 minut ned til Bahrain Merida som nr. 10, og det betyder naturligvis også, at adskillige af aspiranterne til de endelige topplaceringer har meget at skulle hente, inden der sættes punktum på søndag i San Benedetto del Tronto.

Bedste dansker i klassementet er den tilbagevendte Søren Kragh Andersen, der sammen med amerikaneren Chad Haga og hollænderen Sam Oomen fulgte Team Sunwebs hollandske kaptajn Tom Dumoulin til dørs og nu altså er 22 sekunder bagude som nr. 13.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kun to positioner, men 15 sekunder længere nede befinder Kasper Asgreen, der var første mand i mål hos Deceuninck-Quick Step, sig, og han og holdkammeraterne nåede at få lidt tid i det varme sæde.

Jakob Fuglsang satte 1.13 minut til

Som frygtet betød holdløbet, at Jakob Fuglsang fortsætter Tirreno-SAdriatico med et væsentligt handikap, eftersom Astana på en meget beskeden 13. plads satte 1.13 minut til.

Også Michael Valgren kører videre med en tung ballast, idet Dimension Data sluttede yderligere 21 sekunder bagude.

Blandt favoritterne tegner situationen sig mest optimistisk for englænderen Adam Yates (Mitchelton-Scott) fulgt af sloveneren Primoz Roglic (Jumbo Visma) og Tom Dumoulin med minus på henholdsvis 7 og 22 sekunder.

Også franskmanden Julian Alaphilippe (Deceuninck-Quick Step) har en hel del, der skal rådes bod på med sit handikap på 37 sekunder.

Skrap finale i vente på 2. etape

Allerede i morgen på den 195 km lange 2. etape fra Camaiore til Pomerance venter en finale, som kan ændre klassementet, når der sluttes af med en af de karakteristiske italienske klatreture op til målet.

Den første halvdel af distancen går det i fladt terræn sydpå langs Middelhavet, men så styrer ruten ind i landet i det kuperede landskab, og selv om der absolut ikke er tale om vilde bjerge, er det nok værd at bemærke, at det de sidste 8 km stiger med stærkt afvekslende procenter op til Pomerance i 364 meters højde.

Den aller skrappeste del melder sig lige i starten af disse 8 km, hvor rytterne udsættes for 16 procent, og i selve finalen ligger den på mellem 4 og 5.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Stybar og Thomas har vundet i morgendagens målby

Både i 2016 og 2017 hed 2. etape også Camaiore-Promenance. I det første tilfælde sejrede tjekken Zdenek Stybar, da han lige netop holdt hjem 1 sekund foran en gruppe på cirka 40 mand. Her befandt sig blandt andre Jakob Fuglsang ved sin debut i Tirreno-Adriatico.

Året efter udspilledes et lignende scenario, da waliseren Geraint Thomas krydsede stregen 9 sekunder foran et næsten ligeså stort felt med Tom Dumoulin, Peter Sagan og Greg Van Avermaet, hvor Søren Kragh Andersen også sad med.


Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden