Jeg sidder i en halvtom flyver til Samos og sutter på det bolsje med syntetisk hindbærsmag, stewardessen lige har givet mig. Imens tænker jeg over, hvorfor i hele hule helvede fotografen og jeg absolut skulle foreslå den her tur.
Under mig forsvinder Athens vidtstrakte forstæder, og snart dukker de første øer op i det utrolig blå Ægæerhav. På rækken bagved sidder et ældre tysk ægtepar med solrynket hud.
Og ved siden af mig sidder fotografen, som jeg nu i to år har rejst rundt i Europa med for at dokumentere, hvordan Den Europæiske Union gør sit bedste for at forhindre flygtninge og migranter i at krydse sine grænser. Man kalder det nødvendighedens politik.
Grace er to år og flygtede med sin mor og onkel fra Congo. Nu er hun på ubestemt tid strandet i en lejr på Samos, der er fyldt med rotter, slanger og dynger af affald. Grace er en af de tusinder af flygtninge, der hvert år stadig ankommer til de græske øer i håbet om en bedre tilværelse i Europa. Indtil videre har hun boet syv måneder i lejren.
Det begyndte med en sejltur i juni 2017. Vi havde påmønstret det lille tyske ngo-skib ’Sea-Watch 2’ og sejlede i tre uger rundt og fiskede nødstedte flygtninge op af Middelhavet ud for den libyske kyst.
Der var intet heroisk over det, tro mig. Det var heller ikke, fordi de frivillige på skibet var tilhængere af at ’invitere hele Afrika til Europa’, som de hele tiden blev skudt i skoene. Det handlede om noget andet, og det var en mand, der hed Kris og var fra Wuppertal, som formulerede det mest præcist:
»Jeg kan ikke lide at se folk drukne. Længere er den ikke«.
I håb om at den sandsynlige druknedød ville afskrække folk fra at begive sig ud på Middelhavet, havde EU trukket sine redningsskibe væk fra det kritiske farvand. Men folk blev ved med at flygte. De foretrak at dø på havet frem for at blive tortureret, voldtaget eller solgt som slaver i Libyen.
Og så var der ikke andet at gøre end at sejle ud og redde nogle af disse mennesker, vurderede de frivillige fra Sea-Watch.
For mig var det afgørende øjeblik nok, da jeg efter en redningsaktion hjalp førstestyrmanden med at bære liget af en gravid kvinde hen bagerst på agterdækket. Vi balancerede båren med den sorte plastpose over hovederne på udmattede flygtninge, der lå alle vegne på skibet, inden vi forsigtigt satte den druknede kvinde ned på dækket.
Få timer senere rakte nogen en få uger gammel spillevende baby op til mig fra en af redningsbådene.
Det lyder patetisk, ved jeg godt, måske endda latterligt, men det var kombinationen af ligposen og det nysgerrige blik, babyen sendte mig, som efterfølgende gjorde det vanskeligt for mig at skrive om andet end flygtninge.
Siden da har fotografen og jeg travet rundt i talrige improviserede teltlejre det ene eller det andet sted i Europa og talt med hundredvis af de mennesker, de fleste europæere ville have foretrukket var blevet hjemme i Syrien, Congo, Afghanistan, eller hvor de nu kom fra.
Hvorfor gjorde vi det? Vel bare for at vise, hvordan den europæiske asyl- og flygtningepolitik tager sig ud på nært hold. Vel bare for at fortælle, hvad der foregår.
To gutter fra Congo har været otte måneder i Junglen. De ser en Jackie Chan-film på en tablet, de har hængt op på vægen.
Selvfølgelig ved vi godt, at folk har fået nok af at høre om disse flygtninge. Der findes mere opmuntrende emner, det kan vi hurtigt blive enige om.
Og nu skruer vi så også lidt ned. Halvandet år efter et besøg i den berygtede Moria-lejr på Lesbos vender vi tilbage til de græske øer og gør det til et foreløbigt punktum i serien.
Det sidder jeg så og funderer over, mens flyet lægger an til landing på Samos. Dette punktum.
At pisse i en vandflaske
Francis sidder på en stol i Junglen og taler i mobil med sin kone hjemme i Ghana. Så springer han op og vinker os gæstfrit ind mellem nogle telte, mens han afslutter telefonsamtalen.
Det her er ikke verdens fedeste sted at bo, må Francis nok indrømme.
»For her er slanger. Rotter. Over det hele. Og om natten kommer ulvene ...«.
Han efterligner et ulvehyl.
»De kommer om natten. Du vil se dem stå ovre ved det der træ«.
Han går lidt ned i knæ og peger ind mellem barduner og tørresnore. Måske er det snarere en af de ulvelignende guldsjakaler, han har set. Dem findes der nogle stykker af på Samos, og de er kendt for deres særprægede hyl.
»Så man kan ikke engang komme ud. Man er bange. Det kan være et problem, hvis man vågner op med tynd mave og skal hen til et toilet. Det er meget farligt«, siger Francis.
Kilde: Politiken / Kjeld Hybel / Foto: Jacob Ehrbahn
Normalt forbinder man nok Samos med kølig retsina og grillstegt kød på spyd. Men siden det store flygtningeboom i 2015 er turisterne blevet suppleret og til dels erstattet med skarer af mennesker, som er kommet sejlende fra Tyrkiet i tvivlsomme fartøjer.
Og selv om det ikke længere er i samme antal som for tre-fire år siden, ankommer der stadig dagligt flygtninge til de græske øer.
De fleste lander på den større ø Lesbos længere mod nord, hvor fotografen og jeg som sagt var for halvandet år siden. Vi vil tilbage for at se, om forholdene har ændret sig siden da.
Men først er vi altså landet på Samos, hvor vi ikke har været før. Samos er den af øerne, der ligger tættest på Tyrkiet. Der er blot 1,6 kilometer over på Mycale-strædets smalleste sted.
Selv uden slanger, rotter og ulve (eller guldsjakaler) er det en udfordring for Francis og Junglens andre beboere at nå frem til et toilet. Man skal gå et stykke vej til den officielle lejr og må regne med at stå i kø for at komme til.
Så er det nemmere at sætte sig mellem buskene eller at pisse i en tom vandflaske.
Masser af plastikflasker fyldt med den gule væske ligger i store dynger af andet affald mellem teltene. Et fint sted for rotterne. Og for slangerne, selvfølgelig.
Overalt i Junglen hober bunker af skrald og pis i flasker sig op. Om natten kan det forekomme uoverskueligt at nå frem til et toilet. Bunken her er et særligt populært sted for rotter og slanger, oplyser en beboer.
Den officielle lejr er beregnet til 650 personer. For tiden er der langt over det dobbelte antal i dette modtagecenter, som er omkranset af et højt pigtrådshegn og lukket for pressen.
På de stejle krat- og træklædte skrænter uden for pigtråden bor lige så mange mennesker. Det er Junglen. Sammenlagt er næsten 4.000 flygtninge og migranter stuvet sammen her i udkanten af øens hovedby, Samos by, hvilket rundt regnet har fordoblet byens indbyggertal.
Der er hverken vand, strøm eller sanitære installationer i Junglen, og folk må selv skaffe sig et telt at sove i. Den øgede efterspørgsel har presset teltpriserne i vejret, så nogle må klare sig med tæpper, pap og presenninger.
Han er her på grund af søsteren
Tre gange om dagen deler de mad ud inde bag hegnet, men Francis er holdt op med at gå derind. Nogle gange stillede han sig i kø klokken to om natten, men da det op ad dagen blev hans tur, var der ikke mere mad.
Desuden er der altid slagsmål i køen.
Fire familier fra Afghanistan bor sammen i en lille lejr i Junglen på Samos. De har kun været her i en uge og kunne godt tænke sig at komme videre til Athen. 11-årige Nooruddin rydder af efter frokost. Bakker med pasta, som familierne har fået udleveret i den officielle lejr.
Et måltid hentet i den officielle lejr. Det er ikke altid, asylansøgerne orker at hente maden, fordi man skal stå længe i kø, og der ofte ikke er mad nok til alle. Hvilket gør, at der er mange slåskampe i køerne. Desuden er det mange, som ikke bryder sig om den mad, der deles ud.
»Folk kæmper om maden hver eneste dag. Så jeg vil ikke spilde min tid og blive stresset af at gå derhen«, siger den 24-årige ghaneser.
I stedet køber han ris og kylling for de 670 kroner, flygtningene en gang om måneden får indbetalt på et cash card. Pengene kommer fra EU, og ordningen administreres af FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR.
Francis er musiker, men kunne ikke have guitaren med i gummibåden. Han ankom for tre måneder siden og har som alle andre i lejren søgt om asyl i Grækenland. Hans næste samtale med sagsbehandlerne er i 2021.
»Ja, det er om to år ...«, bekræfter han stilfærdigt.
Francis viser os de huller, rotterne har gnavet i hans lille telt. Han fremviser madras, sovepose, stegepande, nogle gryder, et campingblus. Han løfter låget på en gryde og viser en sammenkogt ret, han tilberedte i går.
»En morgen vågnede jeg og så, at rotterne havde spist al den ris, jeg havde kogt om aftenen. Nu opbevarer jeg risene i den her papkasse«.
Da han ankom til lejren, var det hundekoldt, og regnen flåede teltet i stykker. Nu er det steghedt, og nogle nætter sover han udenfor.
»Jeg prøver at holde slangerne ude af mine tanker. Hvis du tænker positivt, sker der positive ting. Det er, hvad jeg tror på«, siger Francis.
Der er endnu en vis optimisme at spore hos fire afghanske familier, der bor sammen på skråningen uden for den officielle lejr på Samos. Det er kun en uge siden, de ankom. Men de riskerer at skulle vente et to eller endda tre år på at få deres asylansøgning behandlet.
Hvad forventede du at finde i Europa?
»Jeg forventede ingenting. Men jeg er nødt til at klare den ... Min søster er syg. Det er derfor, jeg er her«.
Søsteren bor hos hans kone, og Francis sender 370 af de månedlige 670 kroner hjem til dem. De resterende 300 kroner må han selv klare sig for. Men han klager ikke.
»Det eneste, jeg gør her, er jo at sove og spise. Sove, spise ... Og min søster er virkelig, virkelig syg. Jeg var nødt til at rejse. Hvis jeg får asyl, kan jeg måske få hende herop og tage mig af hende«.
For nu at være helt præcis, har Francis kun 282 kroner til sig selv, for når han hæver på kortet, trækker banken et gebyr på 18 kroner.
»Hvis I ikke har noget imod det, vil jeg gerne vise jer et billede af min søster«.
Francis rækker ind i teltet efter sin mobil. Finder et foto af søsteren. Hun har sorte rande under øjnene og sidder i hvid kjole på et flisegulv og strækker sit venstre ben frem. Francis swiper til et nærbillede af foden. Den er stærkt opsvulmet, og anklen er helt uden hud.
»De har tjekket for diabetes, de har tjekket for alt, men de ved ikke, hvad det er ...«. Han begynder at gentage sig selv. »Hun er min søster, og jeg er nødt til at tage mig af hende«.
»Jeg var nødt til at tage af sted«.
Mænd fra den Demokratiske Republik Congo spiller brætspil for at slå tiden ihjel i Junglen uden for den officielle lejr på Samos.
Abraham Ketchen er 25 år og fra den engelske del af Cameroun. Han har været på Samos i fire måneder. Han spiser som regel sammen med landsmænd i den mere skyggefulde del af Junglen. Ingen bryder sig om maden, der deles ud inde i den officielle lejr, nogle gange består den bare af kogt pasta. Så folk tilbereder så vidt muligt deres egen mad.
Den såkaldte jungle breder sig på begge sider af den officielle lejr på Samos. På den ene side har en del unge palæstinensiske mænd indrettet sig med stor opfindsomhed. Enkelte har endda installeret bad og toilet.
Og så begyndte de at skyde på ham
Det er den slags historier, jeg lytter til i Junglen, mens rotterne piler rundt omkring mig. Alle klager over rotterne.
Men de klager mere over slangerne. Halvanden meter lange og rimelig giftige. En nedslået og kraftløs vægtløfter fra Congo tager sokken af og viser mig et slangebid i tåen. Flere viser mig friske videoer af slanger, de har tæsket ihjel med kæppe.
Og de viser mig deres id-kort, hvor datoen for næste asylsamtale er noteret. 2020, 2021, nogle må vente helt til 2022. For mange ender ventetiden med afslag og tilbagesendelse til Tyrkiet.
»Du er nødt til at hjælpe os«, siger en højrøstet mand ved navn Jessie Yaw, der måtte flygte fra Ghana, fordi han er homoseksuel. Han stikker sit ansigt tæt hen til mit. »Du er nødt til at finde en udvej. Vi kan ikke leve her!«.
Folk i hans hjemby, Thichimian, brød sig ikke om bøsser. De skar ham med knive og smed ham igennem en vinduesrude. Hans kæreste fik bank, så meget nåede Jessie at se, inden han løb. Han er ret sikker på, at de slog kæresten ihjel.
»Der er masser af diskrimination i den her lejr«, nærmest råber Jessie, som bærer en T-shirt med Gøg og Gokke. »Arabere og asiater kommer foran os i madkøen. Altid! Hvis ikke det var for de små ngo’er, ville vi slet ikke få nogen hjælp«.
Dore Lukanu Mucoco er fra Congo. Han har sort bælte i karate og træner med vægte for at bekæmpe sin stress. Nu siger lægen, han skal tage det roligt på grund af problemer med maven. Han er 31 år og har været seks måneder på Samos.
35-årige Pasha Rafiei er iraner og har vundet adskillige titler i martial arts. Blandt andet ved et stævne i Aarhus. Han flygtede med sin kone Tahmineh efter at have delt en video på Instagram, der var kritisk over for regimet. De forsøgte at skyde ham ned på gaden.
Iraneren Pasha Rafiei (nummer 3 fra venstre) er en mester i martial arts. Han kom til Junglen på Samos for et par uger siden med sin kone og to vennepar. Det er hans kone Tahmineh, der sidder op ad træet. Aftenen inden blev de overfaldet af et halvt hundrede vrede afghanere.
Lidt derfra møder vi den mere neddæmpede Pasha Rafiei, en veltrænet iraner på 35 år, som ankom for et par uger siden med sin unge kone og to vennepar, det ene med en datter på 7-8 år. Pasha har vundet adskillige mesterskaber i martial arts, både nationalt og internationalt. Hans kone er kickbokser.
De føler allerede, at uvisheden er ved at slå dem ihjel.
»Nogle folk i lejren er som hajer, der er spærret inde i en vandflaske«, siger Pasha. »De har brug for havet. En vandflaske er for små fisk«.
Han måtte flygte efter i en video at have skældt ud på regimet i Iran, blandt andet fordi man ikke ville lade ham træne sin kampsport i en træningssal, så han måtte gøre det i en park. Videoen blev delt mere end 100.000 gange på Instagram.
Så blev han ringet op af en anonym person, der truede med at skyde ham. Hans hus blev ransaget og hærget. Og da han kort efter gik på gaden, rullede to mand i bil op på siden af ham og begyndte at fyre løs.
Pasha løb op ad en bakke, mens de stadig skød efter ham. Han overlevede ved at kaste sig fladt ned mellem nogle buske og spille død.
Derefter så han ikke anden udvej end at forsvinde ud af landet. Det ville blive bedre i Europa, regnede han med.
Da jeg dagen efter igen møder Pasha Rafiei, har han sår og skrammer flere steder på kroppen. Hans skulder er vist brækket.
Aftenen før dukkede et halvt hundred afghanske mænd op og angreb dem med stave, fordi de – ifølge Pashas beretning – syntes, den iranske gruppe var for højrøstet. Afghanerne kastede også sten mod det telt, den lille pige lå og sov i. Pasha gjorde sit bedste for at forsvare sin kone og sine venner.
»Da vi bagefter ringede efter en ambulance, sagde de: »Tag en taxi«. Og da vi ville anmelde overfaldet til politiet, sagde de: »Klø bare på med at slå hinanden ihjel««.
Mænd fra Nigeria drikker billig vin for at holde det ufrivillige lejrliv ud. De har indtil videre opholdt sig mellem 8 og 18 måneder på Samos.
For foden af den officielle modtagecenter og den tilstødende jungle i udkanten af Samos by, ligger en grusbane, hvor afrikanerne hver aften spiller fodbold.
Europæerne skal helst ikke se dem
Rådhuset på Samos ligger ikke mange hundred meter fra flygtningelejren. Alligevel har borgmester Michalis Angelopoulos aldrig sat sine ben inden for gitterporten.
Det græske immigrationsministerium, som driver lejren, vil ikke lukke ham ind.
»Lige nu er et stigende antal flygtninge fanget her på øen«, siger Angelopoulos, da jeg har taget plads på den anden side af hans velpolerede skrivebord.
»Her til morgen kom to både over fra Tyrkiet med 96 mennesker om bord, så du må forstå, at situationen ikke er god. Og den bliver værre dag for dag«.
Faktisk så vi fra vores hotelbalkon, da et fartøj fra kystvagten lagde til kaj med de nyankomne flygtninge. Fotografen skyndte sig ned og tog et par billeder, som en havnebetjent øjeblikkeligt beordrede ham til at slette.
Michalis Angelopoulos har gjort ministeriet opmærksom på, at situationen på Samos er ude af kontrol. Uholdbar for det lille øsamfund, som er afhængigt af turisterne. En stribe hoteller er lukket. Butikkerne skranter. Restauranterne har lange rækker af ledige borde.
Og de lokale, som i begyndelsen hjalp flygtningene så godt, som de kunne, er ved at have fået nok. De fleste restauranter lukker ikke flygtninge ind.
»Vi er meget nervøse for, at der opstår ekstreme holdninger«.
For et halvt års tid siden tryglede borgmesteren ministeriet om at flytte flygtningene til fastlandet.
Hvad har de svaret jer?
»De siger ingenting. De svarer ikke«, siger Angelopoulos, som ikke kan engelsk og derfor taler gennem sin kommunaldirektør, Dimytrios Vassilias.
"Det er den rene zoologiske have", siger en af Junglens beboere. Det myldrer med rotter og slanger. Og om natten hyler de ulvelignende guldsjakaler uden for teltene.
En congoleser tilbereder sin aftensmad, mens solen forsvinder over Junglen.
Kommunen har alene ansvar for at levere vand til lejren. Og fjerne affaldet. Men Junglen er ikke omfattet af denne service.
Det dalende antal europæiske gæster, især i Samos by, skyldes også, at rejseselskaber har indført en klausul i deres kontrakter med byens hoteller, fortæller Dimytrios Vassilias, som for det meste ikke behøver at konsultere borgmesteren for at besvare mine spørgsmål.
Hotellerne skal garantere, at gæsterne ikke risikerer visuel kontakt med migranter.
»Alle er bange. For så snart kontrakten er underskrevet, er det let for rejseudbyderen at nægte at betale hotellerne. De kan sige, at deres kunder har klaget over, at de så migranter i Samos by«, siger Vassilias.
Senere bekræfter receptionisten på Hotel Samos, der ligger centralt på havnefronten, at hotellet er nødt til at skrive under på sådan en klausul.
»Vi har meget færre gæster«, siger receptionisten. »Når folk ringer for at reservere et værelse, spørger de, om der er flygtninge omkring hotellet«.
Intet tyder på, at forholdene på Samos ændrer sig i nogen overskuelig fremtid, indser Dimytrios Vassilias, som nu nærmest har overtaget samtalen på rådhuset, fordi borgmesteren vælger at tale i sin mobil, ganske vist dæmpet.
»Så længe disse mennesker bliver opbevaret her, er det som et fængsel. Og på et tidspunkt vil der komme en eller anden form for aggressiv reaktion fra deres side. For her er mennesker, som har ventet i halvandet år«.
»Og for at være helt ærlig«, fortsætter kommunaldirektøren, »så tror jeg, at alle i Europa er ret glade for at have flygtningene spærret inde på nogle øer. Ude af øje, ude af sind ...«.
EU giver ret mange penge til driften af de her lejre. Har I nogen anelse om, hvor de penge forsvinder hen?
»Spørgsmålet er, om man ønsker at gøre lejrene bedre«, siger Vassilias.
»Hvis faciliteterne var rigtig gode, ville det måske virke indbydende på nogle flygtninge«, uddyber borgmester Angelopoulos, som nu har lagt mobilen fra sig.
»Måske er nogen interesseret i at sende et signal til den anden side af Det Ægæiske Hav: Se, det her sted er ikke godt. Lad være med at komme herover!«.
Det er ikke nemt at få lukket et øje om natten i Junglen på Samos. Om vinteren er der iskoldt i teltene. Om sommeren brændende varmt. Udenfor er der ofte højrøstede og stridslystne mænd, som har forsøgt at dulme nerverne med alkohol og hvad de nu ellers kan få fingre i af dulmende stoffer. Rotter gnaver sig gennem teltdugen for at finde noget, der kan ædes. Bagefter kan en af lejrens mange slanger finde på at krybe ind gennem hullerne og bide en i foden. Og så er der larmen fra de hylende ulve, siger flere beboere. Der er nok snarere tale om guldsjakaler.
Borgmesteren på Samos hedder Michalis Angelopoulos, og han er godt træt af modtagecentret på øen, som har jaget mange turister væk og gjort det svært for forretningslivet. Han har tryglet regeringen i Athen om at flytte flygtningene til det græske fastland. Men har ikke fået noget svar. Angelopoulos ser frem til at blive afløst om et par måneder.
Abdul Bali er 24 år og fra den afghanske hovedstad Kabul. Han beder foran den hytte i Olivenlunden ved Moria-lejren på Lesbos, hvor 11 unge afghanske mænd bor sammen.
Vi er allerede døde
To mænd sidder i middagsheden på klapstole under et træ i Junglen og drikker papvin. Den ene er fra Liberia, den anden fra Den Demokratiske Republik Congo.
Jeg sætter mig imellem dem.
Manden fra Liberia fortæller, at han forleden blev opsøgt af en advokat, som ifølge visitkortet hed Emmanuel Chatzichalkias. Fyren sagde, at han for 3.700 kroner kunne få liberianerens asylansøgning til at glide glat igennem systemet. Et uhyrligt beløb for de fleste flygtninge, men liberianeren fik skrabet pengene sammen.
»Nu tager han ikke telefonen. Jeg prøver lige igen ... Hør!«.
Advokatens telefon dutter optaget. Sådan er det hver gang, siger liberianeren og viser mig de mange beskeder, han har sendt til advokaten. Alle ubesvarede.
»Mange her i lejren betalte ham. Alle her kender Emmanuel. Han er en forbryder!«, siger den fuppede flygtning, der har været ni måneder på Samos.
Han finder en video frem, som viser, hvordan mænd kommer op at slås, mens de står i kø hos lægen inde i den officielle lejr. I det samme passerer en ung europæisk kvinde vores lille gruppe. Hun arbejder som frivillig for en mindre ngo.
»Vær tålmodige«, siger hun til mændene. Hvilket hun nok ikke skulle have sagt.
»Tålmodig!«, snerrer congoleseren.
»Hvordan skal jeg være tålmodig efter otte måneder på dette sted? Se på mig, der lever under disse forhold! Det ville have været bedre, hvis vi døde på havet. Slanger allevegne!«.
Nu råber han ad kvinden, der er standset op og lamslået lytter til den desperate svada.
»Hvorfor er I så egoistiske? I har taget alle vores rigdomme fra os. Diamanter, alting. Nu kommer vi for at få noget tilbage. Gør dit arbejde. Hjælp os! Ellers sætter vi ild til det hele. Også til din bil. Alle vil dø. Vi er ligeglade«.
»Vi er allerede døde!«.
Efter fire år er den mest synlige del af Olivenlunden uden for den officielle Moria-lejr på Lesbos blevet trimmet, så det ved første øjekast ligner en helt almindelig campingplads med perlegrus, vand, elektricitet, toiletter og brusebad. Men lidt længere oppe ad bakken er der ikke sket ret meget. Og beboerne er stadig ved at gå fra forstanden. Især fordi de ofte må vente i flere år på deres første samtale med sagsbehandlerne på asylkontoret inde i den officielle lejr.
En gruppe afghanske kvinder drikker te uden for et hus i Olivenlunden ved Moria-lejren på Lesbos.
Kamaluddin er seks år og bor i Olivenlunden uden for Moria-lejren. Han er flygtet fra Afghanistan med sin mor og far og fire søskende. Fem gange om ugen kan han krydse gaden og besøge danskeren Salam Aldeens lagerhal med hoppeborg og andet sjovt.
Skal jeg vaske mit barn?
Vi flyver fra Samos til Lesbos og kører ud til Moria-lejren, der ligger et kvarters kørsel fra hovedbyen Mytilini.
Lejren er bygget op på samme måde som den på Samos, men den er større. En officiel pigtrådsindhegnet lejr fyldt til bristepunktet med telte og beboelsescontainere i to lag, de såkaldte Isoboxe. Og udenfor har vi så junglen, som her bærer det mere poetiske navn Olivenlunden.
Ved første øjekast ser Olivenlunden mere indbydende ud, end da vi var her for halvandet år siden. Dengang flød stedet med affald og menneskelige ekskrementer, og tæt på vejen lå et enormt hvidt telt fyldt med cirka hundred enlige afrikanske mænd i køjesenge. På et tidspunkt brændte teltet ned (ingen kom til skade), og siden har en ngo slået en slags villatelte op i snorlige rækker i den nederste halvdel af Olivenlunden.
En gruppe afghanere spiller kort i Olivenlunden uden for det pigtrådshegn der omkranser den officielle del af Moria-lejren.
23-årige Shir klipper 29-årige Abbas i Olivenlunden. De er begge fra Afghanistan og har været her i henholdsvis 19 og 8 måneder.
Mellem teltene er der perlegrus. Her er containere med brusere og toiletter. Elektricitet. Ordnede forhold. Kører man bare forbi på vejen, kunne man næsten tro, der var tale om en campingplads for europæiske turister.
Men da vi vandrer længere op ad bakken, begynder det at ligne den Olivenlund, vi husker fra tidligere. Elendige telte. Mere skidt og møg.
Og folk lider præcis så meget, som de altid har gjort, konstaterer Caroline Willemen, der er feltkoordinator for Læger uden Grænser (MSF) på Lesbos.
Jeg møder hende i den klinik for børn og gravide, MSF driver skråt over for Moria-lejren. Omkring 1.800 af de nuværende 5.000 mennesker i Moria er børn. Et par hundred af dem er uledsagede mindreårige.
Caroline Willemen remser de typiske lidelser op: hudsygdomme, lus, fnat, diarré, skoldkopper. Om vinteren er der mange med luftvejssygdomme. Om sommeren dehydrering.
»Vi er nødt til at behandle følgerne af, at man opbevarer for mange mennesker for tæt sammen på den her ø«, siger den belgiske MSF’er.
De lange ventetider, uvisheden og de kummerlige forhold underminerer også beboernes mentale sundhed. Og mange har allerede psykiske lidelser, når de ankommer, konstaterer Caroline Willemen. Angst, depression, posttraumatisk stress.
»Det store flertal kommer fra lande i krig. Lige nu er langt de fleste afghanere. Vi har stadig syrere og irakere, men også mennesker fra Congo og Cameroun med konflikter, som er mindre mediedækket. Lad os ikke glemme, at det også er lande, folk flygter fra af rigtig, rigtig gode grunde«.
Det er alle europæere nok ikke enige med dig i?
»Nej, men jeg mener, det er sandt, at du ikke anbringer dit barn i en båd, medmindre det, du flygter fra, er farligere end båden. Folk er udmærket klar over, hvor farligt det er«.
Dagen inden druknede tolv flygtninge tæt på den tyrkiske kyst, på vej til øen Kos. For en uge siden druknede syv mennesker ud for Lesbos.
»Folk kommer ikke med forventningen om luksus. Men der er meget lang vej fra luksus til at tilbringe vinteren i et koldt telt i øsende regn«, siger Caroline Willemen.
»Og du ved ikke, om du skal bo et halvt år, et helt eller to år i det her telt. Jeg møder forældre, der ikke har badet deres barn i tre uger, fordi det er tre grader udenfor, og de bor i telt, og der er ikke varmt vand i bruseren, så de kan ikke risikere, at deres barn bliver sygt«.
»Hvad er vi for nogle mennesker, når vi tvinger folk til at træffe den slags valg? Skal jeg vaske mit barn, eller vil jeg holde det varmt?«.
En gruppe unge afghanske mænd dyrker fitness mellem teltene i Olivenlunden uden for den officielle Moria-lejr. De har alle boet her i 11 måneder.