Ved hver eneste lange fælles ferieperiode, jeg kan huske de sidste 15 år, og i særdeleshed i sommerferierne, er der dukket debatindlæg op, som handler om, at familierne er spændt for hårdt for, at arbejdsmarkedet er umuligt at forene med små børn, og at daginstitutionerne er for dårligt bemandet. Jeg er enig i det hele. Jeg kender ingen, der har det sværere med at få en hverdag til at lykkes, end folk med jobs og små børn.
Romantiseringen af den hjemmegående mor er samtidig i fuldt firspring på sociale medier, i pressen og alle steder, jeg kigger hen. Man farver sit hjemmekartede uld med avocadoskræller og laver marmelade med sine børn og himlen er altid blå. Det er yndigt. Og helt sikkert godt for alle. Som etnolog og dermed kulturhistoriker, kan jeg også bare sige, at jeg aldrig har hørt om en tid, hvor det for ganske almindelige mennesker nogensinde har været ubesværligt at være familie. I ’gamle dage’ mistede man så bare fortænderne som 30-årige oveni, slæbte rundt på konstante blærebetændelser og havde forårssulten hængende over hovedet, samtidig med at man arbejdede i eksempelvis marken og passede sine i gennemsnit 4,5 levendefødte børn samtidig.
