Da debatten foranlediget af Thomas Bobergs roman ’Insula’, om hvor tæt man som fiktionsforfatter kan tillade sig at gå på virkeligheden, rasede sidste efterår, blev jeg grundlæggende forvirret over, hvilken rolle vi ønsker og ikke mindst forventer, at litteraturen og kunsten skal have i vores samfund.
Der blev talt enormt meget om forfatterens magt, der blev talt om etik og om sandhed og løgn. Særligt det sidste forvirrede mig. Flere personer fra øen Fejø, som dannede inspiration for Bobergs roman, var vrede og hævdede, at de kunne genkende sig selv i romanen, men også at de blev portrætteret forkert. Udsagn som lod forstå, at de på den ene side ikke anerkendte romanen som fiktion, for de var jo virkelige personer, skrevet ind i den bog, og på den anden side, at kun de ejede retten til at beskrive sig selv. For mig var begge udsagn forvirrende.
