Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Forældre bør ranke ryggen og lukke ørerne for malstrømmen af nonsens

Skal man tro mediernes overskrifter, er dette den værste forældregeneration i mands minde.

Debatindlæg

Duknakkede danske forældre, det er tid til at ranke ryggen og sætte jer i respekt. Ikke over for jeres velstimulerede børn, men over for den skyld og skam-hetzende danske offentlighed.

Det er tid til et opgør med klapjagten på den moderne mor og far.

Man kan ikke åbne en avis, et socialt eller elektronisk medie, uden at den udkørte forældregeneration mødes med hårde anklager eller regulær voksenmobning: Danske forældre er bange for at opdrage deres børn. De giver deres børn et forkvaklet forhold til kroppen. De vokser alt for tidligt fra deres børn. De overbeskytter og gør børn ulykkelige.

Forældre har en pligt til at skælde deres børn ud, men de gør det ikke. Så opdrag dog jeres børn! I er en samling overforkælede curlingforældre, der flygter fra jeres ansvar og ikke klæder børnene på til livet.

Skal man tro mediernes overskrifter, er dette den værste forældregeneration i mands minde

Skal man tro mediernes overskrifter, er dette den værste forældregeneration i mands minde.

Hvis anklagen ikke går på, at forældrene er fraværende, egoistiske og hellere vil gå til yoga og tage på lange soloferier end at være sammen med deres børn, går den på, at de er alt for følelsesladede eller ligefrem upassende i deres kærlighedserklæringer og servicerer afkommet i hoved og røv, mens de kultiverer en ulidelig selvtillid hos de kære små.

Den sociale kontrol stikker i alle retninger. Det eneste helt klare budskab er: Har du valgt at føje et nyt menneske til stammen og bruge en kvart million timer og et par millioner kroner på det, ja, så er ballet åbnet for domfældelser fra det omgivende samfund.

Og det er mærkeligt: Vi har nogle solide liberale vinde, der fejer gennem resten af samfundet i retning af at tage fra det fælles og gøre det privat. Men ikke lige omkring forældreskabet, en af livets mest private og intime forhold. Her opfører vi os som et traditionsbundet, nyfigent stammesamfund fra et sted langt borte.

Og hvis der så bare fulgte noget community parenting med, altså fællesskabsomsorg som kompensation for den utidige snagen og rynken på næsen fra det omgivende samfund, ville det give en smule mening. Men i Danmark er det som bekendt mere sandsynligt, at en fremmed taler til din hund end til dit barn. Der er bestemt ikke en landsby, der står bag en opvækst, jf. det afrikanske ordsprog: Det kræver en landsby at opfostre et barn.

Så hvordan får man den happy-slappende offentlighed til at skride ud af forældreskabet?

En måde kunne være at møde frivol hø hø-kritik af forældres samværsformer med deres børn med det faktum, at enhver forælder er den største ekspert, når det kommer til eget barns følelsesliv, udvikling og behov. Ja, andre har måske en 5-årig uddannelse, men forældrene har indhentet det i løbet af det første år, når det kommer til at forstå og interagere med deres eget barn.

Derfor kan det være meget morsomt at grine ad forældre, der står og skærer ansigter eller sender overflødighedshorn af kys og hjerter af sted til den lille i udflytterbussen. Men hey, der er kun én ekspert til stede, når det kommer til den unge, der sidder inde i bussen, og det er den gakkede mor eller far, der står udenfor.

En særlig disciplin inden for den offentlige udskamning sigter på at skamride forældres evigt dårlige samvittighed over ikke at være nok sammen med deres børn.

Men der er ikke grund til at have dårlig samvittighed over, at ens børn daglig kommer hen i et vuggestue- eller børnehavemiljø, hvor de kan lege, tumle, udfolde og udvikle sig sammen med andre børn, hvor der er erfarne professionelle voksne til stede, økologisk mad til de små maver og kreativitet i lange baner.

Både forældres oplevelse af dårlig samvittighed og den kollektive udskamning tager typisk afsæt i en fejlagtig antagelse om, at kvinder først for nylig har fået et arbejdsliv, og at familielivet før det dramatiske skift var en stor omgang hagedikken og solotid med afkommet. Hvilket formål de stadige gentagelser af denne fejlopfattelse tjener, kan man tænke længe over.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Faktum er, at det, der nu er børnehave, engang var de ældre søskende, nogle af nabolagets børn eller en snaps i sutteflasken, så mor kunne ordne arbejdet i marken. Årene efter krigen, hvor middelklassens kvinder fik lov til at holde hus derhjemme, var en undtagelse, ikke normen.

Så kære forældre, luk ører og hjerte for malstrømmen af nonsens.

Am jeres unger så demonstrativt og så offentligt som muligt. Få børn, når I er 20 år, eller langt over de 40 år, hvis det passer jer, og tag dem med alle offentlige steder, og gerne sammen med en håndfuld af deres små venner.

Insister på, at det kaos, der følger med barndommen, også er en del af civilisationen. Og at forældre også er borgere, der har krav på at blive behandlet med respekt af det omgivende samfund.

Mød spredt fægtende kritik med lige dele fakta, serviceinformation om jeres vigtighed for samfundet og dets fremtid og ellers en overbærende rysten på hovedet. Og rank så ryggen, tag magten tilbage.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce