I det danske sundhedsvæsen kan det betale sig at slås. Hvor mange danskere har ikke prøvet, at det hjalp hos lægen eller på stuegangen at hæve stemmen, protestere og insistere på sin ret? Og hvis man selv ikke magtede det, kunne den slagkraftige hustru, niece eller lægenabo træde til, smække de rigtige referencer på bordet og med stor overbevisning forlange nye forklaringer, undersøgelser eller tid. I denne kamp er Darwin på spil: Stærke patienter klarer sig bedst, svage hægtes af. Ikke fordi nogen vil det. Det sker bare. Fordi nogle patienter er alene på egen Herrens mark - og oveni hverken har viden, evner, mod eller kræfter til selv at gennemskue et indviklet system og slås. Glem ikke, at fire ud af ti husstande i dag bebos af enlige. Disse mange hører samtidig til blandt de socialt mest sårbare - mere arbejdsløse, fattige og lavt uddannede end resten af befolkningen. LÆS OGSÅPatient: Personalet udsatte mig for psykisk terror Disse resursesvage alene-patienter kan være med til at forklare en ulighed i sundheden, som eksperterne ellers har svært ved helt at greje. At resursestærke og veluddannede i højere grad kommer til speciallæge. At de i højere grad bliver udredt og behandlet for dårligt hjerte. At de klarer sig bedre, hvis de får kræft. Ja, de overlever bare bedre. Darwin huserer. Det er møgindviklet at være patient. Sundhedsvæsenet er en jungle, der år for år vokser sig stadig tættere - med nye tilbud, regler og rettigheder. Af gode og lykkelige grunde. Men man skal efterhånden være næsten cand.syg. for at finde rette sted, f.eks. hvis man akut bliver syg - med akuttelefoner, sundhedsklinikker, akutmodtagelser, lægevagt, egen læge og ambulance. Eller for at hitte ud af de utallige frister i et kræftpakkeforløb. Hvis man skal klare sig i denne jungle, kræver det indimellem en god machete eller en vaks guide. Af samme årsag vokser der i disse år et privat marked for sundhedsvejledning frem. Fordi der efterspørges hjælp til at hitte rundt i underskoven af tilbud og rettigheder. Det skal de private ikke høre et ondt ord for - tværtimod. Udviklingen er udtryk for, at det offentlige sundhedsvæsen har forsømt at opfylde et åbenlyst behov for mere vejledning. LÆS OGSÅNy undersøgelse: Større chance for at overleve på store sygehuse end små Så hvis udviklingen er nogens skyld, er det politikernes. Jo, vi har da sørget for dygtige patientvejledere rundt på hospitalerne. Men de er få - og man skal opsøge dem. Deres opgave er primært at oplyse om rettigheder. Og jo, Folketinget har for længst indført krav om, at alle patienter har en kontaktperson. Men det er mest et navn, der optræder i patientens journal. Utallige ordninger med forløbskoordinatorer, case manager og tovholdere smøres ud i et tyndt lag - som en lige ret til alle patienter uanset resurser. Men de stærke patienter kan bedre klare sig selv - godt hjulpet af slagkraftige slægtninge.

Det hjælper ikke på slagsiden, at det meste af vores sundhedssystem stadig kommunikerer lægesnørklet - og helst i tunge tekster. Det er, som om vi har glemt, at mere end 400.000 voksne danskere ikke er i stand til at læse selv banale avisartikler eller undertekster på tv. Og har de heller ikke nogen, der kan bistå, er det håbløst at komme gennem patientpjecer om 'embolisering af lungekarforandring' eller tyde skilte med Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling. Vores hospitaler skal gøre som Gentofte Hospital og droppe lægelatinen til fordel for simpelt dansk. De skal tænke 'youtubesk' og kommunikere patientinformation i tale og billeder. Der er brug for at tage de sårbare patienter langt mere i hånden. LÆS OGSÅMan dør ikke på et privathospital De skal have ret til en handlekraftig patientguide, der kan træde ind i stedet for den stærke mand, kone eller ven, som de ikke har. En guide, der kan hjælpe dem med at læse, fortolke, stille spørgsmål og finde vej gennem det store væsen. Patientguiderne skal ikke være til alle, men forbeholdes dem, der har et særligt behov - uden egne kræfter og netværk. Man kunne hente inspiration fra den sociale retshjælp, som også er en visiteret hjælp til dem med få og små resurser. Målet er det samme: at sikre målrettet hjælp til dem, der ikke kan selv. Er det forskelsbehandling? Ja, så det brager. Men den er en forudsætning for at dæmme op for den darwinisme, der ellers vil vokse sig stærkere og stærkere i det danske sundhedsvæsen. Man får lyst til at indvende: Jamen, det burde ikke være nødvendigt at slås for sin ret. Enig. Vi må derfor aldrig glemme at værne ihærdigt om de lige rettigheder for alle. Men kompleksiteten i sundhedsvæsenet vil stige - og det kræver et modspil i form af øget vejledning. Til dem, der ikke kan selv. Alternativet er mere Darwin og mindre lighed.