Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningOpstandelsen over en svensk tørklædebærende handelsdelegation til Iran i sidste uge var afslørende for, hvad der er drivkraften bag den nationalkonservative strømning, der skyller ind over Vesten for tiden.
Forargelsen bestod i at svenske kvindelige ministre på linje med andre vestlige kvinder, inklusive danske kvindelige handelsdelegater, honorerede lovkravet om at dække hals og en del af håret under besøget hos præstestyret.
Sagen medførte hektisk aktivitet på de sociale medier, en aktivitet, der primært bestod af spot, hån og anklager om hykleri.
For det, der ikke var kontroversielt under den danske handelsdelegations besøg i 2016, var lige pludselig frygtelig pinligt og et bevis på et brandudsalg af værdier under den svenske handelsdelegations besøg i februar 2017.
Præmissen var, at selv om menneskerettigheder og ligestilling også er kerneværdier for den danske og en stribe andre udenrigstjenester, gjorde det, at svenskerne har en såkaldt feministisk udenrigspolitik, at der var radikalt anderledes krav til deres udenrigsministerielle protokol.
I modsætning til Danmark skulle Sverige have afholdt sig fra at tage til Iran, forlød det, muligvis alene have sendt mænd, eller også skulle de være taget dertil alene med det formål med håret flagrende at bryde loven.
Der lå ingen implicit hæder i kritikken. Den skulle ikke forstås som: ’Vi vil også have en feministisk udenrigspolitik’, eller ’vi kræver, at udenrigsminister Anders Samuelsen laver en Pussy Riot i de vestlige værdiers navn næste gang han har mulighed for at samtale med topfolk fra regionen.’
Nej, kritikken havde tværtimod rod i en foragt for det, som den svenske regering står for.
Billederne af en stribe svenske kvinder i audiens hos præsident Rouhani handlede ikke om Rouhani og hans kvindeundertrykkelse, men om svenskerne og det, de forsøger at kæmpe for. Det handler om hadet imod søsterlandet hinsidan, som i virkeligheden er et had imod kerneværdier i vores egen kultur.
Det er dette had, der driver den bølge af folkelig opstand, som har forrygende medvind lige nu.
Hadet har den funktion at det distraherer fra behovet for at fremlægge et sammenhængende politisk projekt. Samfundsvisionen defineres alene i hård, hadsk opposition til de andre uden for, men faktisk særligt inden for stammen. Og måske derfor er det så destruktivt, det had.
Tag bare USA’s nationalkonservative præsident, der forekommer at være drevet af en dødsforagt for al den seriøsitet og prestige, der har klæbet til embedet siden 1789, og leverer noget, der ligner en misforstået opgave, når det kommer til begrebet blød magt.
Med hvert tweet letter han paranoidt, ærekært og nærtagende vægten bag egne ord. Og ved hver kaotisk interaktion med en anden statsleder begrænser han den magt, vi har som vestlig civilisation.
Og det er pointen med det nationalkonservative oprør. Det undergraver det, der er bygget op.
Til gengæld næres nationalkonservatismen voldsomt af dette underliggende propaganderende selvhad til essentielle dele af den vestlige civilisation. Den civilisation, som trods alle sine historiske fejl og forbrydelser stadig har det bedste sæt ideer og idealer for, hvordan man organiserer et samfund.
De nationalkonservative ser på verden med paranoia og mistro
Anne Sofie Allarp
Det nationalkonservative oprør hader for det første den optimisme, vi i Vesten har brugt til at opbygge vores samfund. Om noget skulle der optimisme til at give kvinder og alle uformuende mænd stemmeret eller udskrive en indkomstskat på op til 70 procent, som det skete i 1970’erne.
Der skulle optimisme til at udbygge pleje- og pasningssektor og uddannelsessektoren og kræve social mobilitet og skabe rammerne for det økonomiske mirakel, at kvinderne gjorde deres indtog på arbejdsmarkedet. Internationalt udviste seks ærkefjender stor optimisme ved at følge positivt op på Shuman-deklarationen bare fem år efter Anden Verdenskrigs afslutning og insisterede på at samarbejde for fred og fremgang.
Det nationalkonservative oprør erstatter optimismen med en grundlæggende pessimisme, hvis ikke ligefrem en alarm over tingenes tilstand. De rider på en bølge af katastrofekommunikation: ’Vores samfundsmodel kan ikke overleve’, ’Vores system knækker over’ og ’Velfærdsstatens endeligt’.
Det står i kontrast til realiteterne med stort set konstant økonomisk vækst, faldende kriminalitet og lav arbejdsløshed i mange af de lande, hvor det nationalkonservative oprør er størst. Det burde gøre alarmen svær at sælge, men fortællingen om samfundets nært forestående undergang fænger i overraskende grad.
For det andet hader det nationalkonservative oprør Vestens selvtillid i mødet med omverden. De nationalkonservative ser på verden med paranoia og mistro.
Det er klart, når præsident Trump siger, at USA bliver snydt af stort set alle lande i verden. Modstanden imod internationalt samarbejde og internationale konventioner er en stabil ingrediens i alle nationalkonservative fællesskaber.
Mistilliden og det paranoide blik på omverdenen sættes i relief af omverdenens eliter, der ud over at være blevet uddannet på amerikanske eller europæiske universiteter endda oftest tropper op i jakkesæt og slips, og som på flydende engelsk og fransk diskuterer verden ud fra vestligt etablerede regnemodeller og måleinstrumenter, operer i vestligt definerede tidszoner og ud fra vestligt definerede idealer om samfundets indretning, normer og æstetik.
Skriv kommentar