Jeg erkender det selvmodsigende i at fremføre mit standpunkt – og så på en debatside: Men jeg tror, at vi vægter meninger for højt. På sociale medier er det menneskelige tankeapparat blevet reduceret til, hvorvidt vi synes eller ikke synes om noget. Undskyld, det passer ikke: Efter det seneste udviklingskvantespring kan brugeren nu også udtrykke, at vedkommende er så edderharm, at hovedet koger af raseri. Der er meget vrede derude.
Af sociale medier at være forekommer de mig ofte dybt asociale. For mon ikke det kalder på uværdige udtryk, når vi tror, at vi konstant bør have en mening om alt? Og at den fortjener opmærksomhed. Det gør den ikke, vi ved det inderst inde godt, derfor må vi klikke os røde i smileyen. I dagens mediebillede er det løbet løbsk i en sådan grad, at tv-programmer baseret på afstemninger og meninger helt dominerer sendefladen.
Men i livets afgørende forhold kan vi ikke vende tommelfingeren ned. Vi kan hidse os op, men det hjælper sjældent. Vores mening er langtfra så betydningsfuld, som vi går og tror. Vi kan ikke stemme, når det kommer til stykket. Vi kan tage ordet, så meget vi vil. Men livet er noget, vi har fået. Meningsløst forærende. Uden at vi kan synes godt eller skidt om gaven – som i øvrigt ikke kan byttes.
Jeg tror heller ikke, at sommerfuglen har brug for en mening om Jorden. Den elsker den bare. Helt uden selfie. På samme måde er jeg langt hen ad vejen opslugt af verdens forunderligheder, men jeg vil være fri for evindelig at opdatere min mening om dem. Jeg holder med sommerfuglen.
I mit liv har jeg haft mulighed for at færdes under himmelstrøg, hvor identitet og integritet ikke er blevet afløst af meninger. Jeg har fundet mindst lige så stor frihed, intelligens og ligeværd på disse kanter som herhjemme. Så når vi fører en så missionerende udenrigspolitik, som vi gør, kunne det være værd at definere for os selv, hvad der er så fortrinligt ved vores livsstil. For det er med vold og magt, at vi forsøger at sprede den til steder, hvor man helst er fri.
Personligt vil jeg tillade mig at forholde mig skeptisk til flertalsafgørelser. Det er ikke blandt disse, at vi vil finde menneskehedens lyseste øjeblikke. Det seneste århundrede kan tjene som eksempel på, hvor grelt det kan gå, når en majoritet får lov til at hærge. I dag må vi konstatere, at politiske visioner er blevet erstattet af holdninger, vendekåben er blevet uniformen i magtens korridorer, mens den laveste fællesnævner dyrkes som den højeste sandhed.
Fladpanderne er konger på FacebookVerden bliver dagligt forfladiget af især meningsmålinger, som må være en af de mest tåbelige opfindelser i senere tid. Det er slemt nok med folkeafstemninger. Gennem at tillægge selve meningstilkendegivelsen en værdi, som den aldrig i sig selv vil kunne bære, har vi skabt en situation, hvor magthavende personer i grunden kun vil lefle for de fremherskende strømninger, hvilket i sidste ende bevirker, at vi lader vores verden styre af en flok behagesyge meningsmaskiner.
Verdens fremturende populisme kan og bør kritiseres, men er den i grunden ikke bare den ganske naturlige konsekvens af et styre, når dette kun henter sin næring fra de mest populære, folkecharmerende meninger? Det kræver vovemod, rygrad, tid, eftertænksomhed og modstandskraft både at søsætte og gå i land med nye og gennemgribende tanker. Det kræver ingenting undervejs at mene noget. Men søger vi uafladeligt medvind og medhold, bliver vores landskab kun fladere og mere goldt, end det i forvejen er. Visionære mennesker holder sig langt fra politik i dag, så vi har de politikere, vi fortjener.
Det, der skulle være demokratiets og nettets gevinst – medbestemmelsen – er blevet den løgn, vi kan stikke hinanden, når vi ligger på ryggen og mener dit eller dat. Er det virkelig dem, vi er blevet? Infantile, skråsikre og kortluntede? Det ser unægteligt ud, som om folkestyret, bevæbnet med kun en spinkel selfiestang, er gået lige ud i meningstrømmen, hvor det druknede i en shitstorm. Nu må der serveres gravøl ved stemmeurnerne.
Min generation af kvinder vil så gerne være likeableNår jeg bander i kirken på den måde, jeg her gør, ved jeg også, at der sidder et hylekor klar ved tasterne til risikofri beklikkelse af min person. Og jeg giver da gerne en omgang. Hvis jeg derimod levede af at samle på stemmer eller følgere, ville jeg slet ikke kunne tillade mig at skrive disse ord. Det modsatte af en rigtig mening er ikke forkert, det kunne også være fordybelse, tålmodighed, handlekraft.
Problemstillinger eksisterer i kraft af deres kompleksitet. Livet er stort og svært at leve. Men den nemme løsning og den hurtige holdning følger kun loven om mindst mulig modstand. Den altdominerende motor i trafikken på nettet er blevet medløberi, tusinder af likes opfattes som succes. Det ændrer enormt meget ved akkurat ingenting.
Jeg kan ikke love det, men forhåbentlig vil man se med mild overbærenhed på vor tids menneske, når man på fremtidens museer konfronteres med et opblæst og fladpandet eksemplar, ømt balsameret med sin musearm. Hvem i alverden dette ryggesløse væsen dog var?
Det var skam stemmeslugeren.
fortsæt med at læse
