Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

pæredansk
Foto: Anne-Marie Steen Petersen/Politiken-Tegning

pæredansk

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Svar mig helt enkelt: Hvornår er jeg dansk nok?

Selv om mit modersmål er dansk, og min nationalitet på mit pas er dansk, er det alle andre end mig selv, der afgør, hvornår jeg indgår på lige fod med majoriteten.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For nogen tid siden fik jeg en nådesløs afslutning på, hvad der lignede en ganske almindelig dag, da to fremmede mennesker spyttede mig i ansigtet og råbte ’perkersvin’ efter mig.

Jeg kan konstatere, at racismen lever i bedste velgående.

Mine forældre er født i Pakistan, men selv er jeg født i Danmark. Som mange andre har jeg haft et ben i to forskellige lejre, men mine forældre gjorde altid en dyd ud af at være progressive, så jeg hurtigt kunne blive opfattet som dansk. Lige fra at kunne forstå dansk ironi til at blive en omvandrende rugbrødselsker.

Men hver gang jeg bliver reduceret til at være ’perker’, forstår jeg, at ingenting skal være let her i livet. For guderne skal vide, at under min hvor-taler-du-flot-dansk-accent gemmer der sig blot en brun mand blandt hvide.

Vi har talt meget om danskhed herhjemme, og set i lyset af det evindelige danskhedsbarometer er der kun én ting, der står klart for mig: Selvom mit modersmål er dansk, og min nationalitet på mit pas er dansk, er det alle andre end mig selv, der afgør, hvornår jeg er dansk nok.

Jeg kan ikke længere tænde for mit tv, uden at jeg skal mindes om alt det, der adskiller mig fra majoritetsdanskeren, eller lytte på vanvittige klassificeringer af, hvad der defineres som værende dansk, og hvad der ikke gør.

Vi trænger til selvransagelse i vores lille andedam. Et lille tip: Afliv alle jeres forudfattede holdninger.

Men ingen synes at kunne besvare det rungende spørgsmål om, hvornår man er rigtig dansk og indgår på lige fod med majoriteten. Hvor efterlader det mig henne?

Fra barnsben har jeg måttet overbevise omverdenen om, at selv om jeg har rødder i det pakistanske himmerige, vil jeg gerne betragtes som dansk. Som barn gjorde jeg det oftest ved at udtrykke mig på dansk. I 4. klasse var der en lærervikar, der var så imponeret over mine danskkundskaber, at hun spurgte mig, om jeg var adopteret. Allerede dengang faldt det mig for brystet, at mange betvivlede min danskhed.

I mit voksenliv har det været vigtigt at overbevise omverdenen både gennem ord og handling. Alligevel ser jeg en tendens til at rammesætte enhver handling ud fra min hudfarve eller etnicitet oftest, rundet af et ’gør I også sådan noget?’, underforstået: Gør brune hoveder også den slags?

Kald mig fintfølende, men det er demoraliserende gang på gang at blive reduceret til en etnisk stereotyp.

Hver gang politikere tager patent på danskhed, skydes der med spredehagl. Og det virker. Minoritetsdanskere er i årevis blevet omtalt på den værst tænkelige måde, og dén retorik, der anvendes er reproducerende og bliver bid for bid socialt acceptabel. Det er en sørgelig udvikling, hvor grænsen for det acceptable hele tiden rykkes. Måske har vi opdaget, at vi er mere forskellige, end vi troede. Men forskellighed er jo ikke et problem. Det er en forudsætning.

Vores politikere sætter den retoriske standard. Når de sidder i den politiske højborg og diskuterer den højt besungne danskhed, fremkalder det reaktioner i befolkningen.

Men når man vedtager et lovforslag, der fortæller andre, at de ikke er danske, er det ikke uden konsekvenser. Det er som et spirende frø, og før man ved af det, står vi med en opblomstrende racisme.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er det samfund, vi skaber. Hvordan var det muligt, jeg kunne blive overfaldet ved højlys dag og opleve racistiske tilråb, mens forbipasserende ikke ænsede mig ét eneste blik? Er det mon, fordi stadfæstelsen af monopolerne ’dem og os’ medfører en større distancering af minoritetsdanskere?

Hændelsen står som tatoveret på min nethinde, og jeg kan stadig huske den paralyserende følelse efterfulgt af spyttet, der drev ned ad min kind. Jeg følte mig fremmedgjort i det land, jeg altid har betragtet som mit eget. Det var den største lussing, jeg kunne få om, at jeg ikke kan opfattes som dansk og dermed ikke blive en del af ’os’.

Vi trænger til selvransagelse i vores lille andedam. Et lille tip: Afliv alle jeres forudfattede holdninger. Hæv jer over det etnocentriske synspunkt, for det kvæler dialogen, hvis man som udgangspunkt føler sig overlegen i forhold til omverdenen. Patriotisme er altid farligt, når det knyttes snævert til én nation og én national bevidsthed. Tag aldrig udgangspunkt i min hudfarve eller etnicitet, kun i mine ord og handlinger, også selv om jeg ikke hedder Hansen, men Hussain, til efternavn.

Jeg vil fortsætte med at sammensætte min egen kulturelle mosaik, men jeg vil stadig insistere på min frihed til at kunne kalde mig dansk, uden at det skal anfægtes. Indtil da må jeg klynge mig til mit bordeauxfarvede pas.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden