Lyt til artiklen

Gem artiklen Gemt Læst

Afspil eller pause lyd

Henter...

12. august kulminerede en protest mod nedrivningen af en statue fra den amerikanske borgerkrig i dødbringende vold, da en højreekstremist kørte sin bil ind i de venstreorienterede moddemonstranter.

Hændelsen vakte naturligt nok bestyrtelse, men nogle politiske aktører, heriblandt USA’s præsident, Donald Trump, har fumlet i håndteringen af den:

»Der var skyld på begge sider«, udtalte han. Hvor oplagt forkert udtalelsen end er i det konkrete tilfælde, er den tættere på sandheden i et bredere perspektiv. For der er nemlig en hel del ligheder mellem de ekstreme højre- og venstreorienterede miljøer. De synes at være hinandens vrangbillede snarere end diametrale modsætning. Og måske gælder det ikke kun de mest ekstreme miljøer, men også de mere moderate alternativer, der i øjeblikket fremkommer på både højre- og venstrefløjen?

Ekspert: USA bør frygte højreradikale mere end de højreekstreme, som marcherer i gaderne

Women’s March udgør en mulig indgangsvinkel til at besvare det spørgsmål. 21. januar gik op mod 5 millioner mennesker globalt set på gaden for at vise deres støtte til ikke bare kvindesagen, men også social retfærdighed i bred forstand.

Den dagsorden kan selvfølgelig ikke koges ned til modstand mod Donald Trump, men det var trods alt ingen tilfældighed, at marchen fandt sted dagen efter hans indsættelse som USA’s 45. præsident, ligesom det var med fuldt overlæg, at den havde sit zenit på den strækning i Washington, hvor indsættelsen også fandt sted.

Her forvandlede de ca. 500.000 deltagere området til et lyserødt hav. Mange havde nemlig, som et kreativt modsvar til den nyindsatte præsidents kvindesyn, valgt at iføre sig en lyserød strikhue med trekantede ører – en såkaldt pussyhat.

Se demonstranternes skilte: De lyserøde Pussyhats indtog Washington

Nu kan man indvende, at Women’s March repræsenterer positive værdier, som fortjener al den opmærksomhed og støtte, de kan få, mens det alternative højre, via sin involvering i drabet den 12. august, har mistet sin uskyld og endegyldigt afsløret sig som racistisk ekstremisme. Men pointen med at vende blikket mod Women’s March er imidlertid netop den, at vi her har et eksempel på succesfuld organisering på venstrefløjen, der benytter sig af flere af de organiseringsformer, som også har været medvirkende til det alternative højres fremgang.

De mest fremtrædende er, at fællesskabet defineres via det, man er imod, og at etableringen af fællesskabet og mobiliseringen af dets medlemmer er baseret på online kommunikation. Desuden er fællesskabet baseret på stærke følelser, som intensiveres via cirkulering af særligt kraftfulde tegn.

Spørgsmålet er så, om målet helliger midlet? Er det kun relativt til det ideologiske indhold, at vi kan rose et initiativ og erklære os uenige med et andet? Eller er der trods alt også forskelle på de to organiseringsformer, som gør den ene absolut bedre end den anden?

Lad os først se nærmere på lighederne. De nye højre- og venstrefløjsorganiseringer deler det grundlæggende træk, at de ser sig selv som den udsatte gruppe overfor en dominerende anden, som konkret skal overkommes for derved at muliggøre et diffust defineret alternativ.

Som nævnt blev Women’s March organiseret som en støttedemonstration for social retfærdighed i bred forstand, men modstand mod en ydre fjende var det konkrete samlingspunkt: »1-2-3-4, fuck Donald Trump«, som deltagere i Københavns Women’s March taktfast udtrykte det.

Internt i bevægelsen er stort set alt til diskussion, men Trump-modstanden kan ikke debatteres. På samme måde er det alternative højre i alt væsentligt defineret ud fra sin modstand mod politisk korrekthed, selvhøjtidelig moraliseren og overdreven lighedstænkning. Alt det, som progressive bevægelser, f.eks. Women’s March, i højrefløjens optik står for.

Det er nu eller aldrig for venstrefløjen i USA

Ideen til Women’s March blev født samme dag, Trump blev valgt. En kvinde skrev et opslag i en pro-Hillary facebookgruppe, hvor hun i frustration foreslog en march mod Washington. To en halv måned senere var flere end 400 organisationer gået sammen om organiseringen af Women’s March, der blev et globalt fænomen.

En så hastigt etableret netværksorganisation afhænger af internettet. Viral spredning på sociale medier, fængende hashtags og en central hjemmeside er forudsætninger for succesen. Men, og dette er vigtigt, selve marchen foregik i det fysiske rum, ligesom centrale kendetegn, f.eks. pussyhatten, er fysiske objekter.

For Women’s March muliggjorde online-kommunikation organiseringen af begivenheden, men samtidig var ideen om begivenheden katalysator for kommunikationen.

Det alternative højre er i endnu højere grad udsprunget af digitale platforme, hvor en generation af unge, der er vokset op på nettet, har fundet deres politiske stemme. Her er politisk omsætning af det handlingspotentiale, der opbygges via online deltagelse, et relativt nyt fænomen – først med mobiliseringen til at stemme på Trump er man for alvor begyndt at omsætte ord til handling.

Ordene har det alternative højre imidlertid haft styr på fra starten. Her er det en stående vittighed, at venstrefløjen ikke kan finde ud af et lave memes. Den særlige ironiske tone, som kendetegner de nye højrefløjsorganiseringers brug af de hurtigt cirkulerende gentagelser af og variationer over en fast skabelon er tilsyneladende svær at overføre til en venstrefløjskontekst.

Med pussyhatten fik ’de progressive’ imidlertid deres eget succesfulde meme. Hatten er en ironisk kommentar til Trumps ’grab them by the pussy’, ligesom den leger med de kulturelle koder, der er forbundet med strikning, og dermed giver klassiske feministiske budskaber en frækkere og mere delbar form. Pussyhatten er et godt eksempel på online mobiliseringens særlige kraft: Jo mere den cirkulerer, jo stærkere bliver de følelser, der knytter sig til den.

Uffe Elbæk: Der tegner sig et verdensbillede, som mest af alt minder om årene lige før 2. Verdenskrig

Som sådan er hatten en nøgle til marchens succes, men den peger også på en af organiseringens begrænsninger, for hvad er egentlig dens budskab? Og er den så inkluderende, som den giver udtryk for? Nogle af de følelser, som pussyhatten aktiverer, er langtfra entydige; idet hatten er blevet beskyldt for at være et transfobisk og racistisk tegn (ikke alle kvinder har pussies, ikke alle pussies er pink), er også hvide ciskvinder blevet i tvivl om, hvad de skal mene om den.

Her når vi frem til spørgsmålet: Når nu begge fløje organiserer sig omkring følelsesladede tegn, det være sig pussyhatte eller borgerkrigsstatuer, er der så slet ikke noget, som skiller det alternative højres og den nye venstrefløjs organiseringsformer fra hinanden?

Jo, for hvor højrefløjens tegn cirkulerer i stadigt mere negative og ekskluderende spiraler, så forsøger de nye venstrefløjsbevægelser, her eksemplificeret ved Women’s March, at holde sin cirkulation åben for omverdenens følelser. Når der rejses kritik af den værdi, et tegn har fået, så lytter man: Det er faktisk en af de mange ting, det alternative højre håner sin modpart for.

Denne forskel betyder, at vurderingen af de to bevægelser ikke står og falder med dommerens egen politiske smag, men i stedet kan basere sig på et grundlæggende princip for demokratisk organisering: idealet om det åbne samfund.

Her viser det sig, at nok er begge fløje i følelsernes vold, men at kun højrefløjens følelser gør vold mod den demokratiske organiseringsform.

Og i den optik er den organisering, som i øjeblikket vinder frem på venstrefløjen, absolut bedre end den, der karakteriserer det alternative højre.

fortsæt med at læse

Ekspert:

USA bør frygte højreradikale mere end de højreekstreme, som marcherer i gaderne

• Enorm og tyst folkemængde brød ud i fællesråb: »Vi er ikke bange. Vi er ikke bange«

• Dansk bestsellerforfatter skriver ny roman om sin usædvanlige opvækst: »Jeg er nærmest gået i chok, når folk har afvist mig«

• Uffe Elbæk: Der tegner sig et verdensbillede, som mest af alt minder om årene lige før 2. Verdenskrig