»Flertallet er dumme. Det her er resultatet: Dong-aktiesalg til Goldman Sachs. På Corydon mandat. Vestens pseduodemokrati er sammenbrudt totalt«.
Sådan indledes rapperen Nikolines sang 'Flertallet er dumme', der over de sidste døgn er afspillet over 6.000 gange på youtube. Men det er ikke teksterne, der larmer mest. Det gør derimod de skydevåben, der affyres i musikvideoen, der ifølge Nikoline selv er »en hævnfantasi og et udtryk for folkets vrede«.
Det har fået den liberal-borgerlige kommentator Jarl Cordua til at stille spørgsmålet, om Nikoline virkeligt har tænkt sig at skyde politikere. På Facebook forarges blandt andet udenrigs- og SoMe-minister Anders Samuelsen (LA), der frygter, at sangen vil blive opfattet som en opfordring til vold.
Nikolines forrige video skabte også røre, da hun tilbage i marts udgav »Tæsk til alle« med udfald mod underholdningsindustriens brikette-negere og sharialoven, som hun efter eget udsagn brugte som toiletpapir. Da hun truede drengerøvsrappere på P3 med tæsk af kvindelige israelske soldater, fik hun den yderste venstrefløj på nakken.
Denne gang er det så politikerne bag DONG-salget, neoliberalismen og New Public Management, der bogstavligt talt står for skud. Med varierende træfsikkerhed skyder Nikoline huller i billeder af bla. Bjarne Corydon, Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen i sin musikvideo.
Rapperen Nikolines tekstunivers kan bedst beskrives som en form for vred efterskole-socialisme, hvor der rases mod alle de dumme voksne, der ikke bare fikser klimakrisen og den globale ulighed i indeværende valgår. Nikolines evner er ikke i nærheden af den afdøde rapper Natasjas, men det politiske budskab er tilsvarende banalt.
Rapgenren har en lang tradition for ekstreme udtryksformer og selv med geværer og halvbare bryster, er Nikoline stadig i den milde ende.
Alligevel har det fået højrefløjens værdikrigere til tasterne med en argumentation, der lyder som et ekko af alternativisten Henrik Marstal og forfatter Hanne-Vibeke Holsts kritik af det påstulerede kvindehad i dansk rapmusik.
»Det er derfor, der bliver bollet«Blandt borgerlige klummeskribenter er det ellers en yndet sport at gøre sig lystig over krænkelsesparatheden på venstrefløjen, og især Dagbladets Politikens daglige kamp for at finde nogen i middelklassen det er synd for.
Det er også rigtigt, at påberåbelsen af offerrollen og kravet på den dertilhørende sociale kapital, er et stærkt retorisk kampmiddel på den veluddannede venstrefløj. Men denne gang er det så de borgerlige 'snowflakes', der er blevet triggered, som man siger på moderne dansk.
Men der findes faktisk en anden musikgenre med et tilsvarende overskruet og provokerende tekstunivers. Nemlig de ungdomspolitiske smædeviser. Konservativ Ungdom endte for et lille årti siden i et mindre politisk stormvejr, da det kom frem, at man til en social sammenkomst på melodien til 'Rule Britannia' havde sunget om at skyde Poul Nyrup og tæve christianitter.
Men selv om de ungkonservative nok er førende, når det kommer til politiske smædeviser, så kan de andre ungdomspartier også være med. Der er få SFU'ere, der ikke på et tidspunkt er blevet udsat for enten den østtyske eller sovjetiske nationalhymne.
KU synger: Skyd Nyrup og tæv en hippieI det hele taget skråler ungdomspolitikere fra alle retninger lystigt med på hinandens drukviser, selv når de indeholder hyldester til kommunistiske despoter eller som det berygtede tredje vers af KU-sangen, der byder på både stålhjelm og skråremme. Derfor kommer fordømmelser af popkultur nemt til at smage af hykleri, når den sendes af sted af den politiske klasse.
Generelt er forsøg på at rense kulturen for grimme ting dømt til at fejle. Vrede og aggression, især i forbindelse med liderlighed er grundlæggende menneskelige følelser, der stort set aldrig kan udøves på legitim vis i et moderne samfund. Hvis vold, politisk had og sexisme endeligt skal eksistere - for det gør det - så er det da bedst, at det eksisterer i fiktionens verden, hvor ingen kan komme til skade.
Der var engang, man troede rollespil førte til satanisme, siden var det gangsterrap og computerspil, der fordærvede ungdommen. Samtidig er de vestlige samfund alle blevet markant mindre voldelige de sidste 30-40 år. Kanyleteorien, om at vi bare blindt lader os dope med hvilket som helst budskab vi falder over, er for længst blevet miskrediteret. Det store flertal har ingen problemer med at adskille fiktion fra virkelighed, og dem der ikke kan har andre og større problemer.
»Nogen skal jo være den første lesbiske, revolutionære rapper«Det betyder selvsagt ikke, at alt er lige meget. Såkaldte nasheeds, acapella-sange med opfordringer til hellig krig, er nogle af Islamisk Stats mest potente propagandavirkemidler. Nynazistiske opfordringer til racehad er stadig racehad, selv om det sættes på vers.
Der er ingen faste grænser mellem den legitime provokation og reelle opfordringer til vold, men det mest centrale må være kunstnerens intention. Der er ingen, der for alvor tror, at threepiece-hobitterne i Konservativ Ungdom vil gribe til korporligheder over for afgåede socialdemokratiske ministre.
På samme måde er der næppe nogen risiko for, at en konservatorieuddannet kvindelig rapper plaffer flertallet bag DONG-skandalen ned med en M4-karabin.
fortsæt med at læse
