Det startede, da min søn fyldte to. En af pædagogerne i vuggestuen forklarede mig, at nu var Georg en stor dreng, og vi skulle begynde at give ham undertrøjer på i stedet for bodystockings, så han selv kunne lære at tage tøjet af og på. Tiden var inde til, at han skulle blive selvhjulpen.
Her er 20 ord, dit 3-årige barn skal kunneTre måneder senere mente en anden pædagog, at vi skulle vænne vores søn af med at have sin højtelskede tøjelefant med på stuen om morgenen. Det går jo ikke at have en bamse med, når man starter i børnehave, var hendes argument.
Et voksende krav om udvikling går igen mange steder i vores samfund. Da jeg var barn i 90’erne, var børnehaveklasse et sted, hvor man legede, tog på ture, med tiden lærte at sidde stille og række hånden op og måske sang alfabetsangen. I 2009 besluttede Undervisningsministeriet, at børn skal begynde at læse og skrive allerede i børnehaveklasse, og gjorde det obligatorisk at teste alle børn i bogstavkendskab ved skolestart.
Forventningen om, at børn skal have lært bogstaverne, allerede inden de starter i skole, har sat tydelige spor i børnehaven, hvor 4-5-årige mange steder træner skole flere timer om ugen.
Regering: 170 millioner skal gøre børns sprog og sociale liv bedre. Men småbørn skal ikke testesDer er en tendens til, at det, der før var børnehaveklassepensum, er blevet børnehavepensum, og at det, børn tidligere lærte i børnehaven, nu skal læres i vuggestuen. Herudover kan forældre ikke længere selv beslutte at udskyde skolestarten for deres barn, denne beslutning skal omkring kommunalbestyrelsen, ligesom alderen for at starte i børnehave mange steder er sat ned. Børn skal udvikle sig mere på kortere tid – en slags fremdriftsreform for småbørn.
Jeg finder denne udvikling dybt problematisk. Først og fremmest fordi der er vide rammer for den normale udvikling. Nogle børn går, når de er ti måneder, andre, når de er halvandet. Nogle toårige taler som vandfald, men kan ikke gå på trapper, andre siger kun enstavelsesord, men drøner afsted på løbecykler. Børn er forskellige, og derfor giver det ikke mening at lave en ’one size fits all’- model. Denne type løsninger risikerer at skabe nederlag hos mange børn og unødige bekymringer og frustrationer hos forældre og pædagoger.
Ofte er det store fokus på, hvad børn bør lære, helt unødvendigt, for langt de fleste børn skal nok lære de vigtige ting, hvis de trives. Ikke, når læreplanerne siger, at de skal, men når de er parate til det.
Udvikling tager tid, og hvis vi hele tiden presser på og forventer, at børn skal nå længere på kortere tid, så er der en fare for, at børn allerede som små oplever at være forkerte og ikke at kunne leve op til omgivelsernes forventninger. Et eksempel på dette ses i forhold til skolestart. Mens nogle femårige godt kan sidde stille en stor del af dagen, så er det en umulig opgave for andre. SFI konkluderer i en rapport fra 2015, at de børn, der starter tidligst i skole, både på kort og langt sigt får flere hyperaktivitetsproblemer og klarer sig dårligere fagligt. Desuden oplever mange børn stresslignende symptomer. Det er nærliggende at tænke, at vi har bygget et samfund op, der er uegnet for børn.
Herudover kan udviklingspresset gå ud over autenticiteten. Det kan hæmme forældre og pædagoger i at være til stede og danne en meningsfuld relation til deres børn, hvis de konstant har i baghovedet, hvordan de skal udvikle dem. Hvis vi konstant fokuserer på, hvad et barn bør blive, mister vi blikket for, hvad barnet er. Og hvis hovedfokus i vuggestuen er på at gøre børn børnehaveparate, og fokus i børnehaven er på at gøre børn skoleklar, så overser vi, at barndommen har en værdi i sig selv.
Det er paradoksalt, at politikerne har travlt med at definere, hvad børn skal lære, samtidig med, at de udsulter børneområdet. Det giver ikke mening at øge kravene, når der i virkeligheden er behov for bedre udviklingsbetingelser, særligt bedre normeringer. Hvis pædagogerne fik tiden til at tage udgangspunkt i det enkelte barn og den enkelte børnegruppe, så skulle børnene nok udvikle sig, helt uden at vi tvinger dem.
Kritik af regeringens børneudspil: Der er stadig for mange børn per voksenDer er brug for en mentalitetsændring hos politikere, daginstitutionsledere, pædagoger og forældre. Lad os overveje, om der er noget galt med alle de børn, der ikke lever op til samfundets krav – eller med de krav, vi stiller.
Læg læringsmålene til side, og kig på det enkelte barn. Trives det? Udvikler det sig? Lad os turde sige leg uden at sige læring. Lad os være til stede i vores børns liv, tale med dem om det, der optager dem, lege med dem, synge og læse spændende bøger højt.
I stedet for at presse børn til at udvikle sig, så de passer i en bestemt kasse så hurtigt som muligt, så lad os give dem muligheden for at udvikle sig i den retning og det tempo, der passer til dem.
fortsæt med at læse
