De seneste 10 år har jeg som praktiserende læge i København været vidne til en helt urimeligt træg og uværdig sagsbehandling af nogle få, men meget syge borgere i jobcentrene i Københavns Kommune.
En sagsbehandling, som efter reformen af førtidspension og fleksjob i 2013 nærmest rutinemæssigt har traumatiseret de mest syge og svage ved at idømme dem sagsbehandling på ubestemt tid i et politisk vakuum, hvor ingen vil tage ansvar.
Da jeg startede i praksis på Nørrebro, undrede det mig meget, at nogle få af vores patienter med et funktionsniveau, som var åbenlyst uforeneligt med deltagelse på arbejdsmarkedet på almindelige vilkår eller overhovedet, ikke kunne få tilkendt hverken fleksjob eller førtidspension.
Jeg gik med til en del møder sammen med nogle af de hårdest ramte. Kun for at finde ud af, at de havde ret, når de fortalte, hvordan de blev drevet rundt i systemet på minimumsydelser og skulle deltage i helt irrelevante arbejdsprøvninger, kurser, mentorordninger og møder, uden at deres sagsbehandling førte til nogen afklaring eller rehabilitering.
At de havde ret, når de fortalte, at de ofte blev mødt med arrogance og manglende empati i et meget skævt magtforhold.
Det handler om mennesker med svære psykiske lidelser, nogle med alvorlige kropslige sygdomme, patienter, der har seriøse handikap, eller mennesker, som er blevet alvorlig skadet i ulykker på arbejde eller i trafikken.
Det eneste, ressourceforløbene har gjort for de meget syge borgere, jeg har fulgt, er at dræne de sidste ressourcer ud af dem
Det var, som om de mest syge blev idømt den strengest mulige straf – tidsubestemt sagsbehandling, invasion af privatheden af skiftende sagsbehandlere, mistænkeliggørelse og ingen kontinuitet eller fremdrift i deres sager.
At blive bragt i en sådan situation af total uvished og udmattelse kan sammenlignes med elementer i avanceret psykisk tortur og vil kunne bringe enhver i tvivl om retten til at være til.
Jeg har oplevet en meget syg patient, som tog sit eget liv, hun tålte ikke den evige mistænkeliggørelse for at få sin kontanthjælp, skrev hun i et afskedsbrev.
En anden meget syg gigtpatient kæmpede i årevis for pension, som hun klart var berettiget til, men blev psykotisk, da hun endelig ved rettens hjælp fik sin ret og ikke længere skulle kæmpe.
En kafkask virkelighed så grotesk, at når jeg fortalte venner og bekendte om, hvordan det københavnske hjælpesystem for de svageste medborgere fungerede – og gjorde dem mere syge – så troede de ikke på mig. Så slemt kunne det bare ikke være.
Kort efter at Anna Mee Allerslev overtog beskæftigelsesborgmesterstolen og ansvaret, inviterede jeg mig selv til et møde med hende på rådhuset.
Jeg tænkte lidt naivt, at hun ville være modtagelig for historien om den personlige tragedie, som det kan være for et menneske at føle sig som en paria i denne parallelverden.
Hun mente ikke, man kunne tale om det på den måde.
Hun talte om statistikker og jura, og at kommunen vandt klagesagerne, så derfor måtte alt være i orden.
Jeg forsøgte også at få indflydelse ved at lade mig udpege af Praktiserende Lægers Organisation til det Lokale Beskæftigelsesråd, men der var heller ikke plads til at tale om de svageste. Også her kom min nærhedsetik til kort over for en benhård nytteetik.
Hvilke incitamenter er der til at overse eller tilsidesætte de lægelige vurderinger, man selv har udbedt sig og betalt dyrt for?
Jeg måtte i stedet tage mig af mine egne patienter ved at tage med til møder i jobcentrene som bisidder og ved i nogle få tilfælde at foreslå patienter, som var i overhængende helbredsmæssig risiko, at flytte til kommuner, hvor de måske ville kunne få en mere anstændig sagsbehandling. Hvilket de så også fik – de, der kunne overkomme at flytte.
Førtidspensionsreformen gjorde årelange ressourceforløb til en del af standardpakken.
Jeg kan ikke erindre ét eneste forløb, der endte med, at der blev afdækket nogle ressourcer, der havde med arbejdsevne at gøre.
Skriv kommentar