0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Dansk Selskab for Almen Medicin: De sygeste er dømt til tidsubestemt sagsbehandling i Københavns Kommune

Politikerne burde give et værdibaseret modspil til embedsmændenes nytteberegninger og måltal. Det gør de ikke. Loven må ændres, så borgerne får rettigheder, mener Anders Beich.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Når politikerne, som burde følge deres samvittighed, går embedsmændene i bedene og ikke er i stand til at give et værdibaseret modspil til nytteberegninger, klagestatistik og måltal, så giver det grobund for skandaler som den, vi er vidne til bl.a. i Københavns Kommune. Tegning: Anne-Marie Steen Petersen(arkiv)

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De seneste 10 år har jeg som praktiserende læge i København været vidne til en helt urimeligt træg og uværdig sagsbehandling af nogle få, men meget syge borgere i jobcentrene i Københavns Kommune.

En sagsbehandling, som efter reformen af førtidspension og fleksjob i 2013 nærmest rutinemæssigt har traumatiseret de mest syge og svage ved at idømme dem sagsbehandling på ubestemt tid i et politisk vakuum, hvor ingen vil tage ansvar.

Da jeg startede i praksis på Nørrebro, undrede det mig meget, at nogle få af vores patienter med et funktionsniveau, som var åbenlyst uforeneligt med deltagelse på arbejdsmarkedet på almindelige vilkår eller overhovedet, ikke kunne få tilkendt hverken fleksjob eller førtidspension.

Jeg gik med til en del møder sammen med nogle af de hårdest ramte. Kun for at finde ud af, at de havde ret, når de fortalte, hvordan de blev drevet rundt i systemet på minimumsydelser og skulle deltage i helt irrelevante arbejdsprøvninger, kurser, mentorordninger og møder, uden at deres sagsbehandling førte til nogen afklaring eller rehabilitering.

At de havde ret, når de fortalte, at de ofte blev mødt med arrogance og manglende empati i et meget skævt magtforhold.

Det handler om mennesker med svære psykiske lidelser, nogle med alvorlige kropslige sygdomme, patienter, der har seriøse handikap, eller mennesker, som er blevet alvorlig skadet i ulykker på arbejde eller i trafikken.

Det eneste, ressourceforløbene har gjort for de meget syge borgere, jeg har fulgt, er at dræne de sidste ressourcer ud af dem

Det var, som om de mest syge blev idømt den strengest mulige straf – tidsubestemt sagsbehandling, invasion af privatheden af skiftende sagsbehandlere, mistænkeliggørelse og ingen kontinuitet eller fremdrift i deres sager.

At blive bragt i en sådan situation af total uvished og udmattelse kan sammenlignes med elementer i avanceret psykisk tortur og vil kunne bringe enhver i tvivl om retten til at være til.

Jeg har oplevet en meget syg patient, som tog sit eget liv, hun tålte ikke den evige mistænkeliggørelse for at få sin kontanthjælp, skrev hun i et afskedsbrev.

En anden meget syg gigtpatient kæmpede i årevis for pension, som hun klart var berettiget til, men blev psykotisk, da hun endelig ved rettens hjælp fik sin ret og ikke længere skulle kæmpe.

En kafkask virkelighed så grotesk, at når jeg fortalte venner og bekendte om, hvordan det københavnske hjælpesystem for de svageste medborgere fungerede – og gjorde dem mere syge – så troede de ikke på mig. Så slemt kunne det bare ikke være.

Kort efter at Anna Mee Allerslev overtog beskæftigelsesborgmesterstolen og ansvaret, inviterede jeg mig selv til et møde med hende på rådhuset.

Jeg tænkte lidt naivt, at hun ville være modtagelig for historien om den personlige tragedie, som det kan være for et menneske at føle sig som