Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Når politikerne, som burde følge deres samvittighed, går embedsmændene i bedene og ikke er i stand til at give et værdibaseret modspil til nytteberegninger, klagestatistik og måltal, så giver det grobund for skandaler som den, vi er vidne til bl.a. i Københavns Kommune. Tegning: Anne-Marie Steen Petersen(arkiv)

Når politikerne, som burde følge deres samvittighed, går embedsmændene i bedene og ikke er i stand til at give et værdibaseret modspil til nytteberegninger, klagestatistik og måltal, så giver det grobund for skandaler som den, vi er vidne til bl.a. i Københavns Kommune. Tegning: Anne-Marie Steen Petersen(arkiv)

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Dansk Selskab for Almen Medicin: De sygeste er dømt til tidsubestemt sagsbehandling i Københavns Kommune

Politikerne burde give et værdibaseret modspil til embedsmændenes nytteberegninger og måltal. Det gør de ikke. Loven må ændres, så borgerne får rettigheder, mener Anders Beich.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De seneste 10 år har jeg som praktiserende læge i København været vidne til en helt urimeligt træg og uværdig sagsbehandling af nogle få, men meget syge borgere i jobcentrene i Københavns Kommune.

En sagsbehandling, som efter reformen af førtidspension og fleksjob i 2013 nærmest rutinemæssigt har traumatiseret de mest syge og svage ved at idømme dem sagsbehandling på ubestemt tid i et politisk vakuum, hvor ingen vil tage ansvar.

Da jeg startede i praksis på Nørrebro, undrede det mig meget, at nogle få af vores patienter med et funktionsniveau, som var åbenlyst uforeneligt med deltagelse på arbejdsmarkedet på almindelige vilkår eller overhovedet, ikke kunne få tilkendt hverken fleksjob eller førtidspension.

Jeg gik med til en del møder sammen med nogle af de hårdest ramte. Kun for at finde ud af, at de havde ret, når de fortalte, hvordan de blev drevet rundt i systemet på minimumsydelser og skulle deltage i helt irrelevante arbejdsprøvninger, kurser, mentorordninger og møder, uden at deres sagsbehandling førte til nogen afklaring eller rehabilitering.

At de havde ret, når de fortalte, at de ofte blev mødt med arrogance og manglende empati i et meget skævt magtforhold.

Det handler om mennesker med svære psykiske lidelser, nogle med alvorlige kropslige sygdomme, patienter, der har seriøse handikap, eller mennesker, som er blevet alvorlig skadet i ulykker på arbejde eller i trafikken.

Det eneste, ressourceforløbene har gjort for de meget syge borgere, jeg har fulgt, er at dræne de sidste ressourcer ud af dem

Det var, som om de mest syge blev idømt den strengest mulige straf – tidsubestemt sagsbehandling, invasion af privatheden af skiftende sagsbehandlere, mistænkeliggørelse og ingen kontinuitet eller fremdrift i deres sager.

At blive bragt i en sådan situation af total uvished og udmattelse kan sammenlignes med elementer i avanceret psykisk tortur og vil kunne bringe enhver i tvivl om retten til at være til.

Jeg har oplevet en meget syg patient, som tog sit eget liv, hun tålte ikke den evige mistænkeliggørelse for at få sin kontanthjælp, skrev hun i et afskedsbrev.

En anden meget syg gigtpatient kæmpede i årevis for pension, som hun klart var berettiget til, men blev psykotisk, da hun endelig ved rettens hjælp fik sin ret og ikke længere skulle kæmpe.

En kafkask virkelighed så grotesk, at når jeg fortalte venner og bekendte om, hvordan det københavnske hjælpesystem for de svageste medborgere fungerede – og gjorde dem mere syge – så troede de ikke på mig. Så slemt kunne det bare ikke være.

Kort efter at Anna Mee Allerslev overtog beskæftigelsesborgmesterstolen og ansvaret, inviterede jeg mig selv til et møde med hende på rådhuset.

Jeg tænkte lidt naivt, at hun ville være modtagelig for historien om den personlige tragedie, som det kan være for et menneske at føle sig som en paria i denne parallelverden.

Hun mente ikke, man kunne tale om det på den måde.

Hun talte om statistikker og jura, og at kommunen vandt klagesagerne, så derfor måtte alt være i orden.

Jeg forsøgte også at få indflydelse ved at lade mig udpege af Praktiserende Lægers Organisation til det Lokale Beskæftigelsesråd, men der var heller ikke plads til at tale om de svageste. Også her kom min nærhedsetik til kort over for en benhård nytteetik.

Hvilke incitamenter er der til at overse eller tilsidesætte de lægelige vurderinger, man selv har udbedt sig og betalt dyrt for?

Jeg måtte i stedet tage mig af mine egne patienter ved at tage med til møder i jobcentrene som bisidder og ved i nogle få tilfælde at foreslå patienter, som var i overhængende helbredsmæssig risiko, at flytte til kommuner, hvor de måske ville kunne få en mere anstændig sagsbehandling. Hvilket de så også fik – de, der kunne overkomme at flytte.

Førtidspensionsreformen gjorde årelange ressourceforløb til en del af standardpakken.

Jeg kan ikke erindre ét eneste forløb, der endte med, at der blev afdækket nogle ressourcer, der havde med arbejdsevne at gøre.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men jeg kan huske flere forløb, hvor jeg har tænkt, at med alle de velbeskrevne sygdomme, funktionsnedsættelser og handikap, som denne borger har, hvad skal et ressourceforløb da gøre godt for?

Hvilke incitamenter er der til at overse eller tilsidesætte de lægelige vurderinger, man selv har udbedt sig og betalt dyrt for?

Det eneste, ressourceforløbene har gjort for de meget syge borgere, som jeg har fulgt, er at dræne de sidste ressourcer ud af dem.

Så skete der i foråret det fantastiske og usandsynlige, at en gruppe mennesker med mange lidelser og meget få ressourcer slog sig sammen i det, de selv kalder en social modstandsbevægelse, Jobcentrets ofre.

De har det til fælles, at de alle – i stedet for at være blevet hjulpet af det offentlige ’forsikringssystem’, som vi alle har betalt til og kan få brug for – var blevet mistænkeliggjort og holdt hen med uendelig sagsbehandling på minimumsydelser i årevis.

Sammen med en anden social modstandsbevægelse, Næstehjælperne, har Jobcentrets ofre formået at tiltrække sig mediernes bevågenhed, bl.a. på baggrund af en række demonstrationer eksempelvis foran jobcentret, når en af deres sager skulle behandles, og et stormøde i Valby, som jeg selv deltog i.

De havde brug for professionelle sandhedsvidner, så jeg takkede ja til at holde et oplæg ved mødet.

Ulf Kudsk Harbo, en kommunalpolitiker, der har formået at rehumanisere systemet i Norddjurs Kommune, og advokat i socialret Mads Krøger Pramming, der er advokat for nogle af de berørte borgere, deltog også.

Med til mødet i august var også den ansvarlige politiker på området, beskæftigelsesborgmester i København, Anna Mee Allerslev.

Trods de mange førstehåndsberetninger om personlige tragedier, bevidnet af de tilstedeværende fagpersoner, holdt den unge borgmester stædigt fast i jura og klagestatistik som argument for, at der ikke var begået nogen fejl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hendes optræden både der og efter mødet var et studie i mangel på indlevelsesevne og værdimæssige pejlemærker for at være politiker.

Nu er en lang række fagforbund og organisationer, deriblandt DSAM, de praktiserende lægers faglige selskab, som jeg er formand for, gået sammen i et forsøg på at få ændret loven, så den fortolkningspraksis, man har i Københavns Kommune, ikke længere er mulig.

Når politikerne, som burde følge deres samvittighed, går embedsmændene i bedene og ikke er i stand til at give et værdibaseret modspil til nytteberegninger, klagestatistik og måltal, så giver det grobund for skandaler som den, vi er vidne til bl.a. i Københavns Kommune.

Derfor må loven præciseres og indeholde velbeskrevne rettigheder til borgerne, så det ikke kan ske igen, og sådan at de borgere, der er blevet dømt til evig sagsbehandling, kan få omstødt deres dom.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden