Ligebehandlingschef: De danske byråd er manderåd. Husk derfor at stemme på en kvinde

Det er mere sandsynligt, at din borgmester hedder Erik eller Henrik, end at din borgmester er kvinde. De midaldrende mænd dominerer i toppen af dansk kommunalpolitik. Ud af 98 borgmestre, var der efter valget i 2013 kun 11 kvinder, og der var 12 borgmestre, som hed Erik eller Henrik.

Mænd ikke bare dominerer toppen af dansk kommunalpolitik, de er også overrepræsenteret i byrådene i Danmark. Lidt mindre end hvert tredje byrådsmedlem er kvinde, og sådan har været de sidste 30 år. Der er intet, som tyder på, at det vil ændre sig efter valget senere på måneden.

Sat på spidsen kan man sige, at de danske byråd er manderåd, som styres af mænd snarere end af kvinder, og som alt andet lige i højere grad tilgodeser mænd end kvinder.

Det er ikke ligegyldigt. Selvfølgelig kan mænd føre politik, som fremmer ligestilling for begge køn, ligesom kvinder kan føre politik, der er ligestillingshæmmende. Køn er naturligvis ikke eneafgørende for den politik, byrådsmedlemmer fører.

Men hele vores politiske system hviler på et ideal om repræsentation af almindelige mennesker i det politiske system. Grundtanken er, at byrådene ikke skal finde frem til den 'korrekte' løsning af en udfordring, men til en løsning, som tjener alle i kommunen bedst muligt.

Det er vigtigt, at byrådsmedlemmerne er dygtige, men det er også vigtigt, at de tilsammen er repræsentative for kommunens befolkning. Hvis for eksempel det ene køn dominerer, er der risiko for, at det andet køns interesser ikke får tilstrækkelig vægt.

Og hvis man lægger til grund, at politiske holdninger i et vist omfang formes af ens egen livserfaring, så vil politik udelukkende ført af kvinder være anderledes end politik udelukkende ført af mænd eller politik ført af kvinder og mænd sammen.

Undersøgelser af politiske holdninger viser da også, at kvinder som gruppe betragtet for eksempel lægger mere vægt på velfærd end mænd. Dette afspejles også i, at repræsentationen af kvindelige byrådsmedlemmer er større i partierne til venstre for midten, som traditionelt fremmer en større velfærdssektor. Køn betyder altså noget for den førte politik.

Kvinder udgør som nævnt en tredjedel af landets byrådsmedlemmer. Men det tal er et landsgennemsnit. Der er to ting, som man overser, når man fokuserer på det tal.

For det første overser man, at kvinder har mindre end 20 procent af pladserne i 15 kommuner. I Brøndby, som var landets bundskraber ved sidste kommunalvalg, var kun 10 procent af de valgte byrådsmedlemmer kvinder.

Det andet, som man overser, er, at kvinder nok får 30 procent af pladserne, men ikke 30 procent af magten. Som nævnt er kun omkring 10 procent af landets borgmestre kvinder. Og de fine udvalgsposter i kommunerne går også først og fremmest til mændene.

Ubalancen er også tydelig, når man ser på spidskandidaterne på valglisterne til det kommende kommunalvalg. Ved kommunalvalget i år stiller de tre store borgmesterpartier, Venstre, Socialdemokratiet og Det konservative Folkeparti tilsammen 51 kvindelige og næsten fem gange så mange mandlige spidskandidater.

Årsagerne til kvinders lave repræsentation er mange. En væsentlig årsag er naturligvis, at vælgerne ikke stemmer kvinderne ind. Omkring 30 procent af kandidaterne til sidste kommunalvalg var kvinder, og det samme gør sig gældende ved det kommende kommunalvalg.

Når 30 procent af kandidaterne så bliver valgt ind, betyder det, at kvinder ikke decideret bliver frasorteret af vælgerne. Men det viser også, at vælgerne ikke vægter at stemme flere kvinder ind i byrådene. Man kunne jo sagtens forestille sig, at 30 procent af kandidaterne var kvinder, men at andelen af valgte kvinder ud af de kandidater var højere. Vælgerne stemmer først og fremmest på partilisten, og når de stemmer personligt, stemmer de mest på mænd. Kun 28 procent af kvindelige vælgere, som stemmer personligt, stemmer på en kvinde.

Når kun 30 procent af kandidaterne til kommunalvalg er kvinder, kan det også skyldes, at det er sværere for kvinder end for mænd at passe kommunalpolitisk arbejde ind i hverdagen.

En dugfrisk undersøgelse fra Center for Velfærdsforskning viser da også, at 30 procent af de kvindelige kommunalpolitikere mod 20 procent af de mandlige mener, at deltagelsen i kommunalpolitik går ud over tiden med deres familie.

Deltagelse i kommunalpolitik er også overraskende tidskrævende. Selv menige medlemmer af et byråd bruger omkring 20 timer om ugen på hvervet. Og det store tidsforbrug kompenseres forholdsvis ringe med omkring 7.500 kroner om måneden. Den relativt lave kompensation betyder, at de færreste vil have mulighed for at nedsætte arbejdstiden på deres hovedbeskæftigelse med 20 timer.

Konsekvensen er, at tiden må tages fra kommunalpolitikkernes fritid og tiden med familien. Tidsforbrugsundersøgelser viser, at kvinder bruger mere tid med familien og lægger flere timer i de hjemlige pligter end mænd, hvorfor kommunalpolitik kan være ekstra svær at passe ind for kvinder.

Hvis der skal rettes op på magtubalancen mellem kvinder og mænd i kommunerne, så skal der handles på alle niveauer. Alle de andre nordiske lande har vist, at det kan lade sig gøre at rette op på ubalancen.

I de andre nordiske lande er mindst 40 procent af de valgte byrådsmedlemmer kvinder. Men det kræver tre ting:

1. De enkelte byråd skal løbende arbejde for bedre kønsbalance i deres arbejde. For eksempel skal mødetider passe både for de kvindelige og mandlige medlemmer. I det omfang byrådet fordeler udvalgsposter mellem medlemmerne, bør den ligelige kønsfordeling tages med i betragtning. Og i det omfang byrådet selv bestemmer honoraret for dets medlemmer, kan man overveje et højere honorar, så det bliver nemmere at skære ned på det lønnede arbejde.

2. Partierne bør have kønsbalance som udtrykkelig målsætning. De bør sikre en bedre og mere ligelig kønsbalance på valglisterne, ikke mindst i toppen af valglisten.

3. Det ville være oplagt, hvis vi vælgere i højere grad stemte på kvindelige kandidater. Det gælder både mandlige og kvindelige vælgere. Kvinders magtunderskud i kommunerne er et demokratisk problem, som ikke løser sig selv, hvis vi bare lader stå til.