Guderne skal vide, at jeg på omtrent alle tænkelige politiske akser befinder mig milevidt fra den socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen. Flygtninge, skat – you name it. Når Henrik Sass mener det ene, mener jeg typisk det andet.
Bettina Post til S-politikere: Bare fortæl os, hvad I vil og hvorforDerfor var det en højst overraskende oplevelse, da jeg tidligere på måneden lagde øjne til Reimer Bos meget omtalte ’interview’ med Henrik Sass, helt uden at jeg kom op i det røde felt. Hans beslutning om skære ned i sin omgang med landets journalister ned til fire interviews om året, fordi de selvsamme journalister ikke giver ham nok taletid, tenderer rigtig nok til bimlende selvmodsigelse. Men Sass’ grundanalyse af nutidens mediemølle ramte noget i mig.
For det er da slående, at politikerne sjældent har mere end et par sekunder til at tale for sig, når TV Avisen og andre nyhedsprogrammer kalder dem frem til interview. Man fornemmer tydeligt et ’kortere og hurtigere’-mantra, og hvis politikeren forvilder sig væk fra den ønskede overskriftstale, er det surt show. Så slukker kameraet, og studieværten går videre til det næste.
Dennis Nørmark: Bogholdersjæle er ved at kvæle den folkelige politiske debatSamtidig bliver de politiske kommentatorer eksponeret som aldrig før. Man kan tænde for sit fjernsyn på snart sagt alle tider af døgnet og stirre på et væld af kommentatorer, der leverer den ene storslåede analyse efter den anden. Emnet er sådan set underordnet; kommentatorerne ved det hele, lige fra Dansk Folkepartis holdning til EU's nye fiskeridirektiv til de nyeste trends i Liberal Alliances bagland.
Kommentatorvældet er kommet så vidt, at der er opstået programmer som ’Jersild & Spin’ og ’Besserwisserne’, der aldrig har set skyggen af selvstændig nyhedsskabelse, men hvor formålet slet og ret er at lade en håndfuld politiske klogeåger trave rundt i politikernes motiver, gerne baseret på et misforstået tweet eller en kort og uheldig tv-optræden.
De statsejede tv-kanaler er med andre ord helt fremme i feltet i forhold til at sætte spinlogikken på formel og blåstemple den som et helt legitimt redskab i den politiske debat. Det er meget uheldigt.
De politiske analytikeres fremmarch i det offentlige rum er ikke blot en trist tendens; det er en tikkende bombe under vores demokrati. For hvor journalisterne engang blot faciliterede samtale mellem vælger og magthaver ved at stille kritiske spørgsmål og oplyse befolkningen om partiers politik, er kommentatorerne nu blevet meningsdannende i sig selv.
Politikerne skal i al hast levere deres elevatortale, inden mikrofonerne gives videre til de analytiske eksperter i studiet, som kan forklare os andre dødelige, hvordan politikernes punchlines i virkeligheden skal forstås. Her er sjovt nok ingen tidsbegrænsning, og pludselig bliver det Kommentatorkøbings udlægning af det politiske landkort – og ikke de folkevalgte politikere – der former vores holdninger.
Knud Romer: Vores politikere er ved at begå en historisk fejltagelse med DR. Vågn nu op!Den enorme taletid til politiske kommentatorer bringer med andre ord politikerne endnu længere væk os vælgere, fordi det ikke længere er politikerne, der er vores førstehåndskilde til partiernes forslag og tankegang. Det går simpelthen ikke.
Samtidig har vi som vælgere uhyre svært ved at stille kommentatorerne til ansvar for deres spådomme. De kan sige stort set, hvad der passer dem, uden at de bliver holdt op på det.
Forleden Hørte jeg Søs Marie Serup spå, at Radikale Venstre – grundet partiets stigende parlamentariske ligegyldighed – næppe vil blive en del af det nye energiforlig. Det er en givetvis rigtig, men komplet gratis analyse, for når energiforliget bliver indgået til foråret, har vi formentlig alle glemt, hvad Søs Marie Serup spåede i januar.
David Trads er en anden kommentator-darling, der skyder så mange politiske analyser ud i æteren, at man skulle tro, han trak dem i en automat. Det er besynderligt, men også en smule imponerende, at man som erklæret ekspert kan brage igennem med budskabet om, at »Lars Løkke ligner en ’dead man walking’« den ene dag, blot for i den næste analyse at konkludere, at »Løkke er Danmarks dygtigste politiker«.
Det er næsten, så selvmodsigelsen driver ned ad væggene.
De politiske kommentatorer kan sidde dag ud og dag ind på statsstøttet fjernsyn og tæppebombe seerne med analyser, uden at vi har mulighed for at holde dem ansvarlige. Samtidig kan de puste til politiske skandaler og retningsbestemme folkestemningen om et givent emne eller parti efter forgodtbefindende. Er det ikke et demokratisk paradoks?
Formand hos Dansk Journalistforbund: Mediernes konkurrence blokerer for klarsynetNår det kommer til de rigtige politikere, skal jeg da i hvert fald love for, at vælgerne – og kommentatorerne i særdeleshed – er dygtige til at holde dem op på deres udtalelser. Se bare Liberal Alliances nedslagtning på åben gade efter slaget om de såkaldt historisk store skattelettelser. Sådan bliver der aldrig gået til Kommentatorkøbing.
Måske det kunne være sundt at skabe bare en smule mere balance i regnskabet.
Politikerne erselvfølgelig ikke er uden skyld i, at vi er kommet hertil. Tværtimod. De folkevalgte har alt for længe holdt sig sirligt til deres talepapirer, og disciplinen ’at svare uden om journalistens spørgsmål’ er for længst blevet hverdagskost på Christiansborg. Derfor er der opstået et behov for, at analytikere efterfølgende afdækker, hvad politikerne egentlig mener bag spinfacaden.
Heldigvis for Henrik Sass Larsen er der – måske som en modreaktion på den evigt begrænsede taletid – begyndt at spire en række programformater op, f.eks. den politiske podcast ’Slotsholmen’, hvor den politiske fordybelse og detaljerigdom så absolut er i højsædet. Her kunne Sass nemt få lov at tale ud og udfolde sit politiske idékatalog, selv om en optræden her jo ikke er ensbetydende med et totalfravær af kritiske spørgsmål. Men det er forhåbentlig heller ikke det, hans oprør mod den politiske journaliststand skal tolkes som et udtryk for.
Ph.d.-studerende om frygten for Trump, løgnagtige medier og falske nyheder: Postfaktualitet har et klart demokratisk potentialeHvis Sass Larsen og resten af politikerfeltet turde tale frit fra leveren og rent faktisk svarede på det, de blev spurgt om, ville de komme længere ud med deres budskaber – og samtidig overlade en mere sekundær rolle til analytikerkoret i den politiske debat. Så var der jo ikke brug for analytikernes dissekering af politikernes tågesnak.
Det kræver så igen, at medierne giver plads til, at politikerne uddyber deres svar og ikke slukker for kameraerne efter 10 sekunder. Og sådan kunne man sikkert blive ved. Men en af parterne må nødvendigvis tage det første konstruktive skridt.
Det vil være en enorm sejr for demokratiet, hvis det lykkes at flytte rampelyset fra de politiske kommentatorer og tilbage på de rigtige politikerne. Det vil kræve en selvransagelse hos både medier og politikere, men det vil være den rigtige vej at gå.
For det er jo trods alt til politikerne – og ikke til de autodidakte kommentatorer – vi har uddelegeret vores magt til at føre politik til.
fortsæt med at læse
