Når medlemmerne af Enhedslisten i dag ruller de røde faner ud, kan de ranke ryggen i vished om, at det yderste venstre ikke har stået stærkere siden befrielsesvalget i 1945.
Fra at have balanceret på spærregrænsen for 10 år siden er Enhedslisten vokset og nyder nu opbakning fra næsten hver tiende dansker, mens medlemstallet nærmer sig de 10.000. Danmarks fjerdestørste parti og største venstrefløjsparti, som det flere gange blev sagt på partiets landsmøde her i weekenden.
Her var 336 Listefolk samlet på partiets højborg Nørrebro i København. Til det landsmøde, der meget vel kan blive det sidste inden folketingsvalget næste år. Forud havde partiet lanceret sit ’100 dage’-program med 100 forslag til bl.a. skattelettelser til de lavtlønnede, millionærskat og en samfundsbank.
LO-formand til Venstre på 1. maj: Vil I være et arbejderparti, må I ændre politik på mindst 8 punkterDet er disse forslag, Enhedslisten kommer til at gå til valg på, og disse krav, partiet vil stille til en kommende socialdemokratisk regering. Enhedslisten vil være en politisk magtfaktor i sin egen ret. Truslerne om at vælte Mette Frederiksen (S), før hun overhovedet er blevet statsminister, blev da også sendt af sted med løs hånd. Som en landsmødedeltager sagde: »Man skal disciplinere sine socialdemokrater«.
Hvor de fleste partier efterhånden har skåret deres landsmøder og kongresser ned til en forlænget lørdag med klapning efter formandens beretning, så holder Enhedslisten fanen højt fra de glade 70’ere, hvor venstrefløjsfraktionerne kunne diskutere vedtægter og teori til den lyse morgen. Her tager man partidemokratiet dødsens alvorligt. Landsmødet er højeste myndighed, og derfor skal der stemmes om snart sagt alle tænkelige eventualiteter, så man ikke risikerer at stå i en situation, hvor folketingsgruppen skrider ud til højre.
Det fører til nogle meget lange landsmøder, men det giver også de menige medlemmer en følelse af at blive hørt og taget alvorligt. Og der var da også fuld plade på venstrefløjsfordomsbingo.
Talerlisten var kønskvoteret mellem mænd og kvinder, hvilket dog blev problematiseret af de medlemmer, der ikke definerer deres køn binært. Der var hilsner til Palæstina og Latinamerika samt 100 procent vegansk forplejning – i øvrigt velsmagende, da den ikke var tilberedt af hippier, men af kvinder med mellemøstlig baggrund. Veganerlinjen medførte også nul mælk til kaffen. Heldigvis kunne man stadig erhverve sig en lunken økologisk Thy-pilsner til 15 kr. Dog først efter kl. 18 og uden undtagelser, selv ved fremvisning af pressekort. I det socialistiske Danmark er alle lige.
Enhedslisten valgte tilbage i 2014 at udrense principprogrammet for resterne af kommunistisk vraggods. Revolutionen, der i små 100 år var selve målet for venstrefløjens virke, blev godt og grundigt skrevet ud af programmet og er nu kun nævnt med et enkelt spagfærdigt pip.
Mest af alt for historiens skyld. Ifølge partinestor Per Clausen kan en revolution nemlig også være, når en Venstre-statsminister begynder at interessere sig for miljøet. Så er det vist ikke muligt at udvande det begreb yderligere.
Enhedslisten har sat sit hold til næste folketingsvalgVed at droppe revolutionen skar Enhedslisten kablet til et historisk drivanker, for det er svært at pege på en eneste socialistisk revolution, der ikke meget hurtigt endte i fattigdom og tyranni. Ja, helt umuligt faktisk. Derfor var det taktisk smart for Enhedslisten at gøre op med den arv fra Lenin, der var fællesmængden for de tre stifterpartier VS, DKP og SAP. Imidlertid efterlod det også et strategisk hulrum, for hvis Enhedslisten ikke skulle organisere arbejderklassen til at storme børsen og afskaffe politiet, hvad så? De små forbedringers politik var allerede taget af SF’erne, og det parti fik ikke mange pæne ord med fra landsmødet.
I stedet spejdes der over Nordsøen til det britiske Labour-parti, der efter et hostile takeover af venstresocialisten Jeremy Corbyn har revitaliseret den engelske venstrefløj. Labour ligner i dag en reel udfordrer til den konservative premierminister, Theresa May. Det er chefstrateg Pelle Dragsteds håb, at Enhedslisten kan gøre Corbyn kunsten efter, marginalisere det midtersøgende Socialdemokrati og udfordre den borgerlige regering.
Enhedslisten mister flere profiler - men partiet har også et nyt, ungt håbDet er dog ikke noget, der for alvor skræmmer socialdemokraterne. Her har man svært ved at se, hvordan Enhedslisten for alvor skal springe ud som masseparti. Til det er partikulturen for lukket og budskaberne for smalle. Til gengæld er man rasende over Enhedslistens adræthed i de offentlige overenskomstforhandlinger, hvor partiet fremstår som lønmodtagernes sande venner.
Socialdemokrater ser med angst og bæven på Enhedslistens popularitet blandt de faglige tillidsfolk og det voksende antal af Enhedsliste-medlemmer på fagbevægelsens lønnede poster. Jobs, der ellers i mere end 100 år har været forbeholdt socialdemokrater med partibogen i orden.
Sagen er bare den, at socialdemokraternes troværdighed i fagbevægelsen er i bund efter indgrebet i lærerkonflikten i 2013. Med Enhedslisten er det omvendt. Hvor andre politikere lyder som embedsmænd, kommunikerer venstrefløjen, så man kan mærke menneskene bag. De mestrer det, man på corporate-dansk kalder story telling.
Nikolaj Villumsen skal føre Enhedslisten ind i EU-ParlamentetEnhedslistens problem, som partiet deler med resten af de succesfulde europæiske venstrefløjsbevægelser, er, at det intet sted er lykkedes at konvertere den retoriske styrke til politiske resultater. Med 100 dage-programmet har partiet taget et skridt i retning af mere pragmatisme. Det er helt sikkert nødvendigt, hvis partiet skal fortsætte sin vækst, men det er også en farlig sti at betræde.
Ved at blive mere konkret får Enhedslisten sværere ved at love mere til alle. Man risikerer at skulle prioritere. Studenterne eller de arbejdsløse. Miljøet eller nye boliger. 100 dage-programmet kan blive Enhedslistens ’fair forandring’, der ligesom den gamle S-SF-plan kan ende med at skuffe vælgerne, når løfterne ikke bliver til virkelighed.
Det er dog næppe noget, der bekymrer her 1. maj. Over skyerne stråler solen, og Enhedslisten har en klar forventning om at komme endnu højere op i meningsmålingerne, men som SF’s nyere historie demonstrerer, så kan socialister brænde sig noget så grusomt, når de flyver for tæt på solen.
fortsæt med at læse
