I Danmark har vi en af verdens højeste erhvervsfrekvenser for kvinder, men vi har også en vedvarende og markant lønforskel mellem kønnene, hvor kvinderne må affinde med sig lavere løn og dårligere pensionsopsparinger.
En dansk kvinde tjener i 2018 gennemsnitligt 14-18 procent mindre end en mand, og når hun engang forlader arbejdsmarkedet, har hun omkring en tredjedel mindre stående på pensionsopsparingen. Det er hamrende skævt.
Når forskningen skal forklare uligheden, springer særligt to årsagsforklaringer i øjnene:
Vi lønner traditionelt mandearbejde væsentligt bedre end traditionelt kvindearbejde, og store erhvervsgrupper såsom sygeplejersker, lægesekretærer og pædagoger får derfor kun ringe økonomisk belønning i forhold til deres uddannelsesniveau og daglige ansvar.
Det danske samfund anno 2018 er trods årtiers kvindekamp stadig indrettet efter et kønsrollemønster, hvor det er mor, som er den primære omsorgsgiver. Den skæve fordeling af barsel og omsorgsdage kan mærkes på mors pengepung.
Når de danske kvinder udgør halvdelen af arbejdsstyrken, burde vi have ligestilling mellem kønnene, også når det kommer til arbejdet i hjemmet
I 2018 skete der to små, men vigtige ting i forhold til at sikre et mere ligestillet samfund: Ved overenskomsten for det offentlige arbejdsmarked i 2018 blev der for første gang i Danmarkshistorien afsat en pulje penge øremærket til at udligne en smule af løngabet mellem de traditionelle mande- og kvindefag, og kort efter vedtog EU, at alle medlemslandene fremover skulle øremærke to måneder af barselsorloven til moderens partner.
Men skal vi for alvor gøre op med uligheden, kan vi ikke stoppe her; vi må som vores nordiske nabolande gå forrest i kampen for ligestilling. Gennem bl.a. lovgivning om ret til fri med løn ved barnets sygdom, øremærket barsel og ligelønscertificering af virksomheder er vores skandinaviske naboer i gang med at nedbryde de strukturer, som fastholder uligheden.
Hvorfor har vi stadig pigeløn og ikke ligeløn?
I Danmark har vi et meget kønsopdelt arbejdsmarked, hvor knap to tredjedele af alle erhvervsaktive mænd og kvinder arbejder i et fag, hvor deres eget køn udgør 75 procent eller mere. I 2018 kan vi altså stadig tale om kvinde- og mandefag, og desværre også om kvinde- og mandeløn; for i stort set alle fag, hvor kvinderne er i overtal, er lønnen lav.
Hvis kvinder ikke skal fortsætte med at få for lidt, kræver det handling
Årsagen til dette er, at fortidens kønsroller er vævet ind i nutidens lønninger. Lønhierarkiet mellem fagene i den offentlige sektor bygger nemlig i høj grad på det hierarki, som blev fastlagt med tjenestemandsreformen i 1969. I 1969 blev kvinders arbejde anset som sekundært til mænds, og de kvindedominerede fag blev derfor placeret lønmæssigt ringe i forhold til mandsdominerede fag. F.eks. er en sygeplejerskes startløn i tjenestemandsreformen sat 18 procent lavere end en politibetjents. I teorien kunne vi for længst have ændret på dette kønsmæssigt skæve hierarki, men det kræver, at enten Christiansborg eller de ikkekvindedominerede dele af fagbevægelsen anerkender problemet og prioriterer at finde de nødvendige økonomiske midler til at løfte de traditionelle kvindefag.
I de offentlige overenskomster 2018 anerkendte arbejdsmarkedets parter for første gang nogensinde denne historiske urimelighed, og der blev derfor afsat en speciel pulje på 110 millioner til at mindske det strukturelt forårsagede løngab. Puljen var en vigtig symbolsk anerkendelse af problemet, men skal der for alvor rådes bod på fortidens synder, skal der væsentlig flere penge på bordet.
De traditionelle kønsroller spænder ben for ligeløn. Når de danske kvinder udgør halvdelen af arbejdsstyrken, burde vi have ligestilling mellem kønnene, også når det kommer til arbejdet i hjemmet. Flere undersøgelser viser da også, at danskerne ønsker ligestilling, men at de samtidig i stor grad lever efter de traditionelle kønsroller, hvor det er kvinderne, der (stadig) står for størstedelen af det ulønnede arbejde i hjemmet og omsorgsopgaver i forbindelse med børn. Det gælder særligt for barselsorloven, hvor den nybagte mor i gennemsnit tager 296 dages barsel, mens fædre i gennemsnit kun er væk fra arbejdet 36 dage, hvilket vil sige 7,3 procent af den samlede orlov.
Skriv kommentar