Nationalmuseets store Vikingeudstilling. Det er designeren Jim Lyngvild, som har været med til at tilrettelægge udstillingen. Det har han fået kritik for, men nu kommer en tidligere rektor ham til undsætning.
Foto: Peter Hove Olesen

Nationalmuseets store Vikingeudstilling. Det er designeren Jim Lyngvild, som har været med til at tilrettelægge udstillingen. Det har han fået kritik for, men nu kommer en tidligere rektor ham til undsætning.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Opbakning til Jim Lyngvild: Nu er vikingerne endelig kommet i farver

Debatindlæg

Broby-Johansen, den selvlærte danske kunsthistoriker, påstod i slutningen af 1940’erne, at oldtidsskulpturer og runesten oprindelig havde været farvelagt: Jellingestenene i farver? Manden måtte være gal! Og Broby fik høvl i aviser og tidsskrifter af arkæologer og kunsthistorikere. En enkelt af de mange ophidsede fagfolk vendte dog skråen og henvendte sig til Broby, om han ikke kunne tænke sig at vise offentligheden, hvordan Jellingestenene ville have set ud, hvis de havde været bemalede? Denne mand var Nationalmuseets direktør, P.V. Glob. Broby takkede ja, og direktøren lod straks to papmachéjellingesten fremstille. På en annonceret dag for publikum og presse demonstrerede Broby i Nationalmuseets gård med farver og pensel, hvordan han mente stenene havde set ud, da kongerne Gorm og Harald rejste dem i vikingetidens Jelling.


I dag ved vi, at oldtiden var ren farvelade. Middelalderen var også kulørt. Det har de synske sådan set vidst hele tiden, men nu har de ’farveblinde’ også måttet give sig. En gang imellem kræver det ’historisk fantasi’ at forestille sig, hvordan virkeligheden egentlig har taget sig ud i fortiden. Og historisk fantasi er netop, hvad Nationalmuseets vikingeudstilling praktiserer i kombinationen af Jim Lyngvilds design og arkæologernes tekster og kuratering af udstillede genstande. Vi får både vikingerne i farver og muligheden for at fordybe os i de fine og præcise tekster. Dertil kommer det sanselige. Jeg bemærkede under mit eget besøg, at folk har svært ved at forlade rummene, selv om de rent faktisk havde set det hele og læst alle teksterne. Det er efter mine erfaringer det helt store succeskriterium.

Nationalmuseet har gjort det før. Fra slutningen af 1960’erne og det meste af 70’erne var det historikeren Erik Kjersgaard, der trak det store publikum til museets populære udstillinger i Brede. Men også han blev klandret af ’samfuttighedsvilde’ fagfolk for popularisering. Direktør Allis Helleland måtte på Statens Museum for Kunst i 1996 døje samme sure bjesk, da hun kontrasterede udvalgte kunstværker med modeskaberen Erik Mortensens kreationer: ’Statens Museum for Kluns!’, lød det.

Men både Kjersgaard og Helleland rettede op på deres institutioners renommé og økonomi med deres på én gang kontroversielle og populære tiltag vel at mærke uden at lade kronjuvelerne i samlingerne i stikken. Så mon ikke også Nationalmuseets succesfulde genaktivering af den historiske fantasi på videnskabeligt grundlag er kommet for at blive

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce