De seneste dage har 3F været i konflikt med størstedelen af staderne i Tivoli Food Hall i København. Det er selvfølgelig sket for at ødelægge julehandlen mest muligt og derved lægge maksimalt pres på staderne.
På overfladen er det foregået lige efter bogen. Fagforeningen skal forsøge at presse arbejdsgivere til at give deres medlemmer så gode vilkår som overhovedet muligt. Og kan man ikke nå en aftale med arbejdsgiverne, må man bruge de lovlige konfliktredskaber. Det er kernen i den danske model.
Men under overfladen gemmer sig en langt mere usympatisk sandhed. 3F kæmper nemlig ikke for deres medlemmer i denne sag. De har på det nærmeste ingen medlemmer blandt virksomhederne i Tivoli Food Hall. Det er altså ikke en kamp for at stille sine medlemmer bedre, der motiverer konflikten. Det er bare 3F, der ønsker at udvide sin forretning med tvang.
Man kan så indvende, at 3F’s medlemmer i branchen har en interesse i, at vilkårene i branchen ikke undergraves. Hvis man har et område, hvor de af 3F aftalte vilkår gør sig gældende, så vil de kunne komme under pres, hvis nye ikkeoverenskomstdækkede virksomheder skyder frem. Det kan altså være i medlemmernes interesse at sikre de vilkår, der gælder i branchen. Men 3F’s vilkår er ikke dem, der gør sig gældende i branchen, da de kun har overenskomster med ca. 10 procent af restauranter og cafeer. De kan altså ikke med nogen rimelighed påstå, at forholdene i Tivoli Food Hall har nogen betydning for deres medlemmer.
Og dem, som fagbevægelsen forgiver at repræsentere, nemlig medarbejderne i de pågældende stader, ja, de ønsker ikke 3F’s overenskomst. 3F’s overenskomst kræver pensionsopsparing. Men en meget stor andel af medarbejderne er ungarbejdere, der har denne type jobs i kort tid ad gangen. Drypvis pensionsopsparing er værdiløs for dem, da den bliver ædt op af gebyrer.
Desuden fastholder 3F, at der skal være overtidsbetaling i weekenden, fordi det er et særligt gene. Men mange studerende, der har denne slags jobs, har et ønske om at arbejde i weekenden. 3F’s overenskomst er på dette område ganske enkelt et dårligt produkt, som de forsøger at stoppe ned i halsen på både arbejdsgivere og arbejdstagere. 3F repræsenterer på usympatisk vis ikke arbejderen, men kun sig selv.
3F går i konflikt med Tivoli-restauranterDenne adfærd fra 3F er ikke kun et storbyfænomen. I Karup har 3F ført sympatikonflikt mod mælkebonden Lars Kristensen. Hans store brøde bestod i, at han gerne ville hjælpe nogle skoletrætte unge ind på arbejdsmarkedet. Disse kunne ikke oppebære den overenskomstmæssige løn, men kun starte på et elevniveau og få bedre forhold, i takt med at deres arbejdskraft blev mere værd. Ganske fornuftigt ville mange mene. Men ikke 3F.
De førte sympatikonflikt, og som mælkebonde kan man ikke drive virksomhed og være i sympatikonflikt. For Arla vil ikke tage imod mælken fra en mælkebonde i sympatikonflikt og kan pålægge bonden bøder, hvis han forsøger at sælge mælken til andre. Så 3F lykkedes med at få gennemtvunget en overenskomst – og de unge mennesker fyret.
Og det er langtfra det eneste eksempel. Anders Kappel fra Falster har oplevet præcis det samme. Og Kristelig Arbejdsgiverforening angiver, at ca. 20 landmænd er udsat for et lignende pres, hvor det kun er et spørgsmål om tid, inden de enten må lukke forretningen eller give efter for bøllemetoderne.
3F’s korstog på vegne af sig selv afslører en stadig større sygdom i dele af fagbevægelsen. Man har mistet troen på, at man har noget værdifuldt at tilbyde medarbejdere i Danmark.
Det ser man, når fagbevægelsen himler op over, at udlændinge og studerende får dårligere dagpengerettigheder. At der sker tilpasninger, så det er dem, som bidrager med skatteindtægter og a-kassebetalinger, der også skal have rettighederne. Og man ser det i deres evindelige forsøg på at tvinge overenskomster ned over hovedet på medarbejdere og virksomheder, som ikke ønsker dem.
Fagforeningerne må jo åbenbart selv mene, at de har så dårligt et produkt, at man ikke kan få nogen til at være med, hvis ikke de kan tvinges eller bestikkes til det.
Den slags opførsel er med til at underminere tilliden til den danske model. Den danske model skal moderniseres, så den fremmer et mangfoldigt og rummeligt arbejdsmarked, hvor der er plads til konkurrence mellem fagforeninger.
Derfor vil Liberal Alliance indskrænke magtsyge fagforeningers ret til sympatikonflikter mod arbejdspladser, hvor de ikke har medlemmer. For selvfølgelig skal små erhvervsdrivende have mulighed for frit at vælge fagforening og overenskomst uden at blive trynet af magtmastadonter som 3F.
fortsæt med at læse
