Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Arkivtegning:  Mette Dreyer

Arkivtegning: Mette Dreyer

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Facebook har fat i mig helt ind i kernen: Jeg vil ud, men undskyldninger bliver ved med at melde sig

Hvad skal der til, før vi tør klikke os ud Facebook, der har en stifter, som er fuldstændig ligeglad med det ansvar, det indebærer at dele indhold og forbinde alverdens mennesker?

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da vi anden juledag kørte hjem fra det jyske julegilde, sad jeg og scrollede i nyhedsoversigten på mobilen og blev straks lokket af en artikel om et af de mest diskuterede virksomheder i tiden: Facebook.

Virksomheden, der er sat i verden med en mission om at dele og gøre verden mere forbundet og åben. Og mens jeg sluger det fine resumé af årets eskapader fra Mark Zuckerberg råt, tænker jeg endnu en gang: Hvorfor har jeg en facebookprofil?

Siden min bryllupsrejse til Bali i 2015 har jeg svoret, at jeg skulle lukke ned for min profil, da den jo generelt bare støjer, bimler og bamler og prikker til mig med alverdens ligegyldigheder, som jeg bruger al for meget energi og tid på. Men af en eller anden årsag har jeg ikke kunnet lukke ned for det her forbandede medie.

Først var påskuddet, at jeg var forbundet med bestyrelsen i ejerforeningen og den kære madklub. Studiegrupper var der også en del af samt mit deltidsjob, hvor man skulle være online for at hapse ekstra vagter, som oftest blev lagt op her. Facebook var på det her tidspunkt for mig primært blevet en platform, hvor jeg planlagde at mødes med andre i fællesskab. Lige i henhold til stifterens mission.

Da vi et par år senere var på vej ind i 2018, blev jeg på ny motiveret for at lukke ned for Facebook, da vores familieforøgelse stod for døren. Jeg havde en vis frygt for, at jeg skulle blive en af de her forældre, der har helt firkantede øjne af deres mobil, og jeg svor, at jeg skulle ud af platformen. Men. Jeg nåede ikke at lukke ned, inden vores datter kom til, og hvad blev så det næste, der bandt mig til Facebook? Kan I gætte det? Selvfølgelig var det mødregruppen.

Jeg tror, at vi er mange danskere, der ved bedre end at støtte op om en virksomhed som Facebook

Efter vores bryllupsrejse er min facebookadfærd dog blevet radikalt forandret. Jeg begyndte med at slukke for samtlige notifikationer på min telefon. Instagram slettede jeg og sidenhen også Facebook og Messenger-appen, da jeg fandt ud af, at de rodede for meget rundt i min telefon.

De fleste i min omgangskreds ved efterhånden, at jeg ikke foretrækker Facebook, men alligevel er det ligesom bare der, det sker. Ligesom når man har lyst til at tage hjem fra en fest, men alle vennerne står og siger »bliv nu«. Men hvorfor er Facebook så foretrukken en platform? For når man ser virksomheden efter i sømmene, så er det jo vanvittigt forrykt, at dets opfinder er så fuldstændig ligeglad med det ansvar, det indebærer at dele indhold og forbinde alverdens mennesker på godt og ondt.

Jeg tror, at vi er mange danskere, der ved bedre end at støtte op om en virksomhed som Facebook. Men hvad skal der så til, før vi tør klikke os ud?

Jeg erkender blankt, at Facebook har fat i mig – helt ind i kernen. Som jeg sidder og sletter i min tidslinje, min venneliste og mine billeder, bliver jeg ikke bare vemodig og ked af det, men også bange for at forlade dette fællesskab. Og jeg kan kun vagt høre fornuftens stemme, der fortæller mig, at det her, det er ikke virkeligheden. At det her blot er en afspejling, der viser en procentdel af ikke bare den virkelige verden, men også den falske verden.

Og det at slette opslag m.m. herinde, som jeg i de fleste tilfælde ærlig talt havde glemt, jeg havde set, delt og tagget, jo ikke slettes fra mit liv af den årsag. Billederne har jeg også på min computer.

De betydningsfulde relationer, familien og vennerne, har jeg i dagligdagen. Og de mange underholdende memes og videoer med franske bulldogs og deres fjollerier, som min kære mor og far har delt med mig, er nok ikke det største tab.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg bruger tid på at fjerne og slette indholdet fra min facebookprofil, når jeg alligevel vil slette min konto. Men af en eller anden årsag er det for mig en del af processen i at forlade dette fællesskab. Jeg er simpelthen nødt til at muge ud, før jeg kan sige farvel.

Og så vil jeg have slettet mine digitale fodspor bedst muligt, selv om jeg udmærket er klar over, at Facebook har alle mine handlinger godt lagret i et kæmpe datacenter sammen med alle jer andres.

Spørgsmålet er i virkeligheden, om jeg formår at træde ud af dette fængende fællesskab, dette rent ud sagt forbandet afhængighedsskabende virtuelle univers, i 2019?

Eller om min kære hjerne finder på et eller andet nyt påskud til at blive hængende sammen med alle jer andre.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

Podcasts

  • 
    Strassbourg - EU - Parlament - Parliament - Europa - afstemning - Vote - Portræt - Reportage (ikke Brussel)

    På søndag har du chancen for at sætte dit eget lille personlige præg på, hvordan EU i fremtiden skal tackle nogle af Danmarks og klodens helt store udfordringer. Men hvor mange af de beslutninger, som lægger rammerne for vores hverdag, træffes egentlig i Bruxelles?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

Forsiden