Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Per Marquard Otzen/Politiken-Tegning
Arkivtegning:: Per Marquard Otzen/Politiken-Tegning

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Dennis Nørmark: Hvorfor har politi-kerne ansat folk til at opfinde kritiske spørgsmål, ingen har nogen som helst gavn af?

Inde i Christiansborgs Teater kværner politikerne ufortrødent videre med at positionere sig med ligegyldige spørgsmål, som ingen uden for Borgens mure har nogen som helst gavn af - endsige interesse for.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vil ministeren uddybe, hvorfor en fuld udlægning af dramaproduktionen i DR vil vanskeliggøre samarbejdet om styrket nordisk drama med de øvrige nordiske public service broadcastere, herunder om de øvrige nordiske broadcastere ser ens på dette?«.

Sådan lyder et af de tusindvis af udvalgsspørgsmål, som landets ministre – i det her tilfælde kulturministeren – bliver bedt om at besvare. Sidste år brugte DR administrative ressourcer på at svare på i alt 70 spørgsmål som det ovenstående, stillet af Folketingets Kulturudvalg. I øvrigt stillet af de samme politikere, der mener, DR bør spare mere på administration end på radio- og tv-produktion.

Trangen til at gøre noget og ikke mindst til at vise, at dem der for tiden har magten ikke gør noget for en særlig gruppe, knopskyder i bureaukrati og meningsløs aktivitet, og ingen ser ud til at tage ansvaret for noget af det

Sidste folketingsår blev der stillet 13.668 skriftlige spørgsmål fra udvalgene til ministre, og læg dertil 871 samrådsspørgsmål samt ikke mindst 1.082 spørgsmål til ministrene stillet direkte i folketingssalen. Det er et svimlende antal henvendelser. Nogle af dem stillet af nysgerrige folketingsmedlemmer, og nogle af dem er i realiteten blot stillet igennem et folketingsmedlem, men den virkelige afsender er en tænketank, en interesseorganisation eller private konkurrenter til offentlige institutioner.

Antallet af samråd er steget støt, særligt i takt med at de er blevet offentlige og tv-transmitterede og på den måde giver folketingets politikere mulighed for at brillere som skarpe inkvisitorer og stille spørgsmål af livsvigtig karakter for folkestyret. Som da Rasmus Prehn fra Socialdemokratiet i 2017 indkaldte transportministeren i samråd om et blogindlæg, han havde skrevet i 2010. Eller Astrid Kragh, samme parti, der ligeledes utrætteligt har indkaldt ældreminister Thyra Frank i samråd om hendes (for)tid som forstander for plejehjemmet Lotte.

Ifølge venstreminister Eva Kjer Hansen og Morten Flindt, der sidste år udgav bogen ’Det Forsømte Folketing’, er en væsentlig del af de spørgsmål, der stilles i disse samråd i øvrigt slet ikke forfattet af politikerne, men ofte af politikernes og endog Folketingets administrative medarbejdere. Der er således ansat folk til at opfinde kritiske spørgsmål, deres politiske chefer ikke engang har fantasi til at finde relevant at spørge en minister om. Men hvorfor denne iver? Svaret er at det er blevet politikernes modus operandi.

Da René Gade fra Alternativet allerede i 2017 annoncerede, at han forlod Folketinget, var det blandt andet fordi politik har udviklet sig til en partipolitisk bandekrig, hvor det meste af tiden ifølge ham går med at finde huller, fejl og mangler hos ens politiske modstander i stedet for at arbejde sammen tværpolitisk – og samtidig bruge medierne til at spinne i stedet for at oplyse konstruktivt.

En art politisk teater, hvor folketingspolitikere foregiver at være demokratiske vagthunde, hvilket dog er totalt gennemskueligt for vælgerne, at de ikke er, hvorfor der er opstået en stadig tiltagende mistillid imellem vælgerne og de folkevalgte. Et teater som embedsværket, centraladministrationen og selv velfærdsstatens fodsoldater direkte og indirekte bliver involveret i, på grund af et absurd behov for at vide alt om alt.

Det er lærere, pædagoger, læger og socialrådgivere der skal ’skriftliggøre’, dokumentere, bevise og notere ting ned. De skal redegøre for antallet af indsatser, møder, klager og henvendelser. De skal notere forsinkelser på svar, på behandlinger eller på afgørelser. De skal fremskaffe det nyeste tal på infektioner på sygehuse, på klager over karaktergivningen eller sygefravær på kommunale plejehjem, fordi ministeren skal i fjernsynet eller i folketingssalen.

Dokumentationsbehovet ender også som ligegyldige og virkningsløse KPI’er i offentlige lederes resultatkontrakter, som ikke motiverer til andet, end at lederne pisker deres medarbejdere rundt for at opfylde planer og måltal, selv om de ikke giver os bedre ydelser i velfærdsstaten.

Dette pres skaber et miljø, hvor man altid skal lave elevplaner, handleplaner og politikker for et område, en befolkningsgruppe, en aldersgruppe eller et andet særligt udpeget segment i befolkningen. Der har indtil for nylig været 14 overgrupper og 80 undergrupper bare i beskæftigelsessystemet. Hvorfor? Fordi der på et tidspunkt har været en folketingsdebat om, hvad vi gør med enlige mødre på revalidering eller ufaglærte eller ledige på sygedagpenge i et uddannelsestilbud eller noget fjerde, femte eller firsindstyvende.

Trangen til at gøre noget og ikke mindst til at vise, at dem, der for tiden har magten, ikke gør noget for en særlig gruppe, knopskyder i bureaukrati og meningsløs aktivitet, og ingen ser ud til at tage ansvaret for noget af det.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

At evnen til at se indad tydeligvis er fraværende på Christiansborg blev yderligere understreget, da regeringen for et par år siden igangsatte en større undersøgelse af det forhadte bureaukrati i kommunerne. Den viste dog bare, at størstedelen af papirnusseriet og de tåbelige regler, som kommunerne sidder og administrerer efter, hidrører fra beslutninger taget i landets parlament.

Igen handler det nemlig om, at Folketingets politikere ønsker en mur af dokumentation og processer, de kan referere til, når noget går galt, eller når en politisk hedspore skal imponere partiapparatet ved at stille kritiske spørgsmål til ministre om, hvor ofte der er fejl i klagesager, hvor lang den gennemsnitlige behandlingstid er på en hofteoperation, eller hvor mange der vil blive visiteret til et fleksjob i fremtiden, hvis regeringens lovgivning bliver til virkelighed. Svar man kan hive frem i en debat eller en kampagne, når man som opposition skal stå sig godt i fremtiden.

Og det er ikke kun folketingspolitikernes skyld, at vi har fået et politisk teater som dette. Også journaliststanden giver den gas i håbet om at stå for den næste afsløring af fejl, mangler og overforbrug. Således bruger velfærdsstatens administrative medarbejdere også en anseelig mængde tid på at håndtere aktindsigter fra journalister, for også pressen er en velvillig medspiller i det politiske teater. Også her skal man være kritisk og fremme sin egen sag ved at påpege fejl hos de andre.

Det er ikke kun folketingspolitikernes skyld, at vi har fået et politisk teater som dette. Også journaliststanden giver den gas i håbet om at stå for den næste afsløring af fejl, mangler og overforbrug.

Men det politiske teater dræner det offentlige for kræfter og arbejdsglæde. Som afgående direktør i Region Hovedstaden, Hjalte Aaberg, beskrev det i et interview i Børsen: »Vi har fået et ekstremt reaktivt politisk system, hvor du hele tiden reagerer på møgsager og taler for mere styring, redegørelser, advokatundersøgelser. Det er det, der fylder i den politiske værktøjskasse, i stedet for hvordan vi skaber en verden, der tager bedre hånd om de store udfordringer«.

Aaberg var topembedsmanden, der fik nok af at servicere et politisk system, som ikke længere tænkte på det store billede, men på karrierefremmende tiltag, der kunne styre dem i retningen af personlig succes ved at påpege problemer hos deres modstandere.

Den forudsigelige indvending imod denne udlægning er den sædvanlige. Nemlig, at det her jo er det fine ved demokratiet. Det er besværligt, tidskrævende og omstændigt, men det sikrer, at magten bliver holdt i ørerne. Desværre udelader det argument noget væsentligt. Nemlig, at der er snesevis af alvorlige politiske problemer, der truer vores demokrati, som ikke bliver undersøgt eller får konsekvenser.

Vi har en udlændingeminister, der laver en ulovlig instruks omkring adskillelse af mindreårige asylansøger-par, vi indfører flere og flere frihedsbegrænsninger for borgerne for at undgå en overdreven terrortrussel, ghettodannelser eller ’hjælpe’ integrationen på vej. Vi har endnu ikke et overblik over, hvordan i himlens navn Skat igennem flere år kunne bære sig så uansvarligt ad, og gang på gang lukker vi for tidligt undersøgelser som Tibet-sagen, eller om hvorfor vi gik i krig i Irak.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For når skiftende ministre eller partier har været inde over en beslutning, er det pludselig ikke så interessant at beskytte demokratiet, åbenheden og folkestyret. Så kan den kritiske granskning nemlig ikke bruges til at få nogle politiske modstandere i fedtefadet. Længere rækker interessen for at være demokratisk vagthund altså heller ikke.

Man gider i øvrigt heller ikke forfægte demokratiske rettigheder, når det drejer sig om udlændinge, for der er ikke nok stemmer at hente hos humanisterne, der forarges over den glidebane, vi har bevæget os ud på.

Så inde i Christiansborgs Teater kværner man ufortrødent videre med at positionere sig med ligegyldige spørgsmål og henvendelser, som ingen udenfor Borgens mure har nogen som helst gavn af, endsige interesse for. Alt imens det offentliges ansatte spænder ben for sig selv og hinanden for at føde svar ind i et system, der er blevet sig selv nok og totalt har tabt blikket for, om arbejdet gavner helheden for det land, man skulle arbejde for.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse
    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om hvid racisme og White Power-bevægelsen i USA.

  • Finn Frandsen

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?
    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om koens fremtid.

  • Lars Krabbe

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen
    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om den ukendte Kim Larsen.

Forsiden