Hvorfor lægge skatteborgerne til last, når man kan træne sig ud af den dårlige ryg.
Foto: Philip Ytournel/Politiken-Tegning

Hvorfor lægge skatteborgerne til last, når man kan træne sig ud af den dårlige ryg.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Yoga-instruktør: Det er for nemt at lægge ansvaret for din egen sundhed over på samfundet

Hvis jeg bliver sundhedsminister, skal alle de veluddannede og stillesiddende danskere, der kæmper med ondt i kroppen, have en recept på bevægelse og træning af kroppen.

Debatindlæg

Der er noget ved vores sygdoms-curlende sundhedssystem, jeg simpelthen ikke forstår: Hvordan kan veluddannede, velinformerede, rige, stillesiddende mennesker i vores land trække en hofteoperation i en automat, uden først at blive stillet til ansvar for, hvordan man behandler kroppen?

Hvordan kan man slippe af sted med at sidde stille på en stol med de skader, alle ved kommer ud af det, og så bagefter forvente, at samfundet skal betale for skaden? Det forekommer mig, at det simpelthen er for nemt at lægge ansvaret for egen sundhed og førlighed over på samfundets skattekasse. Og sundhedsbudgetterne lider under det.

Som bevægelseskonsulent og yogalærer på Frederiksberg underviser jeg ikke i Udkantsdanmark, hvor folk har få midler. Ej heller i Reden på Vesterbro eller Grevinde Danner Huset. Mine kunder kommer ikke fra Mændenes Hjem eller er tidligere narkomaner. Fred være med alle jer. I skal have al den hjælp, I kan få, og selvfølgelig skal samfundets rigeste betale for det. Intet andet giver mening og er slet ikke til diskussion.

Det er ikke den nedslidte rengøringsdame eller de hjemløse, jeg er kritisk over for.

Det er direktøren for eget arkitektfirma, advokaten, journalisten og bankdirektøren. Alle dem, der har kørt karriere på en kontorstol og langsomt mister førligheden. Fordi de har siddet for meget.

Jeg retter min kritik mod dem – med risiko for at miste mine kunder, fordi de også kommer i mit studie. Det er klienter, der kommer til mig med diverse skavanker. Det kan være slidgigt i hoften, dårlig ryg osv. Det er mennesker, som måske står over for at vælge en operation. Men efter nogle ganges træning hos mig er deres respons til mig, at de har det bedre. Som regel går deres smerter væk, og operationen bliver aflyst. Derefter ser jeg dem ikke mere. For nu gør det jo ikke ondt længere.

Jeg opfordrer dem selvfølgelig altid til at fortsætte på et træningshold for at holde kroppen vedlige og ikke falde tilbage i skaderne. Men mange bliver væk. For nu er de jo raske!

Det, der undrer og forarger mig er, at jeg derefter kan møde dem et år eller to senere. Hoften er nu gået helt bananas, siger de. De har fået en diagnose af lægen, og nu skal de have en operation!

»Øh, okay? Men jeg trænede dig jo ud af skaden«.

»Ja, det var jo helt fantastisk, men så fik jeg ikke lige taget mig sammen til at komme ned til dig. Og så blev det bare værre og værre. Så nu tager jeg en operation«.

Netop dette scenarie mener jeg er bagsiden af medaljen i et velfærdssystem. Et velfærdssystem, som gradvist tager ansvarsfølelsen fra folk, gør os dovne og uansvarlige. Det er velfærdskroppen i kollaps.

De her mennesker har haft alle forudsætninger for at undgå en operation. Penge, viden, træning, der virker, tid osv. osv.

De har fået sublim træning og masser af viden om deres skader og om, hvorfor de får ondt. Træningen har virket ekstremt effektivt på kort tid (vi taler 2-4 træningsgange, og smerterne er væk). Og alligevel bliver de væk og vælger en hofteoperation!

De vælger den nemme løsning, som så bare koster det blege for skatteborgerne. Det forarger mig. Hvor er ansvarligheden for egen krop?

Det er ikke i orden, at man lægger sit bevægelsesproblem over på sundhedssystemets skuldre. Slet ikke, når man har ressourcerne og får den rette viden foræret på et sølvfad lige foran næsen af en – til at rette op på skaderne med god træning.

Vi burde stille større krav til ressourcestærke mennesker, som misligholder kroppen, vel vidende at de kan gøre noget ved det. Vores sundhedssystem har simpelthen spillet fallit over for velnærede, veluddannede borgere, som har viden og råd til selv at opsøge træning og tage ansvar. Men som simpelthen bare ikke gider at rejse sig fra stolen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når jeg en dag bliver sundhedsminister ... bliver mit første projekt at forlange, at man – for at man kan trække en hofteoperation op af skatteborgernes lomme – skal gå i et forløb med hensigtsmæssig træning (som har en dokumenteret effekt) i minimum 3 måneder. Der skal holdes øje med, at patienten kommer de aftalte gange om ugen. Og derefter får man en samtale med en sundhedsfaglig person, hvor man vurderer, om hoften har fået det bedre. (Det har den. Tro mig!).

Hvis smerterne er væk, og patienten har fået bedre førlighed, fratages retten til en operation, og patienten får i stedet træning på recept til vedligeholdelse i stedet for medicin og operation. Denne træning skal ligeledes passes fremadrettet. Hvis træningen ikke virker, forsøges med anden træning, og først efter et antal gange forskellige steder kan man få en hofteoperation.

Og så har jeg som sundhedsminister sparet de første par milliarder på sundhedsbudgetterne og samtidig gjort kontor-danskerne 10 år yngre på 10 uger.

Bevægelse – af denne intelligente slags – skal ordineres som medicin. Slut prut.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden