Vi fik med krigsudredning ’Hvorfor gik Danmark i krig’ en 671-siders tung gennemgang og analyse af den mest afgørende og mest fatale udenrigspolitiske beslutning i nyere dansk historie. Men den fulde sandhed fik vi ikke, og den skal vi ikke have til gode – den skal vi have på bordet. Jeg er uenig med forskerne, når de siger, vi ikke skal åbne Irakkommissionen.
Vi må kræve vidneafhøringer af centrale skikkelser i forløbet. For de uformelle samtaler, der aldrig blev nedskrevet og ikke endnu er gengivet, var tungtvejende for den endelige afgørelse om, at Danmark skulle i krig. Jeg er interesseret i, at vi kommer helt til bunds i hvorfor. Af krigsudredningen kan vi konkludere det, vi på venstrefløjen længe har frygtet. Fogh-regeringen manipulerede med oplysninger, da de videregav efterretninger og information til Folketinget og offentligheden. Anders Fogh vidste ikke, om Irak havde masseødelæggelsesvåben.
Kom nu med et klart svar: Socialdemokratiet må sikre ny krigsundersøgelseVi bragede ind i Irak på baggrund af yderst tvivlsomme antagelser – ’politiske skøn’– om netop tilstedeværelsen af disse masseødelæggelsesvåben, som det internationale samfund senere erklærede ikkeeksisterende. Det samme må siges at være tilfældet om den borgerlige moral og anstændighed i disse dage. Senest tydeliggjort ved at Venstre, statsministerpartiet, negligerer forskernes markante hovedkonklusioner som ’fodfejl’. Danmark gik i krig uden om FN for at vælte Saddam Hussein, vel vidende at det irakiske regime – trods sin ondskab – ikke havde beviselig kontakt med terrorister. Krigsgrundlaget var mangelfuldt, og det står sort på hvidt i krigsudredningen ’Hvorfor gik Danmark i krig?’, at beslutningen blev stemt igennem på et ufuldstændigt grundlag.
Der var altså alligevel noget at komme efter, selv om Fogh-regeringen igen og igen forsikrede Folketinget og offentligheden om det stik modsatte. Alene det røgslør giver anledning til at genåbne Irakkommissionen og undersøge nærmere. For de ansvarlige i Fogh-regeringen har ikke været under vidneansvar i forskernes udredning. Meget ulig i Storbritannien, hvor Tony Blair har måttet forklare sig for en dommer. At man tilsidesatte FN og gik uden om sikkerhedsrådet, er og var kritisabelt i sig selv. At den handling ikke efterprøves i juridisk og folkeretlig forstand, er decideret skammeligt.
Brød Fogh-regeringen traktater og internationale love? Svaret blafrer i vinden uden en kommission. Det er ikke kun nok at kunne fælde den offentlige dom over magthavere, der træffer så vidtgående beslutninger. Hvorfor Danmark indledte en militær aktion i Irak, står efter krigsudredningen mere tydeligt. Undervejs var det uklart og ufuldstændigt for Folketinget, som belejligt blev kørt ud på et sidespor.
Hvis ikke vi politikere fulgte med Bush krigsretorik og i hælene på USA dengang, var vi imod demokratiet og for Saddam Hussein. Men Fogh fordrejede ikke bare sin egen fortælling, han bøjede også juraen, så den passede til intentionen. Vi skulle død og pine følge USA. Folkeretten blev pludselig en dynamisk størrelse i skyggen af USA’s verdensorden, hvor magt endte over ret. Og ja, hvad skal man med jura, hvis man blot tilpasser den? Eller med kommissioner, hvis de blot kan lægges i graven? Men vi må ikke begrave sandheden om Irakkrigen et sted sammen med de over 100.000 civile, der mistede livet.
Krigsdeltagelse må ikke stå og falde med statsministerens temperament og ego.De irakiske forhold fyldte forsvindende og foruroligende lidt i processen op til beslutningen til trods for de skæbnesvangre konsekvenser, krigen har haft for landet og regionen. Invasionen af Irak og kampene derefter destabiliserede regionen, drev mennesker på flugt, skabte fundamentet for radikale, islamistiske grupper og sendte et land ud i en borgerkrig, der trækker blodige spor gennem landet, og som befolkningen den dag i dag stadig lider under. Det kan vi ikke stå overhørig. Men også den danske befolkning, der har betalt et milliardbeløb i skattekroner for at sende hundredvis af danske soldater afsted i en ulovlig krig, fortjener den fulde sandhed. Prisen på Irakkrigen beløb sig til 2,4 milliarder kroner, mens Irakkommissionen nåede at koste beskedne ca. 14 millioner kroner. Hvad slutprisen var blevet, kan vi gisne om, men Venstre lukkede den næppe af økonomiske årsager.
Jeg har det sådan, at vi som demokratisk retsstat altid har brug for og råd til sandheden. Ikke mindst for de soldater, som var i Irak på en mission, hvoraf otte aldrig vendte tilbage igen. For dem blev prisen den ultimative. Hvad bliver den for de folk, der sendte Danmark i krig i Irak? Derfor bør den Irakkommissionen, som SF fik oprettet tilbage i 2012, genåbnes og gøre arbejdet færdigt. Det nytter ikke, at borgerlige politikere lukker kommissionsarbejdet for at holde hånden over den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.
fortsæt med at læse
