0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Niels Barfoed: Ytringsfriheden er forsvarsløs over for techgiganternes hær af censorer

Der fjernes omkring 10 millioner opslag på Facebook hver dag, mens verden ser den anden vej.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Philip Ytournel/POLITIKEN
Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg har levet i en tid, hvor en skærm kun var noget, der skærmede. F.eks. for lyset fra lamper. En skærm arbejdede de københavnske sporvejssmede bagved, når de sad og svejsede skinner om natten midt ude på gaden, og gnisterne fløj.

For ikke at glemme Jens Vejmand. Han havde en skærm, så han ikke fik splinter i øjnene, når han huggede sten – med klude om sin hånd. Men det er meget længe siden.

Da jeg var dreng og teenager, havde jeg af gode grunde ikke set en tv-skærm, for tv fandtes ikke – endnu. At tænke sig! Den første, jeg blev præsenteret for, befandt sig i et privathjem i det sønderbombede London, som jeg havde det svineheld at besøge allerede i 1948. Den var temmelig lille, og det var Macbeth, der blev vist. Modtageforholdene var dårlige, så de tre hekse var flakkende og deforme. Og desuden svingede lyden. Var dét fremtiden? Ja, det var det.

Det kan have været omkring 1990 eller før, at jeg af en ung amerikansk deltager i en international konference blev præsenteret for begrebet ’the electronic highway’. Hvad? Kendte jeg ikke dét? Det sagde mig ikke en klap. Men der var altså sådan en slags ’bane’ way up high i det usynlige rum bag skærmen? Nå!

En skærm var med andre ord ikke et lærred. Bag lærredet i biografen var der brædder, spindelvæv og gammelt puds. Sine billeder fik det fra en projektor fra nogle flimrende glugger i den anden ende af salen. Men skærme? Bag dem var der noget stort og mærkeligt bagved. Det var det afgørende.

Nogle år senere sad vi jo så i redaktionslokalet og så ikke længere ud i luften eller ud ad vinduet eller ned på skrivemaskinens valse, men ind i et selvlysende rektangel foran os, med nakken lænet lidt tilbage og hvide i hovedet. Hele tiden. Der var kommet noget ’stavnsbundet’ over os. Vi var blevet lænkehunde. Vi kunne f.eks. ikke flå arket ud og gå hen og vise det til kollegaen. Men til gengæld var de sværtede fingres tid forbi. Ingen kamp længere med et forpulet farvebånd, der havde sat sig fast.

Det begyndte med et ordentligt skrummel, som fyldte det halve skrivebord og kunne tekstbehandle med en kvadratisk giftiggrøn ’cursor’, som det var sin sag at navigere rundt med. Og vi fik ’navne’. Robert Naur, min kollega på Politiken, hed RONA, og jeg hed NIBA, og det kaldte vi hinanden i kantinen og spekulerede på, hvad det skulle ende med.

Næste trin var, at vi kunne færdes, hvorhen vi ville, på den her highway, som i mellemtiden var blevet til et helt vejnet, også kaldet internettet, og som ingen vidste, hvor i virkeligheden lå, indtil nogen nævnte Silicon Valley i Californien.

Det endte med, vi fik skærme derhjemme, og gud og hvermand inklusive mig selv har i dag en skærm i lommen, kaldet display, med direkte forbindelse til internettet. Sikken det gik!

Informationsadgangen og ytringsfriheden (= ytringsmuligheden) udvidede sig fra 1990’erne eksplosivt. Lidt ligesom tv-kanalerne i sin tid boomede, da der gik hul på monopolet. Uden indskrænkninger fra nævenyttige redaktører kunne der informeres og kommunikeres løs på kryds og tværs, der kunne søges og deles og menes og svares i det uendelige på henholdsvis noget, der hed søgemaskiner og sociale medier. Lad de hundrede blomster blomstre (som Mao engang fortrød, han havde sagt). Det var den demokratiske samtales stjernestund.

MEN HVER STUND har som bekendt sin tid. Vi kiggede på skærmen, men skærmen kiggede også på os – og ledte efter det, som vi kan bruges til og leverer uden at vide det. Vi tastede os ud ad highway’ene på kryds og tværs og anede ikke, vi blev støvsuget for flere og flere data, som er blevet lagret steder, vi ikke kender, og kan aktiveres og malke os. Og sådan er det stadigvæk. I det land, der hedder Cyberspace, er du kendt på hvert gadehjørne og allerede blevet flået på tusind måder.

Det er den ene udvikling, af den amerikanske forsker Shoshana Zuboff, som har indledt en kamp mod vor tids Big Brother, kaldet overvågningskapitalismen. Det er den ene udfordring.

Den anden udvikling – eller degeneration – handler om ytringsfriheden. For der var alligevel et korps af redaktører, nej, rettere direktører, der fik kolde fødder efter den første oplysningsrus. Det hele var gået for hurtigt, og det var gået over gevind. Så den offentlige samtale på nettet blev snart underkastet en indgribende og stadig mere rigid intern kontrol. Kontrollen, i form af ren og skær censur, er ikke alene uberegnelig, baseret på uklare og skiftende principper, som den er; den er også inappellabel, og så er den verdensomspændende. Det er den anden, ikke mindre massive udfordring.

De alarmerende