Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Philip Ytournel/POLITIKEN
Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Niels Barfoed: Ytringsfriheden er forsvarsløs over for techgiganternes hær af censorer

Der fjernes omkring 10 millioner opslag på Facebook hver dag, mens verden ser den anden vej.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg har levet i en tid, hvor en skærm kun var noget, der skærmede. F.eks. for lyset fra lamper. En skærm arbejdede de københavnske sporvejssmede bagved, når de sad og svejsede skinner om natten midt ude på gaden, og gnisterne fløj.

For ikke at glemme Jens Vejmand. Han havde en skærm, så han ikke fik splinter i øjnene, når han huggede sten – med klude om sin hånd. Men det er meget længe siden.

Da jeg var dreng og teenager, havde jeg af gode grunde ikke set en tv-skærm, for tv fandtes ikke – endnu. At tænke sig! Den første, jeg blev præsenteret for, befandt sig i et privathjem i det sønderbombede London, som jeg havde det svineheld at besøge allerede i 1948. Den var temmelig lille, og det var Macbeth, der blev vist. Modtageforholdene var dårlige, så de tre hekse var flakkende og deforme. Og desuden svingede lyden. Var dét fremtiden? Ja, det var det.

Det kan have været omkring 1990 eller før, at jeg af en ung amerikansk deltager i en international konference blev præsenteret for begrebet ’the electronic highway’. Hvad? Kendte jeg ikke dét? Det sagde mig ikke en klap. Men der var altså sådan en slags ’bane’ way up high i det usynlige rum bag skærmen? Nå!

En skærm var med andre ord ikke et lærred. Bag lærredet i biografen var der brædder, spindelvæv og gammelt puds. Sine billeder fik det fra en projektor fra nogle flimrende glugger i den anden ende af salen. Men skærme? Bag dem var der noget stort og mærkeligt bagved. Det var det afgørende.

Nogle år senere sad vi jo så i redaktionslokalet og så ikke længere ud i luften eller ud ad vinduet eller ned på skrivemaskinens valse, men ind i et selvlysende rektangel foran os, med nakken lænet lidt tilbage og hvide i hovedet. Hele tiden. Der var kommet noget ’stavnsbundet’ over os. Vi var blevet lænkehunde. Vi kunne f.eks. ikke flå arket ud og gå hen og vise det til kollegaen. Men til gengæld var de sværtede fingres tid forbi. Ingen kamp længere med et forpulet farvebånd, der havde sat sig fast.

Det begyndte med et ordentligt skrummel, som fyldte det halve skrivebord og kunne tekstbehandle med en kvadratisk giftiggrøn ’cursor’, som det var sin sag at navigere rundt med. Og vi fik ’navne’. Robert Naur, min kollega på Politiken, hed RONA, og jeg hed NIBA, og det kaldte vi hinanden i kantinen og spekulerede på, hvad det skulle ende med.

Næste trin var, at vi kunne færdes, hvorhen vi ville, på den her highway, som i mellemtiden var blevet til et helt vejnet, også kaldet internettet, og som ingen vidste, hvor i virkeligheden lå, indtil nogen nævnte Silicon Valley i Californien.

Det endte med, vi fik skærme derhjemme, og gud og hvermand inklusive mig selv har i dag en skærm i lommen, kaldet display, med direkte forbindelse til internettet. Sikken det gik!

Informationsadgangen og ytringsfriheden (= ytringsmuligheden) udvidede sig fra 1990’erne eksplosivt. Lidt ligesom tv-kanalerne i sin tid boomede, da der gik hul på monopolet. Uden indskrænkninger fra nævenyttige redaktører kunne der informeres og kommunikeres løs på kryds og tværs, der kunne søges og deles og menes og svares i det uendelige på henholdsvis noget, der hed søgemaskiner og sociale medier. Lad de hundrede blomster blomstre (som Mao engang fortrød, han havde sagt). Det var den demokratiske samtales stjernestund.

MEN HVER STUND har som bekendt sin tid. Vi kiggede på skærmen, men skærmen kiggede også på os – og ledte efter det, som vi kan bruges til og leverer uden at vide det. Vi tastede os ud ad highway’ene på kryds og tværs og anede ikke, vi blev støvsuget for flere og flere data, som er blevet lagret steder, vi ikke kender, og kan aktiveres og malke os. Og sådan er det stadigvæk. I det land, der hedder Cyberspace, er du kendt på hvert gadehjørne og allerede blevet flået på tusind måder.

Det er den ene udvikling, af den amerikanske forsker Shoshana Zuboff, som har indledt en kamp mod vor tids Big Brother, kaldet overvågningskapitalismen. Det er den ene udfordring.

Den anden udvikling – eller degeneration – handler om ytringsfriheden. For der var alligevel et korps af redaktører, nej, rettere direktører, der fik kolde fødder efter den første oplysningsrus. Det hele var gået for hurtigt, og det var gået over gevind. Så den offentlige samtale på nettet blev snart underkastet en indgribende og stadig mere rigid intern kontrol. Kontrollen, i form af ren og skær censur, er ikke alene uberegnelig, baseret på uklare og skiftende principper, som den er; den er også inappellabel, og så er den verdensomspændende. Det er den anden, ikke mindre massive udfordring.

De alarmerende konstateringer opregnes i Anne Mette Lauritzen og Frederik Stjernfelts epokegørende nye bog med undertitlen ’Techgiganter og ytringsfrihed’, en redegørelse, der burde få hårene til at rejse sig på enhver politikers hoved. De giver i al fald enhver ngo, der har ytringsfrihed på programmet, åndenød. Det fik jeg af at læse den. Omfanget af den censur, der har udviklet sig på nettet, og som der henvises til med bogens titel, ’Dit opslag er blevet fjernet’, fremgår af nogle få, til gengæld chokerende tal: I de første tre måneder af 2018 fjernede Facebook mere end en milliard opslag – det er omkring 10 millioner hver dag.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvordan kan det overhovedet praktisk lade sig gøre? Det fremgår også: I begyndelsen af 2018 var 7.000 personer beskæftiget med fjernelsesarbejde, primært i Indien og på Filippinerne. I 2019 vil tallet vokse til 20.000 – det forudser Facebooks egen Mark Zuckerberg. Kriterierne? Det er navnlig nøgenhed/pornografi, uspecificeret ’hate speech’ og grafisk vold. (De husker måske, at Peter Øvigs hippie-bryster faldt for Googles anstændighedsgrænse).

Og formålet? I al væsentlighed ikke at lægge sig ud med annoncørerne. Hvilket vil sige: ikke at skræmme brugere væk.

Her står vi. Foran skærmen – og den foran os.

Ytringsfrihedsforhold, der gennem årtierne har optaget mig mest, var borgerens afmagt under den kolde krig over for den totalitære stat og dens brutale indskrænkning af meningsfriheden. Og siden var det den liberale borgers sammenstød med religiøs fanatisme og bl.a. den selvcensur, det kan generere. Dagens situation er en anden. Censurens processer foregår uden domstole eller appelinstanser. Der er ikke nogen markante kulturprofiler på banen; der er ingen Solsjenitsyn, ingen Wolf Biermann, ingen Havel, Rushdie eller satiriske vittighedstegnere. Der er ingen fatwa og ingen krudttønde i den nye fortælling.

Der er til gengæld millioner og atter millioner af internetbrugere, som dels risikerer at få det indhold, de bidrager med, udsat for ’tilfældige’ indgreb, dels millioner og atter millioner af brugere, som ikke ved, hvilke bidrag – eller dele af bidrag – de er blevet forholdt kendskab til. Der er ingen storpolitiske konflikter, som rumsterer i baggrunden. Men pas på: Den misinformation, som techgiganterne i kraft af deres hemmelige fjernelsespolitik gør sig skyldige i, er ikke uden betydning for det omgivende politiske klima. F.eks. stemningen i Sri Lanka, da det i 2018 endte med lynchninger – se dokumentation i Lauritzen og Stjernfelt!

Der er tale om gigantiske kapitalistiske monopoler, som ganske vist har deres udspring i idealistiske unge nørders it-kreativitet, men nu med techvirksomhedernes enorme vækst er begyndt at rebe sejlene for, som sagt, ikke at støde brugere væk og dermed please de hellige, reklamerende annoncører. Ytringsfriheden er forsvarsløs over for hæren af ’fjernere’ og det, der styrer den.

Er det for sent at rejse en opinion, som i sidste instans, men helst snarest, kan vække EU?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et lyspunkt er Tyskland. I Tyskland har vågne politikere taget konsekvensen af de forvridninger af den offentlige samtale, techgiganterne har afstedkommet med deres ’tilfældige’ fjernelsespolitik, og besluttet at betragte dem ikke som blotte og bare kanaler, men som de regulære kommunikationstjenester, de er, og derfor med pligt til at rette ind efter de lovkrav, der nationalt gælder for teleselskaber. Det er grunden til, at Facebooks, ifølge BT »topsikrede og hemmelige«, Berlin-kontor på kort tid er vokset dramatisk. Her sidder i øvrigt også et hold danske såkaldte moderatorer og tager stilling til, hvad der skal fjernes i det ’indhold’, danske brugere lægger op på Facebook. Her arbejder bl.a. som ’content moderator’ Mads Dinesen (der i 2014 blev idømt to og et halvt års fængsel for bedrageri – dokumentfalsk for i alt 34,8 millioner kroner).

Lauritzen og Stjernfelts bog er for den, der ikke er hjemme i internettes jungle af sociale medier, en chokerende øjenåbner, hvis konklusion umiddelbart opleves som: at toget er kørt. Det er allerede for sent. Det er muligt. Det er nok blåøjet at forestille sig, at Tyskland kunne danne forbillede for andre nationer med hensyn til at bringe techgiganternes censurpolitik i overensstemmelse med de love, der gælder i de samfund, hvor de tilbyder deres tjenester.

Hvem skulle tage affære? Det er så banalt, som det er sagt: politikerne, hvoraf mange ovenikøbet personligt benytter sig af de sociale medier. Det mildt sagt krævende problem burde også appellere direkte til civilsamfundets aktivister. Så ngo’er i alle europæiske lande – foren jer! Med det formål at råbe EU op. Det er lige oppe over! Margrethe Vestager – er du hjemme?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse
    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om hvid racisme og White Power-bevægelsen i USA.

  • Finn Frandsen

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?
    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om koens fremtid.

Forsiden