Forleden spurgte mit 10-årige barnebarn mig, om vi var krig. Midt under min læsning af Albert Camus’ roman ’Pesten’. Og det er jo et rigtigt godt spørgsmål?
For der går vel ikke en dag, hvor en eller anden ekspert fra hæren eller en person fra Forsvarsakademiet er i tv, radio eller på nettet og udtaler sig om strategiske problematikker i forhold til de mange krige og politiske stridigheder, der findes rundt om på kloden, og den strategiske trussel imod dansk territorium. Herunder selvfølgelig også Danmarks krige i Mellemøsten og Nordafrika med indbyggede udsigt til mulige demokratiske rettigheder for den vindende part (os?).
Er det virkelig så nemt at sende vor unge, alt for unge, af sted med de argumenter, som vore politikere fortæller os?
Er det for øvrigt sket nogle steder i nyere tid?
Og nu højaktuelt med forsvarsministerens udtalelse om mulig brug af atomvåben som en eskaleret, mulig vurdering over for den russiske ’trussel’. Har han ikke tænkt sig at bruge diplomatiske værktøjer, før han trykker på den røde knap?
Morfar, er vi i krig? Hvis vi er, får vi det i hvert fald ikke at vide. Manipuleres der med fakta? Er det kun et spil til at indgyde frygt og afskrækkelse af den ’almindelige’ borger? Eller er mørkelygten på spil igen i et Claus Hjort Frederiksen-ministerium? Og til hvis fordel? Våbenindustrien måske?
For en lille dreng på 10 år er det heldigvis ikke de strategiske overvejelser i storpolitik og krig, der vejer tungest. Men helt sikkert fornemmer han den eskalerede stemning, der siden 2001 har infiltreret det danske samfund.
Utrygheden og forråelsen af vort samfund fornemmer et barn helt bestemt. Børn i dag bliver bombarderet med indtryk fra et hav af medier, der buldrer ud af skærme og højttaler. Overalt konfronteres vi med medieindtryk. Og er det rigtigt, det, der bliver sagt? Hvad har et barn af muligheder for at filtrere det enorme medietryk?
Børn mærker også voksne blive påvirket. Det er jo ikke et helt dumt spørgsmål af en 10-årig. For er der lagt låg på den danske krigsindsats? Tænk på den netop aktuelle krigsredegørelse om Danmarks krigsindsats fra krigen i den FN-sanktionerede involvering i krigen i Jugoslavien til den ikke FN-sanktionerede krig i Irak. Er krigens gru glemt, eller har vi set for lidt af den?
Omtalt som ’verdens bedste soldater’ bidrager vore soldater i krigene i Mellemøsten. Der er jo langt til Irak. Og man fornemmer en distance, der tangerer en slags bekvemmelighedskrig for politikerne. Er det virkelig så nemt at sende vor unge, alt for unge, af sted med de argumenter, som vore politikere fortæller os? Vil vi også dér være verdens bedste? Hvad er det, vi vil bevise?
De politikere, der har bragt Danmark ind i de angrebskrige, vi er en del af, har et stort ansvar for de flygtningestrømme, vi ser i dag. Mange politikere ignorerer dette. Men det er to stykker af samme alen. Det internationale sammenhold, man burde udvise i flygtningespørgsmålet, bliver til nidkær national smålighed og had. Og når had blandes med politik, bliver det en farlig cocktail. Krige er jo ikke tilfældige handlinger. Krige opstår, når man er løbet tør for argumentation, og den mest fortvivlende dårlige egenskab kommer til udtryk.
Som man frit kan parafrasere Camus’ budskab i ’Pesten’: »Den mest fortvivlende dårlige egenskab, hos menneskene, er den uvidenhed, som tror, den ved alt, og derfor tiltager sig retten til at slå ihjel«.
Er det i det hele taget værdigt, at vi i Danmark har en våbenindustri? For det har vi. Findes der et moralsk kodeks for dansk våbenindustri og de politikere, der understøtter den? Eller jubler vi kun over endnu en ny arbejdsplads? Og er der et moralsk kodeks for, hvor meget vi skal involvere Danmark i fremmede angrebskrige?
Er vi i krig? Hvad skal jeg svare mit barnebarn?
Spørgsmålet kan jeg her lade gå videre til vore folkevalgte politikere på Christiansborg.
Skriv kommentar