Når jeg besøgte kunstmuseer som barn, var det noget med, at de voksne gik lige i hælene på mig og tyssede. Der var kun én rigtig måde at opleve kunst på: i andægtig stilhed. Nysgerrig begejstring og åben forundring var bandlyst, da den slags livsglæde indebærer en risiko for lidt støj.
Underligt divergerende var det at skulle gå gravalvorligt og musestille rundt og opleve værker, der var skabt med store følelser, radikalitet og med referencer til det larmende, pulserende liv.
Men heldigvis har meget ændret sig siden dengang, i særdeleshed på Kunsten i Aalborg.
’Kun voksne ifølge med børn’, lød det for eksempel ved skranken, da der mandag i vinterferien var kick-off på ’Kreativarium’ – et treårigt projekt, hvor vi arbejder intensivt med børns møde med kunsten. Det myldrede med børn. Der blev klippet og klistret og lavet skulpturer af genbrugsmaterialer, og det var børn, der viste rundt i samlingen, ikke os fagkyndige, der var forvist til baglokalet.
Det er sikkert alt for meget for de mest sarte, tænkte vi på forhånd. Og da der blev serveret romkugler (som man kalder trøfler på nordjysk) med grønt krymmel, proklamerede en af de få gæster uden børn surt, »at museet da vist er omdannet til en legeplads!«.
Alle de øvrige gæster var begejstrede, voksne som børn. Der var forbløffende roligt. Ingen løb eller råbte. Den eneste gæst, der hævede stemmen, var den enkelte sure gæst, der vist burde være blevet mildnet med en romkugle.
I samme ombæring kunne man sende en kasse romkugler over på Borgen, for selv om tiderne har ændret sig, kan jeg stadig få et flashback til min barndoms museumsbesøg. Nu er det bare ikke alle de voksne, men politikerne, der går lige bag os og definerer, hvordan vi skal opføre os.
Jeg ville ønske, politikerne i stedet ville løfte blikket, virkelig se, lære af og opleve de mange initiativer, som kommer fra kunst- og kulturlivet i hele landet i stedet for at overvåge ud fra egne faste forestillinger i deres egen lille selvskabte provins på Slotsholmen.
Socialdemokratiet tror tilsyneladende, at kultur kun er for en lille indspist elite, der nipper til hvidvin i et lille lukket kredsløb af intellektuelle, der ikke skal op og smøre madpakker hver morgen.
DF kæmper så brav en kamp for at bevare vores fortid, at de ser ud til at have overset den væsentlige detalje, at nutidens kunst også bliver fortid engang – og har en lige så stor betydning for fremtidens samtid.
Ny analyse: Når staten giver 1 krone til et museum, får samfundet pengene flere gange igenVenstre er vist noget med Bertel Haarder og højskolesange, og LA har dygtigt fået os til at tro, at ’omprioriteringsbidrag’ slet ikke har noget med besparelser at gøre.
De konservative havde engang en kulturpolitik, men nu synes de at have forlagt den i inderlommen på en tweedjakke. I rød blok hører man kun om Alternativets – trods alt – stadige tiltro til kunsten, mens de øvrige partier render rundt og smører madpakker og fuldstændig har glemt, at vi mennesker er andet og mere end lønmodtagere og skatteydere.
Hvis de havde været på Kunsten den mandag, ville de have mødt mennesker fra alle samfundslag, som på tværs af generationer hengav sig til både kompleks samtidskunst, surrealistisk kunst fra 1920’erne og eksperimenterende kunst fra 1970’erne.
Måske var det romkuglernes skyld, at børn på klingende nordjysk stillede sig op ved Richard Mortensens værker og fortalte løs. Mødet med kunsten blev både vedkommende og personligt for dem. Det bilder jeg mig i hvert fald ind, og jeg insisterer ligesom det meste af det danske kulturliv på, at kunsten er for de mange.
Tallene taler da også deres tydelige sprog. Hvert år besøger 15,5 millioner mennesker de danske museer, og 2,5 millioner mennesker løser hvert år billet til en enkelt teatersæson. For ikke at tale om tilstrømningen til spillestederne, bibliotekerne og biograferne.
Kunstnere i stor politisk kampagne: Tænk dig godt om, før du stemmer på politikere, der sparer på kulturenLandet over er der grøde og begejstring. En fernisering i Hobro mobiliserer hele byen, og i Hjallerup hængte vi engang en Picasso op i køkkenet hos en børnefamilie og inviterede resten af landsdelen til at komme og se den dér. I Haderslev åbner en kunsthal med samtidskunst, børn leger med arkitektur på Utzon Center i Aalborg, og på ARoS i Aarhus havde de over 26.000 gæster – bare i vinterferien altså.
Verden uden for Christiansborg er broget og mangfoldig og fyldt med engagement i et levende kulturliv. Her er der ikke nogen modsætning i at spise en grønkrymlet romkugle og lade sig opsluge af et surrealistisk maleri.
Her er kunst og kultur noget, vi spiser til morgenmad, når madpakkerne er smurt, og vi som det mest selvfølgelige både er lønmodtagere og skatteydere og kulturbrugere og aktive borgere, der skriver kulturhistorie hver eneste dag.
Tænk, hvis de opdagede det inde i Christiansborgs provins. Vi andre, som nogle kalder for provinsielle, har for længst opdaget det.
fortsæt med at læse
Når staten giver 1 krone til et museum, får samfundet pengene flere gange igen
-
Kunstnere i stor politisk kampagne: Tænk dig godt om, før du stemmer på politikere, der sparer på kulturen
-
Turister labber kultur i sig, når de besøger Danmark
-
Lektor forsvarer børn på museer: Mine børn har helt sikkert løbet mere rundt, end nogle brød sig om, til gengæld kan de værdsætte Asgers Jorns farver
