0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Studerende: Anbringelse reddede mig, men slog mig også næsten ihjel

Jeg var lykkelig, da jeg endelig blev fjernet fra mine forældre. Men svigtene fortsatte på institutionen, der skulle være mit nye hjem.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Per Marquard Otzen/Politiken-Tegning
Arkivtegning: Per Marquard Otzen/Politiken-Tegning
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tak, Mette Frederiksen, for at anerkende udsatte børns stemme i debatten. Jeg er glad for, at du vil tage børnenes parti.​​

Jeg ser nemlig ofte en tendens til at give den unge ansvaret for sin anbringelse, hvilket for mig altid har været fuldstændig uforståeligt. For børn skal og kan ikke have ansvar for de voksnes adfærd.

Men hvem har så ansvaret for at halvdelen af tidligere anbragte er endt på offentlig forsørgelse i en alder af 30 år? For at jeg statistisk set havde 40 procents chance for ikke at gennemføre folkeskolen? For at vi udgør hele 19 procent af Danmarks hjemløse?

Mette Frederiksen lægger i sin nytårstale ansvaret på forældrene, og hun fremstiller staten som en tidligere for eftergivende, men nu indsigtsfuld enhed, der siger ’nok er nok’ og nu vil træde i karakter for at beskytte de børn, der lever med dårlige forældre.

Men det er en farlig retorik. Virkeligheden er mere kompleks, og vi skal blive bedre til at turde at tage snakken i alle dens aspekter og ubehagelige realiteter.

For mig var anbringelse det rigtige valg. Det var også mit eneste valg, efter en barndom med omsorgssvigt, angst og ensomhed. Anbringelsen var min udvej, og den reddede mig i sidste øjeblik. ​​

Her vil man måske tænke, ’jamen, hvad er problemet så?’ Og ja, jeg var lykkelig for mit nye liv, i begyndelsen, men det skulle vise sig, at de forældre, som anbringelsen reddede mig fra, endte med at blive en aktiv del i kampen mod de problemer, anbringelsen førte med sig.

Eksempelvis stoppede jeg i skole, da jeg blev anbragt, og først da min mor greb ind, kom jeg i skole igen efter 6 måneder uden. Det var selvfølgelig ikke den historie, jeg fik fortalt dengang, men jeg har efterfølgende læst mig til det i mine sagsakter.

Jeg er evigt taknemlig for at bo i et land, der bruger ressourcer på at give børn et bedre liv, men vi må ikke være blinde overfor, at der også finders overgreb, omsorgssvigt, misbrug og ensomhed i anbringelser. Mette Frederiksen tegner et billede af anbringelse, som jeg ikke kan genkende. Hun oversimplificerer, hvor let et barn kan tilføres tryghed, stabilitet og kærlighed, hvis det bliver fjernet.

Men anbringelse er ikke en lille sag. Det er et liv, hvor du ikke har forældre til at give dig den tryghed og kærlighed, du har brug for. I stedet er der pædagoger, der, selv om de gør det godt, er på arbejde i ens liv. Når de har fri, tager de hjem til deres rigtige børn.

Mette Frederiksen siger da også i sin tale, at vi som samfund ikke altid er gode nok til at passe på dem, der har brug for det. Men reelt pynter hun på, hvad det egentlig vil sige at være anbragt. Hun beder os om at forestille os, hvordan det ville være at opleve mange skift og blive flyttet rundt mellem skoler eller sagsbehandlere.

Det er rigtigt, at det som regel er en stor del af en opvækst i anbringelsessystemet, og ubehaget ved at flytte og skifte er også en oplevelse, som mange ’almindelige’ mennesker kan nikke genkendende til.

Derfor er det et godt eksempel, men det lever altså ikke op til statsministerens løfte om at tale uden omsvøb. Det er i hvert fald ikke det, jeg vil fremhæve som den største udfordring ved anbringelsessystemet.

Mette Frederiksen oversimplificerer, hvor let et barn kan tilføres tryghed, stabilitet og kærlighed, hvis det bliver fjernet

Prøv i stedet at forestille dig, hvordan det er at bo på et opholdssted, hvor alle pædagoger ved præcis, hvad der foregår i dit liv, før du selv har haft mulighed for at fortælle dem om det. De læser det i logbogen, når de møder på job. ​​

Forestil dig, hvordan det er at betro dig om noget privat og sårbart, og så den næste dag blive spurgt ind til det ved middagsbordet foran alle de andre unge i huset – af en anden voksen, som du ikke ønskede havde den information.

Det er måske svært at forestille sig, men prøv alligevel at tænke over, hvad det ville gøre ved din tillid og lyst til fremover at dele vigtig information eller til at stille svære spørgsmål, som man har mange af som anbragt og teenager.

Prøv at forestille dig, at du har sparet penge op. De ligger sikkert på de voksnes kontor, så de ikke bliver stjålet af en af de andre beboere. Du har aftalt med en ven, at I skal ud og shoppe. Du glæder dig. Men da du går ned til kontoret og beder om dine penge, får du at vide, at en af de voksne har lånt dem – uden at spørge dig. Lidt ked af det og skuffet, spørger du, hvordan det kunne ske. Men det er ikke muligt at få en forklaring. Det er fortroligt.

Prøv at forestille dig, hvordan det påvirker den allerede skadede tillid, du som 14-årig har til de mennesker, der skal passe på dig og dine ting.

Prøv at forestille dig at bo et sted, hvor du ikke har nogen kontrol over, hvem du bor sammen med. Hvor din yndlingsnabo fra den ene dag til den anden bliver udskiftet med en ung fyr, der er kommet for at afsone resten af sin dom.

Du har ingen kontrol over, hvem du bor sammen med, og sådan er det, men når man anbringer mange unge med forskellige vanskeligheder under samme tag, er deres sikkerhed og velbefindende på spil. Derfor skal vi tage vores unge alvorligt, når de informerer om problemer eller utryghed ved nye beboere.

Jeg oplevede grænseoverskridende tilnærmelser fra en bofælle. Jeg var rystet og bange, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige det til de voksne, som jeg ikke stolede på ville håndtere situationen på en god måde. Hvad hvis de informerede den unge fyr om situationen? Hvad hvis han blev sur på mig, og situationen eskalerede? ​​

Annonce

Så jeg isolerede mig. Undgik fællesområderne eller prøvede at undgå at være hjemme. Det blev for meget for mig. Men da jeg omsider gik til de voksne, tog de mig ikke seriøst, de troede ikke på mig.

Jeg endte med ofte at overnatte hos min mor. Min mor, som jeg var blevet fjernet fra og stadig følte mig enormt svigtet af. Men det var bedre end at blive på opholdsstedet.

Naturligvis er det ikke alle anbragte, der oplever overgreb fra andre anbragte, men fra de 10 år jeg har haft kendskab til området og gennem mit arbejde for De Anbragtes Vilkår, har jeg lært, at historier om svigt og magtesløshed er skræmmende typiske.

Hvor længe tror du, at du ville kunne holde til at leve under de forhold, som jeg gjorde? Hvor længe kunne du klare magtesløsheden over, at det system, der skulle passe på dig, give dig tryghed – din sidste udvej, når nu dine forældre ikke kunne – ikke beskytter dig, ikke tror på dig? Jeg var 14 år, helt alene og min sidste udvej havde fejlet. Mindre end et år efter min anbringelse, forsøgte jeg at tage mit eget liv.

Kære Mette, det er at sige det uden omsvøb. Anbringelse er enormt komplekst. Det reddede mig, men det slog mig også næsten ihjel.​​

Så kære statsminister, tak for, at du tager så vigtigt et emne op, men husk, at det ikke er så sort/hvidt. Der er ikke tale om ’den gode stat’ mod ’de onde forældre’. Og der er langt igen, før den offentlige omsorg bliver omsorgsfuld.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Læs mere