Tingbjerg har givet mig en vidunderlig, tryg barndom. At politikere og debattører kan finde på at se skævt til mit barndomsland, går over min forstand.
Det er mere logisk at kalde Danmark for en ghetto end at stemple Tingbjerg som et ghettoområde
Lyt til artiklen
Henter...
Da jeg var lille, var et af mine yndlingssteder en kæmpestor, grøn græsplæne med en helt nyrenoveret legeplads. For enden af græsplænen stod et blommetræ. Jeg klatrede tit op i det og samlede så mange blommer som muligt i min kjole. Bagefter sad jeg på den store græsplæne sammen med mine søskende og spiste store, grønne, umodne blommer, indtil vi fik ondt i maven.
Jeg vil tro, at jeg deler det barndomsminde med mange andre danskere. Den slags foregår i parcelhushaver i hele landet, men mit æbletræ stod i Tingbjerg; et af de boligområder, som politikere og debattører har stemplet som ghetto.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Det føles forkert at hjælpe en enkelt pige og ikke alle de andre her i lejren. Men at bede om at få historien om Aisha og lov til at tage hendes billede og så bare gå videre, det er umuligt, fortæller Politikens journalist Bo Søndergaard. Sammen med fotograf Mads Nissen har Bo Søndergaard besøgt flygtningelejren Goz Salaam i Sudan, hvor 20-30.000 er på flugt fra tre års borgerkrig, der har ødelagt Sudan og gjort millioner af mennesker til flygtninge i deres eget land.
