0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Klimakrisen må virkelig misunde coronakrisen lige nu

Lige så fantastisk det er med den handlekraft, der har fundet sted på verdensplan den sidste tid, lige så forfærdeligt er det, at den stadig mangler over for andre problematikker.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Per Marquard Otzen/per.marquard.otzen@pol.dk
Foto: Per Marquard Otzen/per.marquard.otzen@pol.dk
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Coronavirus, coronavirus, coronavirus. Den sneg sig ind i det globale scenelys, da den i slutningen af 2019 viste sit ansigt på det kinesiske dyre- og madmarked i Wuhan. Derefter gik det stærkt med de alvorlige konsekvenser, der uden tvivl skulle tages alvorligt.

Og det er de blevet. Det er ikke alle kriser, der medfører så handlekraftige beslutninger om at kaste alt til side for den fælles sikkerheds skyld og ligefrem ’lukke samfundet ned’. Det er heller ikke set før, at dronningen henvender sig direkte til nationen, ud over nytårstalerne, med appel om at agere hensigtsmæssigt i en svær tid. For ikke at nævne den enorme opmærksomhed på alle verdens medieplatforme og dermed omtale hos befolkningerne. Meget hurtigt kiggede verden op og har nu stillet skarpt på et fælles fokus: covid-19.

Det er utroligt, hvilken evne mennesker har til sammen at ændre retning, når det gælder. Hvilket mod de har til at give slip på alt i deres travle hænder og med et gribe ud efter det ukendte. Hvilken styrke de har til at se sig selv og hinanden i øjnene og sammen erkende og agere på, at handling er den eneste sti mod forbedring. En imponerende formåen om at stå sammen, når den udefrakommende krise truer. Desværre er det også en sjælden formåen.

Lige så fantastisk det er med den handlekraft, der har fundet sted på verdensplan den sidste tid, lige så forfærdeligt er det, at den stadig mangler over for andre problematikker.

Selv om coronavirus i skrivende stund har spredt sig til 201 lande og områder, godt 512.000 mennesker er smittet, og knap 23.500 er omkommet, så lad os se det, vi allerede ved, i øjnene: Coronavirus er ikke vores største problem.

Luftforurening dræber cirka 7 millioner mennesker hvert år. I gennemsnit har 24 millioner mennesker hvert år siden 2008 måttet flygte pga. vejrkatastrofer. I de sidste 20 år er 2,3 milliarder mennesker blevet påvirket af oversvømmelseskatastrofer. I de kommende årtier vil klimaforandringerne føre til omkring 250.000 ekstra dødsfald hvert år. De australske skovbrande, der er en tydelig konsekvens af klimakrisen, brændte 180.000 kvadratkilometer af, ødelagde 5.900 bygninger og 2.800 hjem. Også Arktis havde den varmeste juni nogensinde med usædvanligt store brande i Grønland, Sibirien og Alaska.

Atmosfærisk CO2-koncentration er i dag 35 procent højere end før industrialiseringen, og denne stigning skyldes menneskelige aktiviteter, primært forbrænding af fossile brændstoffer.

Det er altså alvorligt ment, når flere end 11.000 forskere fra 153 lande i en fælles erklæring opfordrer alle mennesker til at ’gribe til handling for at bevare livet på Jorden, vores eneste hjem’.

Det er svært at komme med et godt argument for, at dette problem, klimakrisen, ikke skal tages lige så alvorligt som coronavirussen. Det er faktisk helt ude af proportioner, at dette ikke er tilfældet, når nu klimakrisens konsekvenser vil ramme alle mennesker og ikke kun et mindretal.

At nogle af klimakrisens konsekvenser først viser sig om nogle årtier, er ikke et godt argument. Og at der måske stadig kan være tvivl om, at mennesker kan påvirke klimakrisen, er heller ikke et godt argument. Og at Jordens beboere ikke kan formå at stå sammen og agere med handling er slet ikke et godt argument. Det blev nemlig modbevist med det ansvar for handling, som verdens ledere har taget; med den alvor, som borgerne har lagt i problematikken; og med den evne, som vi med et udviste, til sammen at ændre retning, da det virkelig gjaldt, og coronavirussen ramte os.

Med klimakrisen gælder det også. Hvorfor har vi så ikke ageret på klimakrisen på samme måde, som vi har på coronavirus? Hånden på hjertet er det måske, fordi løsningerne på klimakrisen er mere uoverskuelige. Det er lettere at holde afstand i køen i supermarkedet end at holde sig fra bøffen samme sted. Det er lettere for virksomheden at ændre strukturen fra kontor til hjemmearbejde end at ændre strukturen fra miljøskadelig til bæredygtig. Og det er tilsyneladende lettere for Folketinget at samarbejde, når det gælder coronaløsninger, end når det gælder klimaløsninger, som for eksempel at skabe en grøn omstilling af energisektoren, omlægge landbruget til at blive CO2-neutralt, sikre bæredygtig transport og forbyde eller omlægge miljøskadelige industrier.

Men ikke desto mindre er det de løsninger, der er. Og de bliver ikke realiseret af, at vi som borgere, som virksomheder og som stat ser bort fra dem. Nej, løsningerne kommer af, at vi bruger de evner, som alle vi mennesker har: styrken til at se udfordringen i øjnene og ikke blot erkende den, men tvinge os selv til handlinger mod forbedring, selv om det er svært.

Modet til at give slip på det vante og turde gribe ud efter nye svar. Evnen til at stå sammen. Vi har allerede bevist, at vi kan. Spørgsmålet er, om vi også vælger at kunne, når problemet hedder klimakrise.