Vinteren 2008. Felthospital i Kandahar, Afghanistan, kl. 20.45
Det er en ukarakteristisk stille vagt på intensiv. Vi har haft ro i vores sektor de seneste to dage, hvor der pga. vejret har været meget få kampe. Vi har kun to voksne patienter koblet til respiratorer og monitorer samt et lille barn, som det tidligere på aftenen er lykkedes at få ud af respiratoren. Det i sig selv er noget af et mirakel i betragtning af barnets voldsomme skader. Skabene er fyldt op, medicinen er klar. Alt er i den skønneste orden.
Vi er otte intensivsygeplejersker på vagt denne aften. Vi joker lidt og hygger os med den kaffe og de lækre donuts, jeg lige har været henne og hente i det nærliggende velfærdsområde, hvor der både er en burgerjoint og en god café. Skal man nogensinde i krig, kan jeg anbefale at gøre det sammen med amerikanere. De har i den grad styr på deres forsyningslinjer.
