I løbet af de seneste uger har vi lært, at mennesker den ganske klode over dør ’med corona’. Sådan lyder det fra officielt hold, når antallet af covid-19-ofre kundgøres. Og det er der jo en grund til. Thi ligesom de ramte tilbage i 1980’erne og 1990’erne – før man fandt en løsning på problemet – døde af alskens følgesygdomme af svækket immunforsvar og ikke af aids, falder folk i vore dage af dårligdomme forårsaget af den pokkers virus. Ikke af den selv. Det er faglig præcision, der tilsiger, at det er sådan. Og sandsynligvis også et ønske om at dæmpe ængstelsen hos de mimrende masser, så de ikke flegner for meget ud og får neuroser og ptsd.
Sproget skaber det, det benævner, sagde Grundtvig, og Wittgenstein hævdede, at mit sprogs grænser er min verdens grænser. Så vi kan vist roligt med d’herrer in mente tillade os at påstå, at sproget er en magtfuld størrelse. Måske ikke en virus fra det ydre rum, som William S. Burroughs ville vide det i romanen ’The Ticket That Exploded’ fra 1962, men så dog et strukturelt fænomen med vidtfavnende betydning for vort liv og vores måde at tænke på. De, der har herredømmet over sproget, besidder også nøglerne til magtens korridorer.
