0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Næstforperson: Selv her i Danmark frygter jeg konsekvenserne ved at udtale mig om det thailandske monarki

Årtier af statssponsoreret royalistisk hjernevask og militærkup forsvinder ikke bare fra den ene dag til den anden, men der er ingen vej tilbage nu.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jack Taylor/Ritzau Scanpix
Foto: Jack Taylor/Ritzau Scanpix

»Ifølge en rapport fra 2018 af Credit Suisse er det 1 procent af Thailands befolkning, der kontrollerer næsten 67 procent af landets rigdom. Blandt denne ene procent er den mest fremtrædende familie ingen ringere end Chakri-dynastiet, ledet af den pinagtige kong Vajiralongkorn, Thailands nuværende monark«, skriver Aphinya Jatuparisakul i dette indlæg.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Denne tekst har været længe undervejs. Jeg har skrevet, slettet og omskrevet. For selvom jeg sidder i Danmark, er jeg bange for, hvilke konsekvenser det kan få for min familie, som deler mit efternavn.

Jeg er overvældet af, hvor dybt absurd (og så alligevel ikke) det er, at jeg mærkede et stik af en dybtliggende urangst, da den stakkels Wolt-udbringer kom prustende op på 5. sal, og jeg så mit navn stå i sirlig skrift på siden af en fashionabel og miljøvenlig brun takeaway-pose, efterfulgt af en smiley, og straks tænkte »fuck fuck fuck, der er nogle folkefæller, der har min adresse – hvilken politisk fløj befinder de sig på?

Er de khon suea lueang? Khon Suea daeng? Jeg håber ikke, de læser Politiken i morgen«. Så dybt stikker den sociale kontrol.

Indtil for et par år siden kastede jeg stadig onde blikke mod de mennesker, der ikke stod op, når nationalsangen blev spillet

Jeg er vokset op med at vide, at der er nogle ting, man simpelthen ikke snakker højt om. Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg aldrig nogensinde skal stole på nogen, når det drejer sig om mit hjemlands monarki. Selv i Danmark kigger jeg mig om, hvis jeg lige skal nævne noget om Thailands monarki.

Derfor føles det særligt surrealistisk, når diverse medier gerne vil interviewe mig, men hverken vil gøre det anonymt eller ghoster mig, når jeg siger, jeg ikke er interesseret i, at mine ord bliver genfortalt, men at jeg hellere selv vil fortælle. Jeg ved, at jeg potentielt kan ende flere årtier i fængsel for dette indlæg.

Ser du, jeg er fra Thailand. Jeg blev født i Chaiyaphum, en lille ubetydelig provins klemt inde mellem to langt mere indflydelsesrige provinser, Nakhon Ratchasima og Khon Kaen. Isaan er den fattigste region i Thailand og hjertelandet for khon suea daeng, rødskjorte-dissidenterne, der for 10 år siden i Bangkoks gader kæmpede en nyttesløs og blodig kamp for demokrati og decentralisering.

Jeg var fire måneder gammel, da min mor forlod vores landsby for at finde et bedre liv. Jeg var næsten seks år gammel, da hun sejrrigt vendte hjem til vores landsby med en phua farang på slæb. Pludselig var vi gået fra at være fattige til at have omgået det lokale landsbyhierarki.

Min mor og de andre migrantkvinder i Isaan, der var rejst til Vesten, havde skabt deres egen udefinerbare klasse af ufaglærte urbaniserede landsby-migranter, der pga. deres lavtlønnede arbejde i Vesten alligevel var rigere end den thailandske middelklasse.

Alligevel blev jeg for en periode sendt tilbage som tolvårig. Så meget for at være Den Udvalgte™. Jeg var åbenbart blevet alt for dansk. Jeg kan huske, at jeg af en eller anden grund en dag uden videre sagde til min thailandske lærer, at jeg var kritisk indstillet over for monarkiet.

Mange år senere kan jeg stadigvæk huske, hvor anspændte vi begge var. Stemningen skiftede fra salig landsbyidyl til at være direkte ubehagelig, med et tungt tæppe af ildevarslende usikkerhed og stille skræk hængende i luften. Vi kiggede begge to væk, desperate efter at lade, som om intet var blevet sagt.

Jeg vidste, at jeg havde begået en synd. Jeg vidste, at der var alvorlige konsekvenser for den slags udtalelser. Jeg kan huske, at jeg kiggede ned på mit skrivebord og i mit hoved gentog »vær sød ikke at sige det til nogen, vær sød ikke at sige det til nogen«, om og om igen.

Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg aldrig nogensinde skal stole på nogen, når det drejer sig om mit hjemlands monarki

Indtil for et par år siden kastede jeg stadig onde blikke mod de mennesker, der ikke stod op, når nationalsangen blev spillet. Så svært er det at undslippe hjernevasken. Selvom jeg allerede dengang for længst havde mistet min tiltro til monarkiet, kunne jeg ikke lade være med at føle, at det var forkert ikke at stå op under nationalsangen.

Jeg er rædselsslagen for, hvad der kommer til at ske nu. Militæret forbereder sig på en voldelig konfrontation. Ifølge Bangkok Post blev næsten 15.000 politifolk udsendt for at ’skabe sikkerhed’ til sidste uges historiske protester mod regeringen. Befolkningen konfronterede monarkiet direkte, hvilket aldrig er sket før. Men i nattens mulm og mørke blev der erklæret ekstrem undtagelsestilstand for at undertrykke protesterne. Mere end et dusin aktivister og ledere af protestbevægelser er blevet arresteret. Pro-demokrati-demonstranterne Bunkueanun ’Francis’ Paothong og Ekachai Hongkangwan risikerer livstid for at råbe af en bil, den nuværende dronning af Thailand sad i, der kørte gennem et område, hvor der stod demonstranter. Bilen var flankeret af soldater, som var flankeret af andre soldater, der var adskilt fra de fredelige demonstranter af et hegn. Livstid for at råbe, simpelthen. Jeg håber inderligt, at det absurde, symbioselignende partnerskab mellem monarkiet og militæret vil ophøre, så vi alle kan vågne fra dette orwellske mareridt, som vi er fanget i.

Men jeg er også klar over, at Thailand er et sted, hvor udvikling nemt kan blive omgjort. Lige nu virker det til at være et gunstigt øjeblik, hvor man højt kan sige alt det, man ikke før har kunnet ytre uden konsekvenser. Men det er en reel mulighed for, at eliten endnu engang blot venter på et opportunt øjeblik at slå til.

24. juni 1932 styrtede en gruppe bestående af militærofficerer og civile, der kaldte sig Khana Ratsadon (Folkets Parti), Kong Prajadhipok af Siams regering. Revolutionisterne havde seks krav, der alle omhandlede borgerrettigheder, frihed, lighed og økonomisk velfærd.

Absolut monarki blev bragt til ende, og den thailandske nation blev genfødt som et konstitutionelt monarki. Det var en skelsættende dag i Thailands historie. Men så alligevel ikke. Ifølge adjunkt i statskundskab Yoshinori Nishizaki var revolutionen mere bare en kontinuitet end et egentligt brud i Thailands historie, da en del af Khana Ratsadon kom fra lavtstående adelsfamilier og det øvre borgerskab, der havde nydt godt af det absolutte monarki.

Frustreret over deres lave klasse, der ikke svarer til deres vestlige uddannelse, søgte de blot en større andel i en politisk og økonomisk ordning, hvor de allerede havde en andel. Med andre ord var de uinteresserede i en ægte revolution.

Med det i baghovedet er det forståeligt, hvorfor intet i de seneste 88 år, mere end 13 (mislykkede og succesfulde) kup og et navneskifte senere, rigtigt har ændret sig i landet. Siam blev omdøbt til Thailand, de fries land, i 1939. På det tidspunkt havde der allerede været to kup siden 1932.

Nogle gange føles Thailands navn blot som en ondskabsfuld vittighed. Mit moderland er ustabilt og fragmenteret, hvor hvert forsøg på en civilt ledet regering, der kan samle stumperne op og genbygge hende, konstant bliver nedkæmpet af militæret.

Mit hjemland har oplevet så mange kup nu, at det burde få en æresplads i Guinness Rekordbog for at være det mest kup-tilbøjelige land i verden. Det sidste kup fandt sted i 2014. Militæret afsatte den demokratisk valgte premierminister Yingluck Shinawatra.

Hvis hendes navn virker bekendt, er det, fordi hun er søster til den populistiske milliardær og tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, hvis regering selv blev kuppet af militæret i 2006. Meget kan siges om T. Shinawatra, men det faktum, at han er den eneste demokratisk valgte premierminister, der har afsluttet en fuld periode, siger endnu mere om den thailandske stat.

En af de eneste andre ting, Thailand er international anerkendt for (bortset fra den gode mad og vores forkærligheden for militærkup), er, hvordan landet konsekvent overgår alle andre nationer, når det kommer til økonomisk ulighed blandt befolkningen.

Thailand er ikke et fattigt land. Men til gengæld er det så korrupt, at landets politibetjente er nødsaget til at købe deres egne våben, som ofte bliver trukket fra i deres usle månedsløn, som starter på cirka 6800 baht/1300 kr. Man kan betale sig fra alt. Selv mord, hvis bare man er rig nok. En af grundene til, at folk også demonstrerer lige nu, er vreden over, hvor nemt det er for eliten at slippe afsted med at slå folk ihjel.

Annonce

Ifølge en rapport fra 2018 af Credit Suisse er det 1 procent af Thailands befolkning, der kontrollerer næsten 67 procent af landets rigdom. Blandt denne ene procent er den mest fremtrædende familie ingen ringere end Chakri-dynastiet, ledet af den pinagtige kong Vajiralongkorn, Thailands nuværende monark, der ejer flere crop tops, end jeg gør.

Jeg er stor tilhænger af mænd, der går klædt, som de vil, men jeg vil meget hellere forbinde crop tops med varmt vejr og gode tider end en splittergal, paranoid milliardærmonark, som er god for cirka 188 mia. kr, og som i øvrigt bekymrer sig mere om sin afdøde minipuddel FuFu (som han i øvrigt udnævnte til air chief marshal og gav en fire dag lang buddhistisk begravelse, da den døde) end sine fire landsforviste sønner, der nu lever i eksil i USA.

Det er bizart at se billeder af ham gå rundt i bittesmå crop tops i München, mens han gang på gang prædiker om gamle dyder og konservatisme.

En anden ting, der er distinkt thailandsk, er de gammeldags love vedrørende majestætsfornærmelse. Mange lande har stadigvæk lovgivning på dette område, størstedelen af dem levn fra gammel tid, der sjældent bliver håndhævet. I Thailand kan alle beskylde hinanden for majestætsfornærmelse, og i alle sager påkræves en grundig efterforskning.

Minimumsstraffen er tre år, og den maksimale straf er 15 år for hver anklage. Selv en historiker, der satte spørgsmålstegn ved, hvorvidt en duel på elefantryg mellem en thailandsk konge og hans burmesiske modstykke havde fundet sted, blev anklaget ved en militærdomstol i 2018 – mere end 500 år efter duellen angiveligt skulle have fundet sted.

Dette viser, hvor diffus lovgivningen er. Alting, uanset hvor vagt, kan blive brugt som bevis på et angreb mod kongen – og mod hele monarkiet som institution. Der er en hel politiafdeling, The Technology Crime Suppression Division (TCSD, hvis arbejde udelukkende består i at patruljere internettet for ‘afvigende’ indhold, hjulpet af ’cyber scouts’ – teenagere, der holder øje med kriminel og upatriotisk opførsel på sociale medier.

»Jeg har mistet al tiltro til monarkiet som institution«. Disse ord blev trykt på en hvid t-shirt, som Tiwagorn Withiton, en 45-årig, uanseelig landsbyboer fra Khon Kaen-provinsen, var iklædt på den selfie, han uploadede på sin facebookprofil i sommeren 2020. Billedet af ham gik viralt i Thailand.

Det medførte, at han fik besøg af embedsmænd, politifolk, undercover-politifolk fra opstandsbekæmpelsesgruppen Internal Security Operations Command samt, som det mest foruroligende, psykiatere og andre sundhedsprofessionelle fra et psykiatrisk hospital. Under de første par besøg ’opfordrede’ embedsmændene Withiton til at stoppe med at gå med sin t-shirt, da det ville »skabe splid i landet«.

Nogle dage senere vendte køretøjer fyldt med politifolk og medarbejdere fra det psykiatriske hospital tilbage til Withiton. Denne gang slæbte de Withiton ud af hans hjem, bortførte ham dermed mod hans vilje og tvangsindlagde ham på en psykiatrisk afdeling, udelukkende på grund af hans t-shirt.

Det krævede seks betjente at bære Tiwagorn Withiton ud af hans hjem. Selv da han var indespærret på det psykiatriske hospital, var Withiton omringet af sikkerhedsvagter døgnet rundt. Efter to uger blev Withiton udskrevet fra det psykiatriske hospital.

Jeg tænker på, hvad der ville ske, hvis jeg gik ud offentligt og sagde, at jeg aldrig har haft tiltro til monarkiet. Bliver jeg tvangsindlagt, ligesom Tiwagorn Withiton blev? Listen over tvungne forsvindinger og fængslede aktivister fortsætter, men hovedtrækket er det samme: Du forsvinder, hvis du kritiserer de mest magtfulde institutioner i Thailand – militæret og monarkiet.

De ’heldige’ får en bøde eller bliver kortvarigt fængslet efter en grinagtig retssag eller får mulighed for at flygte ud af landet i jagten på eksil et andet sted, i erkendelsen af, at det at blive i Thailand betyder fængsel eller død.

Bare ved at sige min modstand mod monarkiet højt ødelægger jeg måske min mulighed for nogensinde at se min familie igen. Jeg håber, at min familie kan tilgive mig, hvis jeg ikke får lov til at se dem mere. Jeg er rædselsslagen for at blive arresteret, næste gang jeg lander i Suvarnabhumi lufthavn.

Men samtidig tillader min samvittighed mig ikke længere at holde munden lukket. Eksil og en knusende ensomhed tusindvis af kilometer væk hjemmefra er en lille pris at betale sammenlignet med de mennesker, der rent faktisk er i Thailand lige nu og kæmper for bedre tider.

Jeg drømmer om et Thailand, hvor demokrati ikke længere er abstrakt og udefinerbart, men derimod en forankret del af det thailandske samfund

Jeg drømmer om et Thailand, hvor demokrati ikke længere er abstrakt og udefinerbart, men derimod en forankret del af det thailandske samfund. Reform er ikke nok. Monarkiet, militæret og eliten skal tæmmes, og deres kløer klippes af. Men jeg er bange for, at der ikke kommer til at ske de store forandringer. Den indspiste elite har for meget på spil.

Jeg risikerer alt, hvad min familie har kæmpet for. Alt det, for at andre i Vesten kan bruge et par minutter på at læse om en mislykket nation på randen af sammenbrud, inden de fortsætter med deres daglige rutine.

Så husk mig og dem, der er langt modigere end jeg, som lige nu kæmper for reform, når du engang kan tage på ferie i Thailand igen og lever dit bedste bucket cocktail-liv på stranden, efter du har sendt et triumferende tweet ud om, hvordan du fik presset prisen ned på en tuk tuk-tur fra 80 kr. til 60 kr.

Husk os, næste gang du smider en ligegyldig update op på Facebook om, hvor dejligt det er at se, hvor højt lokalbefolkningen elsker deres kongehus.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Læs mere