For et par somre siden – før coronaen – traskede jeg samtlige Københavns parker tynde med Geo i klapvognen, når han skulle sove middagslur. Når han endelig glippede med øjnene, satte jeg mig på en bænk, læste Politiken og kiggede forhåbningsfuldt hen mod de andre bænke – for måske sad der nogen der, som kunne have lyst til at snakke lidt? Det gjorde der måske nok, men jeg fandt aldrig ud af det, for som det pæne, konforme menneske, jeg er, satte jeg mig på en tom bænk – og aldrig sammen med fremmede! Det samme gjorde alle de andre pæne mennesker, og da jeg aldrig havde modet til at bryde konformiteten, kunne jeg til sidst selv dødsannoncerne udenad.
Men hvis der nu havde været en sluse til at åbne det sociale rum, hvad så? Hvis en håndfuld bænke i Frederiksberg Have, Kongens Have, Botanisk Have, Søndermarken m.fl. blev malet lysegrønne og kaldt ’snakkebænke’, havde jeg så sat mig der? Turde jeg det?
