Tænk, hvor forfærdeligt det i grunden er: En dag er det hele forbi. En dag findes du ikke. En dag findes jeg ikke.
Jeg tænker uendelig meget på den dag, jeg skal dø. Det er, som om jeg falder ud i noget, der er helt tomt og meningsløst. Det sted, jeg falder ud i, er ingenting og helt hvidt og det allermest skræmmende, jeg kender. Jeg kender ikke til den bekymringsløse tilstand. Alligevel får jeg at vide, at jeg ikke skal bekymre mig.
I Biblen siger Jesus, at vi ikke skal bekymre os. At vi skal gro som markens liljer og flyve som himlens fugle uden at tænke på dagen i morgen. For hver dag har nok i sin plage.
Selv om jeg gennem livet har prøvet at sole mig i, at jeg ikke er som de andre bekymrede, så må jeg sande, at jeg er dødbekymret
Når jeg i dag ligger i min seng om aftenen og mærker en dyb murren i hoften. Mærker min krop mere og mere, for hver nat der går, så mærker jeg dødens spor, der skraber i mit indre. Tankerne stikker af med mig og bringer mig i alle retninger i fortid, nutid og fremtid. For selv om det er sandt, at hver dag har nok i sin plage, så banker fortidens plager stadig på og fremtidens, som jeg jo ikke kender og derfor bare kan bekymre mig om.
Jeg er vokset op omringet af bekymrede kvinder, og jeg har i mit liv insisteret på ikke at bekymre mig.
Derfor lod jeg mine drenge kravle højt op i trækronerne, da de var små, mens deres far måtte lukke øjnene. Vi kælkede på Djævlebakken i Dyrehaven og skulle prøve de vildeste forlystelser i Tivoli. Jeg nægtede at være slave af ’hvad nu hvis’ ... nægtede at være slave af dødens magt, som dengang jeg var barn og lå med store åbne øjne i min seng omgivet af bamser.
Selv om jeg gennem livet har prøvet at sole mig i, at jeg ikke er som de andre bekymrede, så må jeg sande, at jeg er dødbekymret. Og det er jeg ikke alene om.
Hans Davidsen-Nielsen: Tiden læger selv en hypokonderVi bekymrer os for morgendagen og det, der skete i går. Vi bekymrer os for helbredet og alle dem, der skranter, for politikernes dumheder og miljøet, ja, for hele kloden – overlever vi eller går Jorden under? Spørger vi Greta, kender vi svaret – der er grund nok til bekymring.
Bekymringen hjælper os til at handle konstruktivt og kreativt. Vores bekymring er måske vores vigtigste termostat. Den gør, at vi handler i tide, og gør det, der er vigtigt.
Men bekymringen kan tage overhånd og gør det ofte.
Bekymringstermostaten kan simpelthen komme i uorden, så alarmfunktionen reagerer for hyppigt, for stærkt eller på forkerte signaler, så vi hele tiden er på vagt. Så bekymringen bliver en daglig smerte. Et selvplageri, der forgifter vores liv med en angst for ulykker, der sjældent eller måske aldrig indtræffer.
Bekymringens modgift er afmagt. Når du kontakter afmagten, bliver du mindre bekymret.
En stor del af vores bekymringer er selvskabt plage. En form for storhedsvanvid – en slags forsøg på at få kontrol over det, der overhovedet ikke kan kontrolleres
Kan jeg bestemme, om mine drenge gider komme og besøge mig den dag, de flytter hjemmefra? Nej. Kan jeg ændre på min mand? Nej. Kan jeg sørge for, at der ingen ulykker sker for dem jeg holder af? Nej. Kan jeg beslutte, at jeg lever, til jeg bliver mindst 100 år uden for mange smerter i hoften og alle andre steder? Nej – men nogle gange bekymrer jeg mig, som om jeg kan. Som om jeg sidder inde med en magt, der kan ændre på min totale magtesløshed.
Derfor er en stor del af vores bekymringer selvskabt plage. En form for storhedsvanvid – en slags forsøg på at få kontrol over det, der overhovedet ikke kan kontrolleres. For at holde angsten borte.
Modgiften er humor, mod og tro.
Mod til at leve det sårbare menneskeliv. Mod til at leve med en bevidsthed om, at vi ikke har magten over livet, døden og kærligheden. At hver dag kan leves som en ny begyndelse.
Peter Wivel: Et håbs dødskampEn dag, hvor jeg tager den, jeg svigtede, i hånden og siger undskyld. En dag, hvor jeg får kontakt med mine åndsfraværende teenagesønner. En dag, hvor jeg går en tur med den, jeg holder af, og nyder miraklet, at vi er til. En dag, hvor jeg griner med min mand over vores åndssvage skænderi. En dag, hvor jeg fuld af tro kan leve med evighedens perspektiv – i håbet om at jeg skal se min far igen og alle de andre, jeg elskede og stadig elsker, som er væk og dog så ganske nær. En dag fuld af glæde over at være her, side om side med mørkets magter og bekymringen, der ligger på lur. Fuld af glæde over tilværelsens mirakel, som vi hver dag bliver givet kvit og frit.
Og lige der, når jeg kan give mig hen til humoren, glæden, miraklet, håbet og troen. Lige der gror jeg som markens blomster og flyver som himlens fugle, hvorhen vinden blæser. Fordi jeg læner mig ind i frelsen – at det er, som det er. Og intet kan jeg gøre hverken fra eller til. Det er, som det er.
fortsæt med at læse
Jeg ved, at min far er dødsmærket
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
