Som en 21-årig fodboldfan har jeg har altid misundt dem, der så med i 1986, da hele verden lovpriste det danske landshold, og endnu mere dem, der 26. juni 1992 kunne fejre dansk fodbolds største triumf nogensinde på Rådhuspladsen.

Men endelig, efter trofast at have siddet klinet til skærmen, når Danmark med nød og næppe kvalificerede sig til hver anden slutrunde med de mest personlighedsløse og intetsigende spillere på banen, har min generation fået et landshold at identificere os med, være stolte af og tro på. Det landshold, der i fjor gav os en uforglemmelig sommer og gjorde sig selv til allemandseje. Det landshold, der får os til at drømme stort. Hvad kan træneren Kasper Hjulmand og drengene ikke drive det til?