Politikens leder anbefalede forleden at forbyde fortsat anvendelse af de giftige fluorstoffer PFAS. Det er på vej og står i regeringsgrundlaget. Men det er ikke nok. I de seneste dage er der fremkommet nye fund af forurening med PFAS, sågar i økologiske æg. Når PFAS allerede er til stede i grundvand, på græsmarker samt i visse landbrugsvarer og fisk, har vi et problem.
Det løses desværre ikke af et forbud mod fremtidig anvendelse. Sagen er, at vi hvert eneste år har importeret tonsvis af PFAS, og det har vi gjort i årtier. Først nu er der kommet opmærksomhed på disse svært nedbrydelige kemikalier. Hvorfor har vi dog overset PFAS?
Stofferne har været i brug siden 1950’erne, men producenterne insisterede på, at PFAS var aldeles harmløst og ikke udgjorde nogen som helst risiko for menneskers sundhed eller miljø. Den påstand overså bare, at producenterne selv havde finansieret forskning, der viste alvorlige giftvirkninger og desuden, at stofferne var vidt udbredt på kloden. Disse oplysninger valgte man at holde hemmelige, og de slap først ud i år 2000. Først derefter påbegyndte forskere på universiteterne projekter på feltet.
Derfor har vi først i de seneste år fået relativt sikker viden om de skadelige virkninger, især hos børn. Uheldigvis udskilles PFAS i modermælken, så næste generation starter tilværelsen med PFAS i kroppen. Med den forbedrede viden er grænseværdierne for PFAS så, med betydelig forsinkelse, blevet sænket.
Vi opdagede allerede i 2012, at PFAS kan skade vacciners virkning på børn, så der dannes mindre antistof, og vaccinerne derfor ikke virker efter hensigten. Dette er siden eftervist i andre lande, og i Danmark er det desuden vist, at børn med forhøjet udsættelse for PFAS får hyppigere infektioner og oftere bliver indlagt med blandt andet lungebetændelse. Med solid støtte fra dyreforsøg er der derfor enighed om, at immunsystemet er meget sårbart over for PFAS.
For nogle måneder siden meldte så den amerikanske miljøstyrelse ud, at de ønsker at sænke grænseværdierne ganske betragteligt for de vigtigste PFAS-typer. Det betyder, at grænsen for indholdet i drikkevand bliver omkring 100 gange lavere end den grænse, vi nu bruger i Danmark. Denne beslutning er baseret på vores forskning fra 2012 og supplerende viden fra de seneste år.
Det vil givetvis være problematisk at efterleve de nye grænser. Men fremover må vi altså tage i betragtning, at de gældende grænser må regnes for at være alt for optimistiske. Den bedre indsigt i stoffernes skadelige virkninger har medført, at vi må revidere vores lidt for afslappede holdning til forureningen. Vi kan ikke længere hævde, at PFAS må være et begrænset problem, når de danske grænseværdier kun er overskredet i beskedent omfang. Enhver overskridelse er faktisk alvorlig!
Politikens leder mener alligevel, at et fremtidigt forbud er den vigtigste indsats lige nu. Jo, det er vigtigt nok, og virksomhederne ved det godt. Senest har 3M, en af verdens førende producenter, meddelt, at de udfaser PFAS senest ved udgangen af 2025. Industrien kan således selv være med til at løse problemet.
Formand i miljøforening: Miljøkatastrofen i Storebælt fortsætterMen hvad så med alle de mange tons PFAS, som i forvejen findes i Danmark, i vores grundvand, i danske farvande og i fødekæder? Med mange års forsinkelse er der nu et regnskab at gøre op. Og det bliver dyrt, for hver eneste PFAS-analyse kan meget vel koste flere tusind kroner, og oprensning af giftstofferne er besværligt og kostbart. Men vi har i årevis nydt godt af slip-let-køkkentøj, billige regnfrakker, smudsafvisende gulvtæpper, brandskum og mange andre produkter. Kan vi forsvare bare at lade giftstofferne blive i omgivelserne og overlade mulige løsninger til næste generation?
Sagen er også, at PFAS allerede har fundet vej ind i kroppen på os. Jeg har selv PFAS i blodet, og jeg vil vædde på, at der blandt Politikens læsere ikke findes en eneste, som ikke har nok PFAS til, at vi kan måle det. Men betyder det, at vi skal tilbyde at måle PFAS i blodprøver som rutine? Man kunne måske tænke sig, at analysen blev et tilbud til kvinder, der ammer deres børn. Det er ikke helt ligetil at besvare, og der indgår også en økonomisk overvejelse.
Spørgsmålet har været indgående drøftet i USA’s faglige instans, som hedder National Academy of Sciences. Her valgte man at fremhæve behovet for handling, da samfundet er ansvarligt for at udsætte borgerne for disse giftstoffer endda uden at oplyse om det på forhånd og uden borgernes accept.
Selvbestemmelse og ret til relevant information er allerede indskrevet i den såkaldte Aarhus-konvention om borgernes adgang til oplysning om miljøforhold. Heri indgår bare ikke ret til at få målt, hvor meget PFAS man har fået i kroppen. Men det ser nu ud til, at man her i landet kan få henvisning til en blodprøve gennem sin egen læge. Men forudsætningen er, at man sandsynligvis har været udsat for tydeligt forhøjede mængder PFAS. I hvor vid udstrækning dette kommer til at ske i praksis, er dog uklart. Det næste spørgsmål er i hvert fald, hvad man så kan bruge en blodprøve til.
Nogle vil formentlig blive lettede over, at det ikke stod værre til. Andre vil måske blive urolige. Men er det bedre at blive forholdt muligheden for at få svar? Som konsekvens af et forhøjet tal anbefaler amerikanerne, at man ud over en senere gentagelse af blodprøven også overvejer en mulig indsats for at begrænse de eventuelle skader, som PFAS kan medføre. Det kan dreje sig om visse tidlige sygdomsstadier, især hos personer med særlig høj eksponering. Hensigten er at fange de første tegn på muligt alvorlig sygdom.
Den form for målrettet forebyggelse vil måske af nogle opfattes som en afvigelse fra sundhedsvæsenets normale funktioner. Men så længe vi ikke har mulighed for at drive PFAS ud af kroppen, er det i det mindste en konsekvent opfølgning, som den enkelte borger så kan vælge eller fravælge. Så vidt de amerikanske anbefalinger.
Samlet set tegner der sig et temmelig kompliceret billede, hvor mange myndigheder må spille sammen, og der skal givetvis skaffes ekspertise og økonomisk støtte. Heldigvis blev det kort tid inden valget besluttet, at der skulle udarbejdes en national strategi for både den eksisterende og den fremtidige PFAS-forurening. Det har heldigvis fundet vej til regeringsgrundlaget. Men fokus er desværre på det fremtidige forbud, ligesom i Politikens leder. De mange tons PFAS fra vores nuværende og tidligere forbrug blev ikke omtalt.
Lotte Folke Kaarsholm: Det er påtrængende indlysende, at charterferiens regnestykke ikke hænger sammenNu er det helt oplagt tiden til at sikre en samlet og koordineret indsats. Det virker jo forvirrende, når det først bliver afsløret, at drikkevandet på Fanø er forurenet, hvorefter der minsandten findes PFAS i regnvand, og der er for meget PFAS i græs fra vestkysten, mens der i denne uge opdages for store mængder i økologiske æg. Undskyld, men det hænger ikke sammen. Det er et tydeligt udtryk for, at der mangler overblik og en overordnet strategi. Den er i højeste grad tiltrængt.
Så vidt jeg er orienteret, medvirker danske forskere med ekspertise i PFAS slet ikke eller kun i minimalt omfang til at sikre sammenhæng i arbejdet. Her findes kapaciteter, der bør nyttiggøres. Når det drejer sig om PFAS, forsvinder fortidens synder ikke af sig selv. Vi må have en national strategi.
fortsæt med at læse
