Jeg er ikke en af dem, der taler for fire dages arbejdsuge. Jeg drømmer heller ikke om deltid. Og slet ikke om at droppe arbejdet for at gå hjemme med strikketøj og hjemmedyrkede kartofler. Tværtimod. Jeg vil meget gerne arbejde. Fuldtid, endda overtid, hvis blot jeg kan komme til at lave noget, der interesserer mig, udfordrer mig og giver mig arbejdsglæde. Men det synes tæt på umuligt. Det danske arbejdsmarked er fastlåst. Man skriger på arbejdskraft, men er ikke meget for at give en chance til folk, der drømmer om at skifte branche. Det må jeg erkende efter tre års indædt kamp for at få lov til at prøve mine kompetencer af i en anden branche.
Skillelinjerne mellem brancherne synes at være trukket så skarpt op, at man kun kan krydse dem ved at begynde helt forfra med ny uddannelse, og dermed ofre lang tid og mange penge.
Jeg er uddannet lærer. Jeg har 14 års erfaring fra gymnasiebranchen, og nu knap et års erfaring fra grundskolens specialområde, men jeg drømmer om nye udfordringer, der ligger uden for undervisningsbranchen. Det er afgørende for, at jeg kan genfinde arbejdsglæden i de kommende mange år, jeg forhåbentlig skal være på det danske arbejdsmarked.
Trangen til at prøve noget andet har kun vokset sig større de seneste seks skoleår, hvor jeg har følt mig drænet af konfrontationstimer. Jeg giver alt af mig selv ’on stage’ til en elevgruppe, der ikke rigtig er motiveret for at lære, og som synes at tænke, at jeg som underviser i bund og grund er mere til gene end til gavn.
Jeg har tabt meningen med det erhverv, jeg startede min karriere med at udfylde. Ja, og så nu også min arbejdsglæde og min energi. Men muligheden for at flytte sig er nærmest lig nul.
Jeg har prøvet alt for at komme videre. I øjeblikket søger jeg ét job hver uge ved siden af mit fuldtidsjob. Det har jeg gjort i tre år nu. I perioder har jeg søgt to til fire stillinger om ugen. Oven i det laver jeg opsøgende arbejde med fokus på at styrke mine jobmuligheder, og jeg udvider løbende mit netværk på LinkedIn og tager kontakt til kendte og ukendte dér for at få en hjælpende hånd.
Jeg har opbrugt kvoterne af veninders velvilje til at læse ansøgningsmateriale igennem for at give feedback.
Under en covid-hjemsendelse valgte jeg at dobbeltjobbe. Jeg tilrettelagde mine daglige online-moduler i gymnasieregi, så jeg ved siden af kunne følge et kommunalt, selvbetalt, onlinekursus til beskæftigelsesrådgiver. Ved det høstede jeg ikke andet end en faktura på kr. 28.500.
Jeg har i godt et år samarbejdet med en privathyret karriererådgiver. Hun så kompetencer over hele linjen, og hun spåede, at vi ved fælles indsats kunne skaffe mig ansættelse uden for undervisningsbranchen i løbet af bare fire til seks måneder. Spådommen gik, som bekendt, ikke i opfyldelse, for jeg er stadig i undervisningsbranchen. Rådgiveren kostede mig 30.000 kr.
I de sidste år af min ansættelse på et københavnsk gymnasium hvæssede jeg albuerne for at markere mig i alle mulige funktioner og opgaver, der skulle varetages uden om kerneopgaven i undervisningslokalet. Kompetencerne på cv’et voksede, bevares, og mine registrerede arbejdstimer nåede skyhøjder, selv om porteføljens sammenlagte indhold stadig kun lød på 100 procents ansættelsesgrad. Og lønnen forblev også den samme.
Jeg har søgt stillinger som akademisk medarbejder, kommunikationsmedarbejder, kirke- og kulturmedarbejder, bibliotekar, eventkoordinator, projektmedarbejder, administrativ medarbejder, sekretær, beskæftigelsesrådgiver, uddannelseskoordinator, ungementor, marketingmedarbejder, hr-medarbejder. Jeg har ringet på opslag for at få uddybet arbejdsopgaverne, jeg har tilmed ringet efter modtaget afslag for at høre en uddybende begrundelse eller for at få råd til søgning inden for den pågældende branche. Jeg har primært søgt opfordret, men også uopfordret, og jeg har også været til fysiske og online-kaffemøder.
Standardafslagene er flest: »Vi har valgt en kandidat, der har erfaring inden for branchen«, eller: »Vi har ansat en, der bedre matcher de efterspurgte kompetencer«. Men der er også sjove og forundrende afslag imellem:
»Vi har ansat en, der ved, hvordan man yder et godt værtskab«, forklarede bibliotekschefen. »Okay«, svarede jeg, »men som lærer laver man jo ikke andet end at være imødekommende og relationsskabende vært«.
»Vi vurderede, du ikke vidste nok om uddannelsesbranchen«, forklarede en repræsentant bag et job som uddannelseskoordinator. Det vælger jeg her at lade stå ukommenteret.
Politikerne har skruet op for pensionsalderen. Vismænd fortæller, at det er det rette at gøre, hvis vi skal sikre fremtidens velfærdssamfund. Jeg køber præmissen: Jeg er med på, at jeg kommer langt senere på pension end både mine bedsteforældre og forældre. Det er helt fair, for rent fysisk er mit job også mindre nedslidende end deres, og sundhedseksperter lover jo, at jeg med al sandsynlighed bliver væsentlig ældre, end man gjorde tidligere.
Men som veluddannet arbejdstager ser jeg et kæmpe problem i måden, vores arbejdsmarked er indrettet. Når min indsats for at skifte karriere ikke er lykkedes, handler det i høj grad om, at der sidder nogle ansættelsesudvalg derude, der tænker i kasser, når der skal ansættes nye medarbejdere. Passer man som ansøger ikke perfekt ind i kassen, sorteres man fra. Her tages og gives ingen chancer for at indlemme nyt blod i branchen – nej tak, der forventes direkte branchekendskab eller uddannelse skabt direkte til at varetage jobbet. Dertil kommer, at det er svært for omverdenen at konvertere og forstå de kompetencer, man har, og som man udvikler, mens man er i job som lærer.
Jeg forstår godt ræsonnementet bag valget af en anden kandidat og fravalget af mig. Virksomhederne vil helst bare have en plug and play-medarbejder, der kan indgå i funktionen uden oplæring.
Men hvor ville jeg ønske, at arbejdsgiverne turde tage nogle flere chancer. Ikke for min skyld alene, men også for samfundets: Hvis det forventes, at vi skal være på arbejdsmarkedet, til vi er 72 år, så er vi også nødt til at blive tilbudt et arbejdsliv med foranderlighed og nye udfordringer for dem af os, der ønsker det, så vi ikke brænder sammen derude.
Jeg siger ikke, at jeg er helt færdig med at være lærer i mit arbejdsliv. Jeg siger bare, at jeg trænger til en pause og til at udfordre mig selv i et job, hvor jeg er mere ’off stage’. Lige nu holder jeg snuden oven vande. Jeg passer mit daglige arbejde, fordi jeg er pligtopfyldende, men jeg glæder mig aldrig til at komme på arbejde. Og jeg har mange dage, hvor jeg kommer hjem tømt for energi og i dårligt humør. Spørgsmålet er, hvor længe jeg kan køre sådan. Nu har det varet i tre år.
Jeg har været på arbejdsmarkedet i 15 år efter endt uddannelse. Med min lovede pensionsalder skal jeg være på markedet i 33 år endnu. 48 år i alt. Som undervisningsbranchen ser ud i disse år, kan jeg ikke være 48 år alene i den.
fortsæt med at læse
