»Ej, hvor taler du flot dansk, Hinnerk!« Det har jeg fået at vide utrolig mange gange. Jeg har boet i Danmark i syv år. For mig er det ikke en kompliment længere, at folk roser mit dansk – især ikke, når kommentaren følges op med et »Man kan næsten ikke høre, at du er ikke er dansker«. På en måde er det sårbart hele tiden at blive dømt på noget så grundlæggende som sit sprog. Det skaber en underlig ulighed og minder mig konstant om ikke at høre helt til. Derfor vil jeg gerne bede om ikke at blive rost for mit dansk.
Det kan måske virke underligt, at en skribent ikke har lyst til at blive rost for noget – især, når det handler om, at andre mennesker synes, at man er virkelig god til dansk. Kunne jeg ikke bare glæde mig over det, som mange udlændinge kæmper for: at blive anerkendt for vores dansk? Er jeg allerede så integreret, at janteloven har taget styringen over mig og jeg ikke kan tåle ros?
